Bæredygtige vaner – På farten


Indeholder reklamelinks

Introduktion

Efter at være blevet opmærksom på Earth Overshoot Day, fik jeg lyst til at lave en status over nogle af de ting, som jeg selv gør for at leve mere bæredygtigt og undgå unødigt overforbrug. Mange af tingene er ret nemme at implementere – så jeg håber, at listen kan give inspiration til andre.

På farten

Poser: Jeg undgår så vidt muligt at købe eller tage imod plastikposer, når jeg er ude og handle. Som udgangspunkt har jeg en stofpose liggende i min taske – og har jeg glemt den, køber jeg gerne så lidt, at det kan være i min almindelige taske evt. suppleret med at holde noget i hånden. Det fungerer fint. Når jeg en sjælden gang ikke har haft nok poser med og har fået en større plastikpose, er disse blevet genanvendt f.eks. som indpakning når jeg har skulle sende solgt tøj. Får jeg små poser når jeg er ude og handle (f.eks. med frugt i, er de altid blevet brugt til toiletspanden derhjemme (faktisk har jeg aldrig nogensinde købt poser til toiletspanden, men altid kun brugt genanvendte poser).

Vandflaske: Jeg tager gerne en fyldt drikkedunk med hjemmefra fremfor at købe vand på flaske. Jeg har ikke altid drikkedunken i tasken f.eks. når jeg bare skal til og fra arbejde (medmindre jeg cykler på en varm dag), men den bliver fyldt op, hvis jeg ved, at jeg skal være væk fra vandhanen i længere tid. Selv når jeg skal ud og flyve har jeg drikkedunken med – for på den anden side af security kan man fylde sin drikkedunk med vand fra en af koldtvandshanerne i lufthavnen, og så kan jeg også bruge den på turen (Københavns Lufthavn har i hvert fald ofte koldtvandshaner ved toiletterne, og jeg har også fundet drikkevandshaner i mange andre lufthavne). Rejser jeg til steder, hvor man ikke kan drikke vandet fra hanen køber jeg naturligvis vand på flaske, men med drikkedunken kan man købe større flasker og så hælde over på drikkedunken, hvis man ikke vil have den store flaske med på farten.

To-go drikkevarer: Jeg må indrømme, at jeg aldrig har lært at drikke kaffe, og derfor nøjes jeg ofte med vand i min drikkedunk. Har jeg lyst til andet at drikke, så sætter jeg mig gerne ind på en café, så jeg undgår engangsservice. Men jeg ved, at man kan tage et thermokrus med sig på farten, og så vil mange steder gerne fylde kaffe mv. på ens egen kop, når man beder dem om det.

Is: En is i isvaffel er mere bæredygtig end en is i bæger med en plastikske til. Jeg har dog hørt, at hvis man foretrækker bæger, så kan man medbringe en ske og en lille skål på farten, da mange isbutikker gerne vil servere isen i ens egen skål.

Caféer, restauranter og andre spisesteder: Jeg vælger gerne de spisesteder, der bruger glas, rigtigt bestik og porcelæn fremfor engangstallerkener, engangsbestik og plastikkrus. Er jeg til f.eks. et street food marked, hvor engangsservice er “en del af konceptet”, så kan jeg ofte finde steder, der bruger bæredygtig engangsservice lavet af træ, bambus eller andre bionedbrydelige materialer – og ellers kan man jo medbringe bestik og en skål/tallerken. Uanset hvor jeg er, er jeg efterhånden blevet god til at sige, at der ikke skal sugerør i mine drikkevarer – man kan jo godt drikke direkte af glasset, og jeg har endnu ikke været et sted, hvor de bruger pastasugerør eller genanvendelige sugerør (men man kan jo købe sig et genanvendeligt sugerør i glas eller metal og selv tage med, hvis det er).

