Bæredygtige vaner – Helt personligt

Indeholder reklamelinks

Introduktion

Efter at være blevet opmærksom på Earth Overshoot Day, fik jeg lyst til at lave en status over nogle af de ting, som jeg selv gør for at leve mere bæredygtigt og undgå unødigt overforbrug. Mange af tingene er ret nemme at implementere – så jeg håber, at listen kan give inspiration til andre.

Tøj og sko

I garderoben: Indrømmet: Jeg er ikke så god til at købe genbrug, hvilket ellers er det allermest bæredygtige. Og det på trods af, at jeg har været formand for en Røde Kors afdeling med en genbrugsbutik. Jeg kan godt lide tanken om genbrug, og har da også nogle enkelte stykker tøj fra genbrugsbutikken og det byttemarked, som jeg besøgte tidligere på måneden (mit første byttemarked). Men jeg synes det er svært – måske fordi jeg aldrig har været den store shopper, og derfor ikke kan overskue bunkerne og stativerne med det meget forskellige tøj, hvoraf det jeg kan lide ikke nødvendigvis er i min størrelse. Så er jeg bedre til at købe nyt fra de steder, hvor jeg ved, at der er tøj, som jeg kan lide i min størrelse. Til gengæld er jeg også ret god til at slide tøjet op – og jeg reparerer gerne tøjet, hvis jeg kan, ligesom jeg har lavet mindre ændringer f.eks. flyttet knapperne på en jakke for at kunne bruge den trods størrelseskift. På samme måde sørger jeg for, at jeg med jævnlige mellemrum plejer mine sko og – hvis det er nødvendigt – tager dem forbi en skomager. I forbindelse med minimering af min garderobe med KonMari-metoden og i forbindelse med størrelseskift har jeg dog også doneret tøj og sko til Røde Kors (sammen med det slidte og hullede tøj, som Røde Kors også kan bruge, og som derfor også altid bliver doneret, når det er for slidt til brug).

Vasketøj: Er der pletter på tøjet behandler jeg altid tøjet med neutral, klar opvaskemiddel – det fjerne stort set alle pletter, og det er sjældent at skrappere midler er nødvendige. Lugter tøjet kan jeg godt forbehandle tøjet med Rodalon, som fjerner svedlugt og gør at tøjet kan bruges igen. Til almindelige vask af tøj  er jeg begyndt at bruge enzymholdigt, neutralt og miljømærket vaskepulver, der kommer i papæsker (det er en mere bæredygtig løsning end flydende vaskemiddel i plastikflasker og egentlig også billigere, da der er til flere vaske i en pakke). Jeg har aldrig brugt sæbenødder eller vaskeæg, da sæbenødderne ikke vasker bedre end vand og vaskeæggene (der jo er omgivet af plastik) alligevel ikke vasker bedre end almindeligt vaskepulver jf. denne test fra svenske Råd & Rön (der, så vidt jeg ved, svarer til det danske Forbrugerrådet Tænk).

Personlig pleje

Sæbe og shampoo: Jeg bruger stadigvæk både sæbe og shampoo – men jeg vælger altid det, der er mærket med mindst et af miljømærkerne: Svanemærket eller EU-Blomsten (samt for min egen skyld: Astma- og Allergimærket). Sæbe og shampoo køber jeg gerne i størst mulige beholdere – noget som jeg egentlig tog med mig hjemmefra, da jeg er ud af en stor familie, og vidste at produkterne har god holdbarhed, men som jeg nu også tænker som mere bæredygtigt, da jeg på den måde sparer emballage. Selv håndsæben køber jeg i beholdere på mindst 1 liter, og så hælder jeg over på sæbeholderne på henholdsvis badeværelset og i køkkenet. Særligt i forhold til shampoo og balsam: Jeg vasker efterhånden kun hår efter svømmehallen hver / hver anden uge, men kan ellers undvære i omkring 4 uger uden problemer. Balsam har jeg altid kun brugt en brøkdel af de gange, hvor jeg vasker hår – og efter at jeg skar ned for shampooen har jeg endnu mindre brug for det end før, da mit hår nu er naturlig blødt. Jeg erstatter nogle gange balsammen med med en hårkur i stedet.

Cremer: Jeg bruger nærmest ikke cremer overhovedet. Den mest brugte creme herhjemme er solcremen – og det bruges mest på ferier eller på en fridag hvor vejret er godt nok til, at jeg er meget ude i solskin. Derudover kan jeg godt bruge en god håndcreme om vinteren, men ellers er det begrænset hvor meget fugt, som min krop har brug for at få tilført. En gang i mellem kan jeg dog godt forkæle mig selv til blødere hud ved at bruge  babyolie i forbindelse med et bad.

Deodorant og parfume: Jeg bruger en neutral deodorant, der er miljømærket. Min mor har parfumeallergi, og selvom jeg ikke er ramt af allergi, så har det gjort mig opmærksom på at undgå parfume. Jeg bruger derfor ikke parfume hver dag, og når jeg bruger det, sprøjter jeg det som regel på tøjet, så min hud ikke kommer i direkte kontakt med parfumen.

Makeup og neglelak: Jeg har aldrig rigtig brugt makeup og neglelak. Kun da jeg som helt ung gik til makeup/foto/fashion på den lokale ungdomsskole (hvor jeg dog mest var optaget af foto-delen), og så til nogle (men ikke alle) gymnasiefester. Derfor endte al min makeup med at blive doneret væk – primært til de Ungdommens Røde Kors aktiviteter, som jeg var frivillig på f.eks. min ferielejr. Jeg må dog indrømme, at jeg inden for det sidste år har købt lidt makeup og neglelak, da min kæreste gerne ville se mig med makeup, og jeg gerne ville glæde ham til hans fødselsdag og da vi senere på sommeren skulle til bryllup. Han har nu set mig med makeup hele to gange i år.

Vat og vatpinde: Jeg har lidt vatrondeller og vatpinde liggende, men bruger dem stort set ikke. De blev brugt, da jeg skulle rette på og senere fjerne makeup, men når lageret af vatrondeller er brugt op, vil jeg nok  lave genanvendelige stofrondeller, der kan bruges i stedet for engangs-vatrondellerne. Vatpindende (som er dem uden plastik) er ok til at rette øjenmakeup, men jeg bruger dem ikke rigtigt til at rense øre med, da det ikke er sundt for øret. Skal man endelig bruge en ørerensning, så er det bedre, at bruge en øresprøjte, som kan skylle øret. Personligt bruger jeg det dog ikke.

Hårfjerning: Jeg bruger en epilator til hårfjerning suppleret op med en skraber, hvor kun hovedet skiftes. Barberbladene holder sig bedst skarpe ved at blive tørret af i håndklædet, hvis man f.eks. har brugt det i badet. Og jeg prøver at passe godt på barberbladet, så det ikke skal skiftes så tit. Barberskum har jeg aldrig brugt.

Menstruation: Personligt er jeg ret glad for at bruge en menstruationskop. Det er meget mere behageligt end tamponer, og gør bind overflødige. Jeg kan dog godt lide at bruge bind som back-up og nogle gange på de lette dage næsten uden blødning. Som noget helt nyt har jeg netop i denne måned investeret i stofbind, som kan bruges i stedet for de almindelige engangs-bind. Ved at skifte fra tamponer og bind til menstruationskop og stofbind, sparer jeg miljøet for en hel masse plastik og engangsbrug (og som en ekstra bonus er de genanvendelige løsninger meget billigere i længden).

Andet

Briller og kontaktlinser: Jeg er nærsynet i høj grad og kan derfor ikke undvære hjælp til at korrigere synet. Jeg bruger ofte briller, men har også kontaktlinser som jeg f.eks. bruger i svømmehallen. Jeg har dog altid købt månedslinser, som kan bruges i længere tid og kræver mindre affald end endagslinser. Fordi jeg er så nærsynet som jeg er har jeg også overvejet en øjenoperation (som vist nok er gratis, når synet er så dårligt som mit), men det er faktisk først for nyligt at min styrke er blevet så stabil, at en operation kan være en mulighed – så nu skal jeg bare overveje, om jeg tør en laseroperation eller ej.

