Hvorfor minimalisme?

color coordinated cups

Indeholder reklamelinks

Hvordan blev jeg interesseret i minimalisme?

Der kommer et tidspunkt i ethvert menneskes liv, hvor det bliver nødvendigt at rydde op og rydde ud. Sådan et tidspunkt nåede jeg til i forsommeren 2016.

Jeg havde boet i min 2-værelses “studielejlighed” i 10 år. Og selvom jeg ikke er den store shopper, så var der alligevel kommet en del ting ind i hjemmet. Tøj, plejeprodukter, bøger, papirer, ting til boligen og så videre.

Jo, jo jeg havde da også ryddet lidt ud hist og pist, men bortset fra tøjskabet var jeg aldrig gået i dybden med oprydningen og udsmidningen. Og det med tøjskabet havde været meget inspireret af mine mange år som frivillig i Røde Kors – og var senest sket fordi, jeg havde fået overtalt min daværende arbejdsplads til at være en del af Røde Kors’ Smid Tøjet kampagne i april/maj 2016.

Min lejlighed så egentlig pæn nok ud. Men jeg skulle bare åbne skabe og skuffer for at se, at tingene bagved lågerne efterhånden stod noget tæt sammen. Organiseret til at se overskueligt ud, men alligevel..

“Have nothing in your house that you do not know to be useful, or believe to be beautiful.” – William Morris

Men hvordan får man lige startet på den store oprydning og udsmidning?

Man går selvfølgelig til sin bedste veninde. Og i mit tilfælde havde  hun længe fablet om KonMari og var begyndt at sortere godt ud i sine ting. Så jeg måtte selvfølgelig også læse om KonMari i Marie Kondo’s bog om Magisk Oprydning. En bog, som fik mig sparket igang med den helt store gennemgang af mine ting og udsmidning af alt det, der ikke længere havde værdi for mig. Eller rettere : Bortset fra papirer smed jeg næsten ikke noget ud, da det var vigtigt for mig, at donere tøj og ting til gode formål. Jeg prøvede også at sælge noget af det, men det der ikke var solgt indenfor en måned blev doneret.

Oprydningen blev kun mit første skridt ind i minimalismens verden. For søger man på internettet for at få inspiration til at rydde ud i sine ting, finder man hurtigt en masse om minimalisme. Og jeg blev hurtigt inspireret til at bruge minimalisme indenfor andre områder af mit liv end bare oprydning. Læs mere her.

 

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.