Indkøb: Uden at det er afgørende for mine indkøb, så tænker jeg over, hvilken emballage, der er om varen. Der er jo ingen grund til, at tage bananerne i pose, når jeg kan tage dem, der ligger løst – og jeg tager i øvrigt gerne de bananer, der ligger enkeltvis, da jeg har læst, at de ofte må smides ud fordi ingen køber dem. Så bare ved at vælge de løse bananer, så bidrager jeg lidt til at undgå madspil. Derudover er jeg en stor fan af datovarer, og jeg kan også godt finde på at tage f.eks. den frugt, der er ved at blive for gammelt i arbejdets frugtkurv, med hjem for at bruge det i stedet for, at det går til hen over en weekend. Jeg handler også gerne ind hos Wefood (når jeg kommer forbi) eller via Too Good To Go (det sker dog ikke så tit). Det gør ikke så meget for mig om “Mindst holdbar til” er overskredet, for det betyder jo ikke at varen er for gammel – det betyder bare at man efter det tidspunkt, skal være opmærksom på, at varen KAN være for gammel. Det samme gælder “Bedst før”-betegnelsen, hvorimod jeg følger anbefalingen om, at undgå at spise ferskvarer, der  har overskredet “Sidste anvendelsesdato”.

Underholdning: Efterhånden har jeg altid mine høretelefoner med i tasken, så jeg kan høre podcast på gåturen eller i offentlig transport. Ved at have mine egne høretelefoner med, undgår jeg også at skulle bruge udleverede hovedtelefoner f.eks. dem, som flyselskaberne uddeler på lange ture. Min telefon bruger jeg dog ikke kun til at høre podcast på, da jeg også kan finde på at læse artikler, gå på de sociale medier eller spille spil på farten. I det hele taget er der mange timeres underholdning på telefonen, hvis jeg skulle kede mig. Har jeg mere lyst til at læse rigtigt, så har jeg som regel en bog med – og oftest er bogen fra biblioteket, som jeg er storforbruger af.

Transport: Jeg er – og har altid været – stor fan af, at tage cyklen. Nu hvor jeg har fået arbejde så langt væk, at cykelturen blev for lang til at være en daglig fornøjelse, så har jeg været meget mere til fods og med offentlig transport. Jeg ejer ikke (og har aldrig ejet) en bil, så længere ture er også foregået med offentlig transport, busselskaber eller samkørsel (via GoMore eller ved at køre med familie/venner, som skulle samme vej). Min kæreste har dog bil, og han er overbevist om, at vi på grund af transportafstand til arbejdspladser snart vil have to biler. Måske har han ret, men jeg håber nu på, at et fremtidigt køb af elcykel kan gøre en bil til mig overflødig. Til gengæld kommer jeg ikke udenom de langt fra bæredygtige flyrejser, for jeg elsker at rejse og har venner i mange forskellige dele af verden – og selvom jeg også godt kan lide cykelferier, bilferier og ferier med bus/tog, så er det ikke altid praktisk muligt.

Læs mere

I denne lille mini-serie har jeg skrevet fire blogindlæg om bæredygtige vaner: Første indlæg var om bæredygtige vaner på farten, derefter om bæredygtige vaner i boligens opbygning, så kom et indlæg om bæredygtige vaner derhjemme  og til sidst indlægget om de helt personlige bæredygtige vaner.

Der er også meget inspiration at hente på internettet. Personligt bliver jeg allermest inspirereret på Facebook-gruppen Minimalisme og købestop, som jeg har set flere kalde verdens bedste gruppe (og jeg er helt enig! – stemningen og hjælpsomheden er så stor derinde). Den er oprettet af Jane, som også har sin egen blog ProjectHandmade, hvor hun bl.a.  deler ugentlige “Frugal Friday” tips om, hvad hun og hendes familie selv gør for at spare penge, tid og miljøet for overforbrug.

Idéen om at dele ugentlige opdateringer om at downsize, stoppe madspild eller spare er også brugt af Linda fra bloggen Blogsbjerg, der i hvert fald her i 2018 har blogserien “M18, uge XX”.

Vil du have endnu flere idéer til at leve bæredygtigt, så kan jeg desuden anbefale at læse Calina Leonhardts blog NeoHippie eller hendes bog Bæredygtig Livsstil.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.