Læs mere

I denne lille mini-serie har jeg skrevet fire blogindlæg om bæredygtige vaner: Første indlæg var om bæredygtige vaner på farten, derefter om bæredygtige vaner i boligens opbygning, så kom et indlæg om bæredygtige vaner derhjemme  og til sidst indlægget om de helt personlige bæredygtige vaner.

Der er også meget inspiration at hente på internettet. Personligt bliver jeg allermest inspirereret på Facebook-gruppen Minimalisme og købestop, som jeg har set flere kalde verdens bedste gruppe (og jeg er helt enig! – stemningen og hjælpsomheden er så stor derinde). Den er oprettet af Jane, som også har sin egen blog ProjectHandmade, hvor hun bl.a.  deler ugentlige “Frugal Friday” tips om, hvad hun og hendes familie selv gør for at spare penge, tid og miljøet for overforbrug.

Idéen om at dele ugentlige opdateringer om at downsize, stoppe madspild eller spare er også brugt af Linda fra bloggen Blogsbjerg, der i hvert fald her i 2018 har blogserien “M18, uge XX”.

Vil du have endnu flere idéer til at leve bæredygtigt, så kan jeg desuden anbefale at læse Calina Leonhardts blog NeoHippie eller hendes bog Bæredygtig Livsstil.

Bæredygtige vaner – Derhjemme

Indeholder reklamelinks

Introduktion

Efter at være blevet opmærksom på Earth Overshoot Day, fik jeg lyst til at lave en status over nogle af de ting, som jeg selv gør for at leve mere bæredygtigt og undgå unødigt overforbrug. I denne uge skal det handle om tingene derhjemme, og der er mange mindre ting, som kan gøre en forskel. Jeg håber, at listen kan give inspiration til andre.

I hjemmet:

Møbler: Jeg har aldrig rigtigt gået op i, hvad der er på mode, og derfor er de fleste af mine møbler efterhånden ret gamle. Mange af dem købte jeg, da jeg flyttede hjemmefra for over 12 år siden – og da jeg på daværende tidspunkt arbejde i en møbelbutik, gik jeg allerede dengang meget op i, at det skulle være langtidsholdbare møbler i god kvalitet, som jeg godt kunne lide (og det kunne jeg heldigvis finde både i billige og dyrere butikker). Det er naturligvis mere bæredygtigt at bruge de møbler, som man har, fremfor at hele tiden at skifte dem ud, og – på trods af jobbet i møbelbutikken – er jeg ikke blevet fristet til særligt mange udskiftninger. De møbler, der er kommet til siden, har som udgangspunkt alle erstattet udslidte møbler, som jeg enten havde med fra barndomshjemmet eller som var arvet i forbindelse med flytningen hjemmefra (fordi jeg ikke havde råd til andet – og ikke fordi jeg selv valgte stilen). Faktisk kan jeg kun nævne to undtagelser, hvor møbler, som jeg selv havde købt efter at jeg flyttede hjemmefra, er blevet udskiftet før tid: 1) En sofa, der passede til de gamle møbler, blev solgt til fordel for en mere passende sofa, da de udslidte møbler blev opdateret, og 2) to upraktiske sengeborde blev givet til genbrug, og i stedet blev der købt to kommoder, som både fungerer som sengeborde og opbevaring. Og når man skifter møbler ud, så kan man undersøge, om de nye møbler har en af miljømærkningerne f.eks. FSC-mærket for træ fra skove, der drives bæredygtigt, og som man ofte ser på f.eks. havemøbler.

Ting generelt: Jeg har aldrig været den, som har købt særligt mange ting – og dem, som jeg har, beholder jeg længe. I mange år bemærkede veninderne ligefrem hvor få nipsting jeg havde, og spurgte om jeg ikke skulle købe noget “for at gøre hjemmet personligt”. Jeg levede dog fint uden, og har langsomt fået fundet de ting, som jeg kan lide. Alligevel kom der også ting ind i hjemmet, som ikke længere passede ind eller ikke længere blev brugt (inklusive nogle gaver, som egentlig aldrig havde været i min stil, men som ikke kunne byttes). De blev ryddet ud, da jeg begyndte min minimalisme-rejse og fik brugt KonMari-metoden.  Efter at jeg er begyndt at tænke minimalistisk, tænker jeg endnu mere over hvad, der får lov til at komme ind i mit hjem, og der bliver også stadigvæk ryddet ud i det overflødige. Og så bliver jeg klogere på det der med personlig nips: Et stort 150×150 cm maleri (som var en af de gaver, der aldrig havde sagt mig noget) blev f.eks. skiftet ud med flere små 10×15 cm og 13×18 familiefotos i rammer stillet på en hylde –  og det gør jeg ikke igen, da det tog meget mere tid, at støve af, og jeg så hellere vil hænge dem op på væggen (og støve dem af der), end at skulle rykke rundt på rammerne på hylden hver gang, der gøres rent. Så med andre ord: Når det gælder ting, så skal det enten være nødvendige ting eller ting der giver mig glæde (og så skal det ikke være alt for besværligt at holde pænt). Samtidigt skal det være langtidsholdbart af god kvalitet – og på det senere er jeg begyndt at tænke mere over, om det også er bæredygtigt f.eks. ved at have den rette miljømærkning. På den måde undgår jeg unødigt overforbrug.

Bøger: Jeg elsker bøger! Alligevel har jeg kun fire hylder med bøger, som jeg har samlet gennem tiden – for jeg er nemlig storforbruger af biblioteket. I årets første 8 måneder har jeg  f.eks. lånt over 20 bøger med hjem, samt brugt mange af bibliotekets andre services f.eks. online tjenester til film, magasiner og e-bøger.

Batterier: De fleste hjem har ting, som skal bruge batterier. Jeg vælger så vidt muligt genopladelige batterier fremfor batterier, der ikke kan genoplades.

Når det skal være lidt festligt: Mange bruger nok meget af det samme julepynt år efter år, men jeg gør faktisk det samme i forhold til pynt til nytår og fødselsdag. På den måde undgår jeg en masse engangspynt.

Særligt i køkkenet

Madopbevaring: Som jeg tidligere har skrevet, så tænker jeg over, hvilken emballage, der er om madvarerne, men også derhjemme prøver jeg at undgå engangsemballage. Mine skåle har genanvendelige låg, og jeg bruger også tallerkener meget som låg – f.eks. når tærtefadet med resten af tærten skal i køleskabet. Derudover har jeg en del genanvendelige bøtter, som bruges til såvel madrester som opbevaring af tørvarer og til når jeg skal fryse mindre portioner ned af f.eks. brød, kød eller grønt. Madkasser kan også bruges fremfor stanniol, husholdningsfilm, frostposer og madpapir  – men eftersom jeg ikke har en madkasse, så bruger jeg bare en af mine genanvendelige bøtter.

Te og kaffe: Jeg køber helst te i løsvægt, og bruger så min tesi eller mit teæg, når teen skal brygges. For mig er der ingen grund til at købe te pakket i individuelle engangs-teposer – men jeg har dog også te i teposer derhjemme, som jeg f.eks. har fået i gave. Kaffe drikker jeg ikke selv, men når der kommer gæster, der drikker kaffe, så brygger jeg det i en stempelkande. Jeg har simpelthen aldrig forstået idéen med kaffemaskiner, hvor hver enkelt kop efterlader et spor i form af en metalkapsel.

Bagepapir: Jeg bruger kun sjældent bagepapir – og når jeg gør, så er det ofte min genanvendelige silikonemåtte, der bruges. I stedet så drysser jeg mel, havregryn eller lignende på bagepladen, når der skal bages. Og skal jeg bruge bradepanden til mad, så kan den smørres på samme måde som et fad.

Køkkenrulle, servietter og lignende: Jeg har aldrig rigtigt brugt køkkenrulle – faktisk har jeg vist kun købt 3 pakker køkkenrulle til sammen i alle de +12 år jeg har boet hjemmefra – og jeg har stadigvæk nogle ruller tilbage. I stedet bruger jeg genanvendelige klude til at tørre op og af med. Nogle bruger også køkkenrulle i stedet for servietter, men der vasker jeg nu bare hænder igen efter maden eller bruger et viskestykke. Jeg har dog en tanke om, at jeg på et tidspunkt skal have rigtige stofservietter, som kan bruges. På samme måde vil jeg gerne udskifte engangs-lommetørklæder med nogle i stof – som jeg alligevel har hørt er mindre kradse ved huden, når man er syg og pudser næse hele tiden.

Rengøring

Rengøringsmidler: Jeg bruger reelt set kun få rengøringsmidler: Støv tørres af med støvklude, og skal overfladerne tørres bedre af end det, så kommer jeg lidt opvaskemiddel (der både er miljømærket og astma- og allergivenligt) i en lille spand med vand, som så kan bruges på alle overflader. Vand med opvaskemiddel er også nok til pudsning af briller, spejle og vinduer (dog tilføjer jeg nogen gange lidt salmiakspiritus, når der skal pudses spejle og vinduer). Når jeg – efter at have fejet eller støvsuget – vasker gulve, er opvaskemidlet byttet ud med miljømærket universalrengøringsmiddel. Vand med universalrengøringsmiddel bruger jeg også, når fliserne på badeværelset skal vaskes over. Derudover har jeg miljømærket toiletrens, og eddike eller eddikesyre til at klare afkalkning – dog klares afkalkningen af vaskemaskinen med hexofosfat, da vaskemaskinen ikke har så godt af syren. Jeg har vist også lidt brun sæbe, som er blevet brugt til at rengøre ovnen, men ellers var det vist alle mine rengøringsmidler.

Når tingene ikke længere skal bruges

Genbrug: Enkelte ting får jeg solgt, men ellers donerer jeg alt brugbart til Røde Kors. Jeg går meget ind for genbrug – om end jeg er bedre til at donere til genbrug, end jeg er til at købe genbrug. Dog prøvede jeg lige mit første byttemarked her i weekenden, og der kom jeg da hjem med to bøger og en enkelt bluse. Bøgerne får kun lov til at blive i hjemmet ind til de er læst, og blusen er jeg ikke helt overbevist om endnu (den kunne først prøves på derhjemme) – men uanset hvad, så har jeg da fået startet lidt på det med at finde ting fra genbrug, og jeg kom selv af med 10 kg. tøj og ting.

Affaldssortering: Jeg er privilegeret at bo i en kommune, der har gjort affaldssortering nemt – og det benytter jeg mig af. I lejligheden har jeg en kurv til papir, en spand til madaffald, en spand til restaffald, en pose af genanvendt emballage til plastik (både hård og blød plast), en genanvendelig pose “alt det andet” (pap, batterier, farligt affald og så videre), der sorteres i gården. Større ting (småt brændbart, elektronik affald med videre) går jeg direkte ned i gårdens affaldsrum med. Affaldssortering er derfor helt naturligt for mig – og det er noget, som jeg lægger mærke til mangler, når jeg f.eks. er hos min kæreste, der bor i en anden kommune (jeg har dog fået påvirket ham til at affaldssortere det, som han kan – og nu er han faktisk begyndt at lægge mærke til, når naboerne f.eks. ikke bruger papcontaineren, når de burde).

Læs mere

I denne lille mini-serie har jeg skrevet fire blogindlæg om bæredygtige vaner: Første indlæg var om bæredygtige vaner på farten, derefter om bæredygtige vaner i boligens opbygning, så kom et indlæg om bæredygtige vaner derhjemme  og til sidst indlægget om de helt personlige bæredygtige vaner.

Der er også meget inspiration at hente på internettet. Personligt bliver jeg allermest inspirereret på Facebook-gruppen Minimalisme og købestop, som jeg har set flere kalde verdens bedste gruppe (og jeg er helt enig! – stemningen og hjælpsomheden er så stor derinde). Den er oprettet af Jane, som også har sin egen blog ProjectHandmade, hvor hun bl.a.  deler ugentlige “Frugal Friday” tips om, hvad hun og hendes familie selv gør for at spare penge, tid og miljøet for overforbrug.

Idéen om at dele ugentlige opdateringer om at downsize, stoppe madspild eller spare er også brugt af Linda fra bloggen Blogsbjerg, der i hvert fald her i 2018 har blogserien “M18, uge XX”.

Vil du have endnu flere idéer til at leve bæredygtigt, så kan jeg desuden anbefale at læse Calina Leonhardts blog NeoHippie eller hendes bog Bæredygtig Livsstil.

Bæredygtige vaner – I boligens opbygning

Indeholder reklamelinks

Introduktion

Efter at være blevet opmærksom på Earth Overshoot Day, fik jeg lyst til at lave en status over nogle af de ting, som jeg selv gør for at leve mere bæredygtigt og undgå unødigt overforbrug. Netop i boligens opbygning er der mange ting, man kan gøre, for at leve mere bæredygtigt. Nogle af tingene er større investeringer, men der er også mange mindre ting, som kan gøre en forskel – så jeg håber, at listen kan give inspiration til andre.

Installationer

Hvidevarer: I min lejlighed har jeg kun få hvidevarer installeret: en kogeplade, en indbygget ovn, et køle/fryseskab og en vaske-tørremaskine. Vaske-tørremaskinen fulgte med, da jeg for mange år siden flyttede ind, men generelt set bruger jeg den kun som vaskemaskine, da jeg kun bruger tørremaskinen, når jeg har vasket dundyner og -hovedpuder. Derudover hænger jeg gerne alt til tørre på et tørrestativ – hvilket naturligvis er mere bæredygtigt end at tørre i maskinen. Vaske-tørremaskine har haft problemer et par gange, men hver gang har jeg kunnet reparere den for ganske få midler fremfor at købe nyt – og den ene gang viste det sig endda, at det ikke var maskinen den var gal med, men derimod den aquastop sikkerhedsventil som sikrer, at der ikke kan komme en større vandskade på grund af vaskemaskinen. Bemærk dog, at det for nogle gamle vaskemaskiner kan betale sig at udskifte på grund af, at de nyere maskiner har et lavere vandforbrug og en bedre energimærkning.  Køle/fryseskabet er som den eneste af mine hvidevarer blevet udskiftet, og der gik jeg netop efter en god energivurdering (samtidigt med at jeg sikrede, at det var støjsvagt, og at en alarm ville gøre opmærksom på, hvis lågerne ikke var ordentligt lukket).

El: Jeg er skiftet over til et elselskab, hvor al el kommer fra vindmøller – men bor man i hus kan man også overveje om man selv vil producere strøm via solceller eller en lille vindmølle, hvis lokalplanen tillader det. Jeg tror på, at bæredygtig energi er vejen frem, så vi kan begrænse brugen af fossile brændstoffer. Derudover tænker jeg over, at begrænse mit elforbrug ved at vælge produkter med mindre elforbrug (f.eks. sparepærere i lamperne), følge forskellige elspareråd (f.eks. at udnytte ovnens eftervarme) og slukke for stikkontakten til f.eks. for routeren når jeg ikke er hjemme / den ikke er i brug – jeg gør det manuelt, men er for nyligt blevet opmærksom på, at man jo også bare kan sætte et billigt tænd/sluk ur på (og så bare tænde manuelt, hvis man en dag er hjemme før tid). Til fjernsynet kan man i stedet bruge en elpareskinne, som gør, at der automatisk bliver slukket for strømmen til fjernsynet og eventuelle tilsluttede enheder (såsom playstation, blue-ray afspiller med videre), når fjernsynet er på stand-by funktion. Således behøver man ikke at slukke for kontakten, men kan bare nøjes med at slukke på fjernsynets fjernbetjening. Man kan også bruge elpareskinner til andre produkter f.eks. computeren, hvor printeren kan være tilsluttet – men det har jeg ikke, da jeg kun har en bærbar computer, som jeg altid slukker, og en printer, som kun bliver sat til, når jeg skal bruge den.

Vand: Andelsboligforeningen har regntønder, der primært bruges til vanding af planterne i gården, men der er ikke et decideret regnvands-anlæg, så al vand i lejligheden kommer fra vandværket. Bor man i eget hus/rækkehus kan man dog overveje at købe et regnvandsanlæg, så toiletter og vaskemaskine kan bruge regnvand fremfor grundvand. Alternativt har jeg for nyligt hørt om et brusersystem, hvor vandet fra bruseren genanvendes. Heldigvis er der også mindre ting, som man kan gøre: Mit toilet er nyt nok til at have både lille og stort skyl, og der er vandbegrænsere på mine vandarmaturer (en sparebruser kan også bruges). Derudover tænker jeg også selv over, at begrænse mit vandforbrug ved at slukke for vandet, når det ikke behøver at være tændt (f.eks. imens jeg børster tænder), og at genanvende vand (venter jeg f.eks. på at vandet skal blive koldt eller varmt, så kan det vand, der løber, bruges til vanding af blomster og andre formål).

Varme: Jeg bor i lejlighed, så det er andelsforeningen der har valgt varmekilden, men bor man i eget hus/rækkehus kan man jo overveje, om nye installationer kan svare sig (også på bæredygtighedskontoen). Heldigvis bor jeg i en andelsforening, som har tænkt over varmetabet, og derfor har fået efterisoleret en hel del – og endnu mere end de “åbenlyse steder” efter at en termografisk rapport viste, hvor der var unødigt varmetab. Derudover har jeg (af andelsforeningen) fået nye tætningslister på vinduerne, hvilket også er med at begrænse varmetabet. For mit eget vedkommende har jeg desuden intelligent varmestyring i en del af lejligheden, således at det afhænger af tidspunkt på døgnet, hvor meget der bliver varmet op i et givent rum – og så slukker jeg selvfølgelig for varmen i radiatorer og gulvvarme om sommeren.

Vedligeholdelse

Afløb: For at undgå VVS-besøg og skrappe midler såsom afløbsrens, tænker jeg over at passe på mine afløb. Jeg smider ikke affald i afløbene, og selv mit lange hår, der kan samle sig ved afløbet i badeværelset, samler jeg op og putter i den rigtige affaldssorterede skraldespand (selvom det nogle gange er nødvendigt at tømme vandlåsen også). Jeg har læst, at en  effektiv metode til at forebygge propper i afløbet, er at hælde mindst en kande kogende kogende vand i vasken jævnligt. Så har jeg kogende vand til overs (hvilket jeg ofte har, når jeg f.eks. har kogt æg eller grønsager), så tænker jeg altid, at det er en god måde at vedligeholde afløbene på – og selvom køkkenvasken er mest oplagt, så husker jeg også vasken på badeværelset med jævne mellemrum.

Kalk: Lige netop kalk er noget, der både påvirker vedligeholdelsen af vandrørerne og vandinstallationerne, men også har betydning for rengøring af hjemmet. I min andelsboligforening har vi fået installeret et blødgøringsanlæg, hvilket gør en stor forskel, eftersom vi bor i et område med hårdt vand. Derfor skal jeg dog stadigvæk være opmærksom på, f.eks. at rengøre fliserne i badeværelset og at afkalke min vaske-tørremaskine og elkedel. I forhold til elkedlen kan man købe en kalkfanger i rustfrit stål, som fanger kalken og gør at selve kedlen ikke skal afkalkes så ofte.

Fugt og temperaturudsving: Boligen skal gerne luftes ud nogle gange om dagen fordi vi mennesker skaber fugt (og det er endnu vigtigere når der bliver tørret tøj indendøre), og særligt morgen og aften samt ved vasketøjs-ophængning er jeg meget opmærksom på, at åbne et eller flere vinduer. Det er dog kun når det er varmt og godt vejr udenfor, at vinduerne står længe åbne, da boligen ikke har godt af for store temperaturudsving (f.eks. kan det – ligesom fugt – gøre, at tapetet løsner sig). Om sommeren er radiatorerne altid slukket, men om vinteren er de tændt undtagen når jeg har åbne vinduer (jeg mener dog at have læst, at det afhænger af dine termostater på radiatorerne, om det kan svare sig at slukke radiatoren for korter udluftninger). Temperaturudsving er også det, der gør, at der kan komme frost i fryseren, og den sørger jeg naturligvis for at afrime ved behov, således at fryseren ikke skal bruge mere strøm end nødvendigt.

Anden løbende vedligeholdelse: Hvilken vedligeholdelse af boligen, der er nødvendig,  afhænger naturligvis af, hvordan din bolig er bygget. Min lejlighed er forholdsvis vedligeholdelsesfri, da andelsboligforeningen tager sig af de store ting såsom vedligeholdelse af taget og gavlene. Men som andelshaver har jeg dog malet mine egne vinduer, hvilket forlænger levetiden af vinduerne – og en længere levetid, er naturligvis mere bæredygtig end en udskiftning.

Læs mere

I denne lille mini-serie har jeg skrevet fire blogindlæg om bæredygtige vaner: Første indlæg var om bæredygtige vaner på farten, derefter om bæredygtige vaner i boligens opbygning, så kom et indlæg om bæredygtige vaner derhjemme  og til sidst indlægget om de helt personlige bæredygtige vaner.

Der er også meget inspiration at hente på internettet. Personligt bliver jeg allermest inspirereret på Facebook-gruppen Minimalisme og købestop, som jeg har set flere kalde verdens bedste gruppe (og jeg er helt enig! – stemningen og hjælpsomheden er så stor derinde). Den er oprettet af Jane, som også har sin egen blog ProjectHandmade, hvor hun bl.a.  deler ugentlige “Frugal Friday” tips om, hvad hun og hendes familie selv gør for at spare penge, tid og miljøet for overforbrug.

Idéen om at dele ugentlige opdateringer om at downsize, stoppe madspild eller spare er også brugt af Linda fra bloggen Blogsbjerg, der i hvert fald her i 2018 har blogserien “M18, uge XX”.

Vil du have endnu flere idéer til at leve bæredygtigt, så kan jeg desuden anbefale at læse Calina Leonhardts blog NeoHippie eller hendes bog Bæredygtig Livsstil.

Bæredygtige vaner – På farten

Indeholder reklamelinks

Introduktion

Efter at være blevet opmærksom på Earth Overshoot Day, fik jeg lyst til at lave en status over nogle af de ting, som jeg selv gør for at leve mere bæredygtigt og undgå unødigt overforbrug. Mange af tingene er ret nemme at implementere – så jeg håber, at listen kan give inspiration til andre.

På farten

Poser: Jeg undgår så vidt muligt at købe eller tage imod plastikposer, når jeg er ude og handle. Som udgangspunkt har jeg en stofpose liggende i min taske – og har jeg glemt den, køber jeg gerne så lidt, at det kan være i min almindelige taske evt. suppleret med at holde noget i hånden. Det fungerer fint. Når jeg en sjælden gang ikke har haft nok poser med og har fået en større plastikpose, er disse blevet genanvendt f.eks. som indpakning når jeg har skulle sende solgt tøj. Får jeg små poser når jeg er ude og handle (f.eks. med frugt i, er de altid blevet brugt til toiletspanden derhjemme (faktisk har jeg aldrig nogensinde købt poser til toiletspanden, men altid kun brugt genanvendte poser).

Vandflaske: Jeg tager gerne en fyldt drikkedunk med hjemmefra fremfor at købe vand på flaske. Jeg har ikke altid drikkedunken i tasken f.eks. når jeg bare skal til og fra arbejde (medmindre jeg cykler på en varm dag), men den bliver fyldt op, hvis jeg ved, at jeg skal være væk fra vandhanen i længere tid. Selv når jeg skal ud og flyve har jeg drikkedunken med – for på den anden side af security kan man fylde sin drikkedunk med vand fra en af koldtvandshanerne i lufthavnen, og så kan jeg også bruge den på turen (Københavns Lufthavn har i hvert fald ofte koldtvandshaner ved toiletterne, og jeg har også fundet drikkevandshaner i mange andre lufthavne). Rejser jeg til steder, hvor man ikke kan drikke vandet fra hanen køber jeg naturligvis vand på flaske, men med drikkedunken kan man købe større flasker og så hælde over på drikkedunken, hvis man ikke vil have den store flaske med på farten.

To-go drikkevarer: Jeg må indrømme, at jeg aldrig har lært at drikke kaffe, og derfor nøjes jeg ofte med vand i min drikkedunk. Har jeg lyst til andet at drikke, så sætter jeg mig gerne ind på en café, så jeg undgår engangsservice. Men jeg ved, at man kan tage et thermokrus med sig på farten, og så vil mange steder gerne fylde kaffe mv. på ens egen kop, når man beder dem om det.

Is: En is i isvaffel er mere bæredygtig end en is i bæger med en plastikske til. Jeg har dog hørt, at hvis man foretrækker bæger, så kan man medbringe en ske og en lille skål på farten, da mange isbutikker gerne vil servere isen i ens egen skål.

Caféer, restauranter og andre spisesteder: Jeg vælger gerne de spisesteder, der bruger glas, rigtigt bestik og porcelæn fremfor engangstallerkener, engangsbestik og plastikkrus. Er jeg til f.eks. et street food marked, hvor engangsservice er “en del af konceptet”, så kan jeg ofte finde steder, der bruger bæredygtig engangsservice lavet af træ, bambus eller andre bionedbrydelige materialer – og ellers kan man jo medbringe bestik og en skål/tallerken. Uanset hvor jeg er, er jeg efterhånden blevet god til at sige, at der ikke skal sugerør i mine drikkevarer – man kan jo godt drikke direkte af glasset, og jeg har endnu ikke været et sted, hvor de bruger pastasugerør eller genanvendelige sugerør (men man kan jo købe sig et genanvendeligt sugerør i glas eller metal og selv tage med, hvis det er).

Indkøb: Uden at det er afgørende for mine indkøb, så tænker jeg over, hvilken emballage, der er om varen. Der er jo ingen grund til, at tage bananerne i pose, når jeg kan tage dem, der ligger løst – og jeg tager i øvrigt gerne de bananer, der ligger enkeltvis, da jeg har læst, at de ofte må smides ud fordi ingen køber dem. Så bare ved at vælge de løse bananer, så bidrager jeg lidt til at undgå madspil. Derudover er jeg en stor fan af datovarer, og jeg kan også godt finde på at tage f.eks. den frugt, der er ved at blive for gammelt i arbejdets frugtkurv, med hjem for at bruge det i stedet for, at det går til hen over en weekend. Jeg handler også gerne ind hos Wefood (når jeg kommer forbi) eller via Too Good To Go (det sker dog ikke så tit). Det gør ikke så meget for mig om “Mindst holdbar til” er overskredet, for det betyder jo ikke at varen er for gammel – det betyder bare at man efter det tidspunkt, skal være opmærksom på, at varen KAN være for gammel. Det samme gælder “Bedst før”-betegnelsen, hvorimod jeg følger anbefalingen om, at undgå at spise ferskvarer, der  har overskredet “Sidste anvendelsesdato”.

Underholdning: Efterhånden har jeg altid mine høretelefoner med i tasken, så jeg kan høre podcast på gåturen eller i offentlig transport. Ved at have mine egne høretelefoner med, undgår jeg også at skulle bruge udleverede hovedtelefoner f.eks. dem, som flyselskaberne uddeler på lange ture. Min telefon bruger jeg dog ikke kun til at høre podcast på, da jeg også kan finde på at læse artikler, gå på de sociale medier eller spille spil på farten. I det hele taget er der mange timeres underholdning på telefonen, hvis jeg skulle kede mig. Har jeg mere lyst til at læse rigtigt, så har jeg som regel en bog med – og oftest er bogen fra biblioteket, som jeg er storforbruger af.

Transport: Jeg er – og har altid været – stor fan af, at tage cyklen. Nu hvor jeg har fået arbejde så langt væk, at cykelturen blev for lang til at være en daglig fornøjelse, så har jeg været meget mere til fods og med offentlig transport. Jeg ejer ikke (og har aldrig ejet) en bil, så længere ture er også foregået med offentlig transport, busselskaber eller samkørsel (via GoMore eller ved at køre med familie/venner, som skulle samme vej). Min kæreste har dog bil, og han er overbevist om, at vi på grund af transportafstand til arbejdspladser snart vil have to biler. Måske har han ret, men jeg håber nu på, at et fremtidigt køb af elcykel kan gøre en bil til mig overflødig. Til gengæld kommer jeg ikke udenom de langt fra bæredygtige flyrejser, for jeg elsker at rejse og har venner i mange forskellige dele af verden – og selvom jeg også godt kan lide cykelferier, bilferier og ferier med bus/tog, så er det ikke altid praktisk muligt.

Læs mere

I denne lille mini-serie har jeg skrevet fire blogindlæg om bæredygtige vaner: Første indlæg var om bæredygtige vaner på farten, derefter om bæredygtige vaner i boligens opbygning, så kom et indlæg om bæredygtige vaner derhjemme  og til sidst indlægget om de helt personlige bæredygtige vaner.

Der er også meget inspiration at hente på internettet. Personligt bliver jeg allermest inspirereret på Facebook-gruppen Minimalisme og købestop, som jeg har set flere kalde verdens bedste gruppe (og jeg er helt enig! – stemningen og hjælpsomheden er så stor derinde). Den er oprettet af Jane, som også har sin egen blog ProjectHandmade, hvor hun bl.a.  deler ugentlige “Frugal Friday” tips om, hvad hun og hendes familie selv gør for at spare penge, tid og miljøet for overforbrug.

Idéen om at dele ugentlige opdateringer om at downsize, stoppe madspild eller spare er også brugt af Linda fra bloggen Blogsbjerg, der i hvert fald her i 2018 har blogserien “M18, uge XX”.

Vil du have endnu flere idéer til at leve bæredygtigt, så kan jeg desuden anbefale at læse Calina Leonhardts blog NeoHippie eller hendes bog Bæredygtig Livsstil.

Earth Overshoot Day #MoveTheDate

Earth Overshoot Day

I går, onsdag d. 1. august 2018, var det Earth Overshoot Day. Earth Overshoot Day er den dag, hvor verdens befolkning har brugt de ressourcer, der kan gendannes på et år på Jorden. Med andre ord: Resten af året, bruger vi flere ressourcer, end vi har!

Desværre er vi danskere nogle af de værste (over-)forbrugere af jordens ressourcer. For Danmark er på den meget lidt eftertragtede 9. plads over verdens lande, der forbruger mest – og levede hele verdens befolkning som danskerne, så ville Earth Overshoot Day allerede falde d. 28. marts i år:

Globalt set forbruger verdens befolkning som om, at der var 1,7 jordklode til rådighed. Danmark ligger betragteligt over det europæiske gennemsnit på 2,8 jordkloder: Danskernes forbrug vil nemlig kræve hele 3,6 jordkloder.

3,6 JORDKLODER!

Det er meget – også alt for meget!

Noget må der gøres! Både fra forskere, der kan opfinde nye, mere bæredygtige løsninger. Producenterne, som kan producere varer på en mere bæredygtig måde. Og fra os forbrugere, der kan gå efter et smartere forbrugsmønster, når vi vælger hvor meget vi køber (minimeret forbrug eller ej?), hvad vi køber (bæredygtige varer eller ej?) og hvor vi køber fra (lokal producent eller ej? bæredygtig producent eller ej?).

Hvad er problemet?

Problemet er, at vores forbrug af ressourcer er stigende. Særligt i den udviklede del af verden. Derfor falder Earth Overshoot Day tidligere nu end nogensinde før – eller i hvert fald siden 1969, hvor beregningerne går tilbage til:

I de første år, hvor man lavede beregningerne, lå Earth Overshoot Day i slutningen af december. Og ideelt set skal vi jo gerne tilbage dertil, hvor klodens ressourcer som minimum kan genoprette sig i takt med, at vi forbruger ressourcerne. Det vil sige, at vi jo gerne skal opnå – ved smartere løsninger og bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre – at Earth Overshoot Day igen kommer til at ligge i slutningen af december, eller endnu bedre: først falder året efter eller senere endnu.

Det positive ved ovenstående graf er dog, at den viser, at forbruget – trods den generelle tendens til stigning – i nogle år er faldet. Den faldt f.eks. i start 1980’erne i flere år i træk, og senest i forbindelse med finanskrisen i 2008 skete der igen et fald.

Så vi kan gøre noget!

Hvordan ser det ud med eget forbrug?

Global Footprint Network har lavet en beregner, der kan udregne din personlige Earth Overshoot Day ud fra dit forbrug. Prøv den! Det er interessant, at gennemgå de forskellige spørgsmål – og husk at trykke “Add details to improve accuracy” hvis muligt, da det gør en forskel for beregningen, hvordan forbruget er fordelt. Og resultatet er selvfølgelig også interessant.

Personligt synes jeg egentlig selv, at jeg tænker over ikke at overforbruge. Dels fordi jeg altid har været sparsommelig og nøjsom med mine midler. Og særligt efter, at jeg blev interesseret i minimalisme og ved hjælp af  oprydningsmetoden KonMari begyndte at se på, hvilke ting, som jeg egentlig gerne ville have i mit liv.

Men lad os se, hvad beregneren kom frem til for et resultat for mit forbrug i år:

Hvis alle levede som mig, så ville der skulle bruges 2,5 jordkloder til at dække det årlige forbrug. Det er bedre end danskernes gennemsnit på 3,6, og det er bedre end det europæiske gennemsnit på 2,8. Men det er stadigvæk ikke godt nok.

Selvom jeg hverken er klimaforkæmper eller bæredygtigheds-entusiast til daglig (bæredygtigheden var i hvert fald ikke min motivation for at blive minimalist), så kan jeg også gøre mere for at Jordens ressourcer ikke bliver overforbrugt.

Imidlertid ved jeg også, at mit forbrug i år (som var det jeg tog udgangspunkt i) har været højere end normalt. F.eks. var jeg fire uger i Japan, og flyrejser er noget af det allermindst bæredygtige, som man kan foretage sig. Jeg prøvede for sjov at fjerne de lange flyrejser (ikke alle flyrejser – jeg tillod mig stadigvæk 6 timers flyvetid på et år), og wupti var mit forbrug nede på 1,8 jordkloder.  Så det betyder meget!

Samtidigt må jeg også huske at glæde mig over, at jeg (selv med flyrejsen til Japan) allerede forbruger meget mindre end mange andre. Og kan jeg – med min måde at gøre det på og mine fortællinger her på bloggen – inspirere andre danskere / forbrugere i den udviklede verden til at leve lidt mere bæredygtigt, så vil det også kunne hjælpe på det samlede billede.

Hvordan ser dit forbrug ud, hvis du prøver beregneren?

Måske vi SAMMEN kan hjælpe hinanden til, at det samlede overforbrug mindskes. Det håber jeg!

Læs mere om Earth Overshoot Day

Du kan læse mere om Earth Overshoot Day her og her. Begge steder kan du også finde et link til beregneren, der kan udregne din personlige Earth Overshoot Day ud fra dit forbrug.

Bevægelsen bruger også hashtagget #MoveTheDate.

KonMari – Ting med affektionsværdi

Indeholder reklamelinks

Sortering af ting med affektionsværdi

Efter at du nu har færdiggjort alle de andre kategorier er der nu kun en enkelt kategori tilbage efter KonMari-metoden: Ting med affektionsværdi – det vil sige, alle de ting, du har knyttet særlige minder til eller som betyder ekstrameget for dig, fordi de f.eks. repræsenterer en vigtig person i dit liv eller en vigtig periode i dit liv.

Det er den sværeste kategori at sortere – i hvert fald for de fleste. Og så er det samtidigt en meget bred kategori, da det jo er forskelligt fra person til person, hvad der har affektionsværdi. Generelt vil kategorien kunne omfatte fotografier, personlige breve, arvestykker, gaver fra nærtstående (f.eks. dine børn) samt ting gemt fra tidligere perioder af dit liv f.eks. barndommen. Listen er ikke udtømmende, men indeholder alt det, som du tidligere i KonMari oprydningen har lagt til side på grund af affektionsværdien.

For mit eget vedkommende er jeg stadigvæk ikke helt færdig med kategorien – og det er en proces, der i lange perioder har været gået helt i stå. Også selvom det – ligesom ved de andre kategorier – “kun” er et spørgsmål om at spørge sig selv, om tingen giver glæde. Altså om den giver glæde i dit liv, som det er nu – ikke om det engang gav glæde. For det kan være svært at skelne, hvad der giver mest glæde, når man med sin fornuft godt ved, at man kun behøver at beholde en mindre del. Og det kan være svært at tage afsked med de ting, som ikke længere giver glæden.

Her har jeg skrevet lidt om, hvordan jeg håndterede de forskellige underkategorier af ting med affektionsværdi:

Gaver/arvestykker med affektionsværdi

Nogle ting var så klare for mig, at de allerede var blevet sorteret sammen med “resten” af samme type – f.eks. sorterede jeg mine smykker med affektionsværdi samtidigt med resten af mine smykker, da det egentlig allerede der, var ret klart, hvad jeg gerne ville beholde.

Jeg er nok egentlig ikke så sentimental omkring mange ting, da jeg er meget bevist om, at minderne stadigvæk er der, selvom tingene er væk – og jeg har f.eks. sagt nej tak til stort set alle arvestykker fra mine bedsteforældre. Men jeg forstår godt, at andre kan have det anderledes.

Breve og personlige hilsner

Det gik nemt for mig at sortere personlige breve og personlige hilsner, som jeg har fået i forbindelse med fødselsdage og livets større fester.

Jeg kunne nemt smide breve ud fra f.eks. en barndoms-penneveninde, som jeg allerede som barn mistede kontakten til. Og i forhold til den barndoms-penneveninde, som jeg fortsat har kontakt med, der gemte jeg alle brevene, men kun for – efter aftale – at aflevere dem tilbage til hende, da de jo mest vidner om hendes liv (til gengæld havde hun også gemt mine breve, som jeg på et tidspunkt modtager). Breve og hilser fra familie og andre veninder blev sorteret, så kun de allermest betydningsfulde fik lov til at blive gemt.

Barndommens frembringelser

Ting fra barndommen, som jeg selv havde lavet, var lidt sværere.

Jo, jeg ville gerne gemme nogle af min barndoms-kreaprojekter, men hvilke var mest repræsentative for min udvikling? Jeg havde f.eks. da jeg flyttede hjemmefra en enkelt,  tynd mappe med udvalgte børnetegninger, og det var passende – men da mine forældre flyttede fik jeg lige en stor bunke børnetegninger mere, som skulle sorteres, så jeg igen var nede på at tegningerne kunne være i den tynde mappe og kun de vigtigste/bedste/mest repræsentative for min udvikling blev gemt.

Og hvad med skoleopgaver? Jo, det er sjovt at se ens første kragetæer af bogstaver og udvalgte skoleopgaver, som man havde lagt ekstra energi i – men helt ærligt, så er det jo sjældent, at man rent faktisk ser på tingene igen. Så her skulle også sorteres med hård hånd, men det kunne godt være svært nogle gange.

Fotografier

Det sværeste for mig er og bliver dog fotografier – og her er jeg faktisk ikke i mål med sorteringen endnu.

Jeg er vokset op med en far, der altid har interesseret sig for fotografering og derfor har taget mange billeder. Og jeg kan også godt selv lide at tage billeder på ferier og til særlige begivenheder (får ikke gjort det så meget i hverdagen). Så jeg havde en del album med billeder i og endnu flere billeder, som endnu ikke var kommet i album.

Desuden havde jeg opdaget, at det med album godt kunne være lidt trælst: Selvom de i tidernes morgen var sat i orden, så havde jeg senere fået fotografier fra samme periode – og så var det ikke lige til at sætte dem ind i den rigtige rækkefølge, når albummets plads var brugt. Derudover var albummene også meget forskellige, fordi de var købt på forskellige tidspunkter. Derfor ville jeg skifte alle mine fotografier over til fotolommer, så det senere bliver nemt at få billeder i den rigtige rækkefølge, når jeg på et tidspunkt arver de fotografier, som f.eks. er hos mine forældre nu. Fotolommerne har også den fordel, at de er nemme at sætte i ens mapper – og køber man nogle mapper, som nok altid vil kunne fås, er det jo nemt at supplere op, når der kommer “nye” gamle fotografier til samlingen. Digitale billeder får jeg ikke rigtigt printet, men jeg dog lavet dem til fotobøger nogle gange.

Jeg har kun lige fået købt fotolommerne, så intentionen er, at sorteringen af fotografier skal ske så snart jeg kan afse tid til det (og hvor vejret ikke er så godt, at jeg hellere vil være ude). Jeg er allerede begyndt så småt at tage billederne ud af mine gamle albums – og allerede under denne proces er nogle billeder blevet sorteret fra.

Når jeg har et overblik over hvilke billeder, som jeg har fra hver enkelt oplevelse, vil jeg hele tiden have dette spørgsmål for øje: “Hvor mange billeder fra oplevelsen har jeg egentlig  brug for at samle essensen fra lige netop den oplevelse?”. Et spørgsmål, som jeg også brugte, da jeg gennemgik mine digitale billeder – som jeg faktisk allerede har slettet fra. Forskellen bliver bare, at jeg ved de fysiske billeder også kommer til at tænke på, hvor mange billeder, der kan være på en side i en fotolomme og i mappen i det hele taget- for når nu, der kan være fire billeder på hver side, så kan man f.eks. måske godt nøjes med at gemme 4 billeder i stedet for 5..

Opbevaring af ting med affektionsværdi

Ting  med affektionsværdi skal opbevares efter mange af de samme regler, som gælder for andre ting: Vertikalt og samlet efter kategori.

Men særligt når det gælder ting med affektionsværdi, gælder det også, at det er en god idé at placere det, hvor man kan se det og glædes over det i hverdagen. Hvis man ikke vil have det stående fremme, kan man f.eks. sætte arvebrochen (som man måske ellers ikke går med) fast på en bøjle, så man ser den hver gang, man skal have tøj ud af skabet. Eller man kan hænge idolplakaterne på indersiden af en skabsdør. Eller… Mulighederne er mange, når først man lige får tænkt sig om. For en ting er sikkert: Tingene giver ikke glæde, hvis de bare bliver pakket væk i en kasse.

Læs mere om KonMari-metoden

Dette indlæg er en del af en blogserie, hvor du kan  læse mere om KonMari-metoden:

Du kan også læse mere i en af Marie Kondos bøger. Jeg har læst både hendes første bog “The life-changing magic of tidying up” (på dansk: “Magisk Oprydning”) og hendes anden bog “Spark Joy” som biblioteksbøger. Den første bog er rigtig god til at introducere KonMari-metoden, men jeg synes, at hendes anden bog er mere praktisk anvendelig. Derfor endte jeg med, kun  at købe “Spark Joy”, da jeg ved, at det er den, som jeg vil vende tilbage til ved fremtidige KonMari-oprydninger. Du kan finde “Spark Joy” og Marie Kondos andre bøger her.

KonMari – Komono

Indeholder reklamelinks

Hvad er komono?

Efter at have været i gang med at sortere tøj, bøger og papirer, er det nu tid til bruge KonMari-metoden til at sortere komono. Men hvad dækker det så lige over? Kort sagt dækker dækker komono over ALLE de andre ting, som du har i dit hjem. Alt undtagen ting med affektionsværdi.

Det kan godt være lidt overvældende, at skulle igennem resten af boligen, men heldigvis deler KonMari-metoden komono op i flere underkategorier. På den måde kan du tage underkategorierne lidt ad gangen, og flere af dem går faktisk overraskende hurtigt, fordi du nu er øvet i KonMari-metoden.

Marie Kondo forslår en rækkefølge i sine bøger , men den er ændret lidt fra første til anden bog, så her tager jeg udgangspunkt i underkategoriernes rækkefølgen fra den anden bog “Spark Joy”.

  • Musik og film/serier (CD’er, DVD’er, Blu-ray film osv.)
  • Kontorforsyning (kuglepenne, blyanter, tusser, sakse, tape, post-its, notesblokke, brevpapir osv.)
  • Elektronik (computere, telefoner, kameraer, spillekonsoller, memory cards, batterier, ledninger osv.)
  • Plejeprodukter og kosmetik – kan eventuelt deles op i yderligere underkategorier, hvis der er meget
  • Medicin, førstehjælpskassen og eventuelle aromaterapeutiske produkter
  • Værdier (penge i forskellig valutaer og gavekort)
  • Sygrej, værktøj og andre hobby-artikler (ikke sportsudstyr – det kommer længere nede på listen)
  • Samlerobjekter
  • Sengetøj og håndklæder (igen: det kan deles op i to underkategorier)
  • Bamser og dukker
  • Sportsudstyr (udstyr fra boldspil, skiture, fisketure osv.)
  • Sæsonartikler (julepynten osv.)
  • Diverse tilbehør til at klare sig udendørs (regntøj, lommelygter osv.)
  • Køkkenudstyr (tallerkener, bestik, glas, kopper, andet til borddækning, gryder, potter, pander, kokkeknive, grydeskeer, andet udstyr til madlavningen, bageartikler, køkkenmaskiner, engangsprodukter, plastikposer, madvarer osv.)
  • Rengøringsprodukter, opvaskemidler og vaskemidler
  • Ting i badeværelset
  • Diverse andre småting

Du behøver ikke at bruge denne rækkefølge, men den er god til inspiration og til at se, om du nu har husket det heleman. Uanset hvad finder du nok ting, som ikke er på listen – f.eks. har de fleste også en underkategori med stearinlys, lysestager og vaser selvom den ikke er specifikt nævnt på listen.

Sortering af Komono

Sorter en underkategori ad gangen – og del den gerne op i mindre dele. F.eks. kan den første underkategori med musik og film jo meget vel deles op, således at man først tager enten musik eller film, og først senere tager den anden bunke.

Husk at find alt frem inden du begynder sorteringen. Marie Kondo mener, at hvis der er noget, som du glemmer at finde frem, så er det nok fordi, det ikke giver glæde – og derfor bør du skille dig af med det.

Brug dine erfaringer fra tøj og bøger til at finde ud af, hvilke ting, der giver dig glæde, og hvilke ting, der ikke gør. Genlæs gerne mit indlæg om, hvad du skal vide, før du starter – her har jeg nemlig samlet en række råd, som især bliver relevant ved Komono-kategorien: F.eks. skal du huske at ting også give glæde, fordi de har en brugsværdi. Og du skal huske at være tålmodig og holde gejsten oppe, for det er en større omgang at få sorteret komono i hele boligen.

Der er mange ting i boligen, men det hjælper lidt at huske, at det kun er dine egne ting, som du skal sortere. Bor du sammen med andre (partner / børn / i et bofællesskab), skal du således ikke begynde at sortere deres ting (medmindre der er tale om helt små børn, som ikke selv har en mening om tingene endnu). Din KonMari-rejse kan inspirerer andre til at gå i gang med en sortering, men det er ikke noget du kan forvente. Selvfølgelig kan du f.eks. godt sige til dine børn, at “nu rydder vi op på værelset”, men det er ikke det samme som, at der vil blive sorteret ud på KonMari-måden. I forhold til fællesting er det fint, at du tager initiativ til sorteringen, men spørg lige de relevante personer i husholdningen, om du må smide det frasorterede væk – det kunne jo være, at din partner/bofælle bruger eller finder glæde i ting, som er ligegyldige for dig.

Det vil være for omfangsrigt at gennemgå, hvordan jeg sorterede alle komono-underkategorierne i mit hjem. Men her er to meget forskellige eksempler, som tager udgangspunkt i hhv. en kategori, hvor jeg smed meget ud, og en kategori, hvor jeg beholdte meget:

Musik og film/serier

Jeg frasorterede stort set alle mine cd’er, da musikken nu kan høres lovligt på internettet f.eks. på Spotify. Jeg havde dog et par cd’er, som ikke findes på internettet, og hvis indhold giver mig glæde, så dem beholdte jeg. Således var min bunke over frasorterede cd’er næsten lige så stor som bunken med samtlige af mine cd’er:

På samme måde fik jeg sorteret godt ud i filmene, for her kan en del af dem også streames lovligt – enten gratis på bibliotekernes Filmstriben eller via betalingstjenester som f.eks. YouSee, Netflix, HBO eller andre. Selv bruger jeg dog ikke betalingstjenesterne, og derfor beholdte jeg mine “klassikere”, som er de film/serier jeg ser igen og igen. Derudover beholdte jeg i første omgang en del film, som jeg bare lige skulle se en sidste gang – men efter at de havde ligget lidt for længe uden at blive set, så blev de også sorteret fra.

Plejeprodukter, skønhedsprodukter – og relaterede ting

Jeg valgte at sortere pleje- og skønhedsprodukterne sammen med de ting, som relaterede sig til personlig pleje og skønhed, så bunken f.eks. også indeholdte smykker, toilettasker, hårtørrer og lignende. Derudover tog jeg også medicin og førstehjælpstasken med i bunken, fordi jeg havde overskud til det. Så det blev en større bunke:

Da en del af det er forbrugsvarer f.eks. kontaktlinsevæske, shampoo, bodyshampoo, cremer mv. valgte jeg at beholde en stor del af det (undtagen det som jeg vidste, at jeg aldrig ville bruge f.eks. hvis der var parfume, som jeg ikke kunne lide). Men en del kom jeg dog af med – det var f.eks. på dette tidspunkt, at jeg valgte at skille mig af med alt makeup (bortset fra en klar neglelak) fordi jeg egentlig ikke brugte det:

Og de ting, som jeg beholdte samlede jeg, så jeg meget tydeligt kan se, hvor meget jeg har. Og jeg kan afsløre, at jeg inden for flere typer produkter havde nok til flere år! Jeg kommer fra en stor familie, og er vant til at købe stort ind – men når jeg nu bor alene (og siden har fået en kæreste, som jeg er meget hos), så bliver produkterne bare ikke brugt så hurtigt. Slet ikke når jeg samtidigt har skåret ned på noget af forbruget f.eks. vasker jeg ikke længere hår med shampoo så ofte som jeg gjorde engang, og cremer bruger jeg næsten heller ikke.  Men så længe produkterne er holdbare, så er der jo ikke en grund til ikke at beholde dem, indtil de skal bruges. Målet er dog klart, at der i fremtiden ikke bliver købt nyt, før end at jeg er næsten færdig med den sidste flaske/dåse med et givent produkt – og på den måde, at det på sigt kommer til at fylde mindre end det gjorde lige efter sorteringen:

Opbevaring af komono efter sortering

Som tidligere beskrevet i min KonMari blogserie henholdsvis her og her har  Marie Kondo nogle anbefalinger til opbevaring;

Sørg for, at alting har en fast plads i hjemmet, og at du opbevarer alle ting fra samme (under-)kategori samme sted.

Tingene skal helst stå vertikalt (ikke horisontalt) og du skal sørge for at fylde alle dine skuffer og skabe, så de ser fyldte men ikke proppede ud.

“The rule of thumb for storage is 90 percent” – Marie Kondo

Jeg indrømmer, at nogle af hylderne med forbrugsvarer i mit hjem så lidt proppede ud efter sorteringen – men det var nu også for hele tiden at minde mig selv om, at jeg havde for mange produkter, der skulle bruges inden jeg måtte købe nyt. Og så snart jeg er nede på det “rigtige” antal produkter, vil hylderne ikke længere se proppede ud – tværtimod får jeg nok frigivet plads.

Bortset fra forbrugsvare-hylderne var det generelle billede, at mine ting fik mere luft omkring sig – helt lige som bøgerne havde fået det.

Frasorteret Komono

Hvis du har læst med i min KonMari blogserie, så ved du, at jeg gerne donerer mine ting til Røde Kors. Det var egentlig også mit udgangspunkt for det frasortede komono (undtagen nogle få ting af en vis værdi, som jeg ville prøve at sælge).

Tilfældet ville imidlertid at nogle af mine gode venner, skulle holde bazar til fordel for et formål, som i tidernes morgen havde været grunden til, at jeg havde fået vennerne ind i mit liv. Derfor blev løsningen, at jeg donerede de fleste af mine ting til bazaren med den betingelse, at de ting, som ikke blev solgt i løbet af dagen, skulle doneres videre til  Røde Kors.

Det var en virkelig god løsning! Tingene blev afhentet til bazaren, så jeg ikke selv skulle finde til den nærmeste Røde Kors møbel-genbrugsbutik med dem (og godt nok kan møbelbutikkerne ofte arrangere afhentning af møbler, men jeg havde mest alt mulig andet Komono, der også sælges i butikkerne). Bazaren tjente penge til et godt formål. Da bazaren var færdig blev det overskydende – og ikke kun mine ting – doneret til Røde Kors, som på den måde også fik flere ting doneret end ellers. Og der var stadigvæk mange gode ting imellem, da bazaren mest var blevet besøgt af folk med tilknytning til stedet.

De ting, som var sorteret allerede inden jeg hørte om bazaren, eller som først blev sorteret efterfølgende blev selvfølgelig doneret direkte til Røde Kors.

Nogle enkelte ting i Komono-kategorien blev dog ikke afleveret til ovennævnte formål:
Briller
Jeg havde på et tidspunkt hørt, at flere brillekæder, f.eks. Synoptik og Louis Nielsen, indsamler briller, så mennesker i forkellige afrikanske lande,  kan få glæde af de aflagte briller. Jeg afleverede derfor mine gamle briller i den nærmeste brillebutik med et donationsprogram.
Computere
Som jurist er jeg meget opmærksom på persondata – særligt lige nu, hvor den nye persondataforordning fylder meget i juridiske kredse (selvom jeg ikke selv arbejder direkte med dette område). Derfor ville jeg gerne vide, om mine data kunne slettes ordentligt, hvis de gamle bærbare computere skulle videre til nogle andre (af uransagelige årsager, havde jeg gemt alle de computere, jeg har ejet, siden jeg fik den første bærbare computer i konfirmationsgave for snart 20 år siden – og de har alle været bærbare computere).
Når jeg spurgte computer-kyndige i mit netværk fik jeg altid ét af to svar: “Det er for besværligt at slette data ordentligt. Slå derfor harddisken i stykker og smid computeren ud” eller “Jo, det kan godt lade sig gøre, men det kræver at du investerer i et særligt program, der overskriver al data flere gange. Det er ikke nok, at du bare sletter data eller overskriver dem en enkelt gang”. Og dem med det sidste svar, fik det altid til at lyde, som en dyr og besværlig løsning.
Nå, men intentionen om at give computerne til et godt formål var der stadigvæk – og jeg syntes da også, at jeg tidligere havde læst, at projekterne ville sørge for sletning af data inden computerne blev sendt videre til en ny bruger. Så jeg lavede en søgning på internettet, og det eneste projekt, som var nemt umiddelbart at finde (og som ikke virkede til at være blevet lukket ned eller som lå for langt væk fra min bopæl) var Dansk Handicap Forbunds indsamling af brugte computere til brug i  Ghana.
Uanset hvor jeg så, opdagede jeg imidlertid at mine aflagte bærbare computere var for gamle til at blive doneret. Måske ikke så underligt, når jeg egentligt først skifter dem ud, når de er godt  udslidte og alt for længe kun har fungeret, når strømmen er sat til.  Så i stedet måtte jeg leve med at skrotte computerne. Og selvfølgelig har jeg sikret mig, at alt det , som jeg ville gemme, var overført til min nuværende computer, før jeg først nulstillede computeren til fabriksindstillingerne, slog harddisken i stykker og afleverede den i elektronik affald.
Læs mere om KonMari-metoden

Dette indlæg er en del af en blogserie, hvor du kan  læse mere om KonMari-metoden:

Du kan også læse mere i en af Marie Kondos bøger. Jeg har læst både hendes første bog “The life-changing magic of tidying up” (på dansk: “Magisk Oprydning”) og hendes anden bog “Spark Joy” som biblioteksbøger. Den første bog er rigtig god til at introducere KonMari-metoden, men jeg synes, at hendes anden bog er mere praktisk anvendelig. Derfor endte jeg med, kun  at købe “Spark Joy”, da jeg ved, at det er den, som jeg vil vende tilbage til ved fremtidige KonMari-oprydninger. Du kan finde “Spark Joy” og Marie Kondos andre bøger her.

 

KonMari – Papir

Indeholder reklamelinks

Sortering af papirer

Inden du går i gang med at sortere papirerne efter KonMari-metoden, vil jeg anbefale, at du læser mit indlæg KonMari – Før du starter, hvis du ikke allerede har læst det.

I følge KonMari-metoden er sortering af papirer noget anderledes end sorteringen af alt andet, som man ejer. Marie Kondo mener nemlig, at ALLE papirer som udgangspunkt skal smides ud!

“The basic rule for papers: Discard everything” – Marie Kondo

Dette betyder ikke, at alle papirer nødvendigvis skal smides ud lige nu, men at du skal sortere alle dine papirer med det udgangspunkt, at de – før eller siden – skal smides ud til papirgenbrug.

På den baggrund skal man kun beholde de papirer, der falder ind under en af følgende tre kategorier:

  1. Papirer, der skal håndteres nu.
  2. Papirer, der  bruges i en begrænset periode.
  3. Papirer, der skal gemmes.

Derudover er der papirer med affektionsværdi, der – som jeg tidligere har skrevet om – skal gemmes ind til du sorterer kategorien “Ting med affektionsværdi”.

Da jeg gennemgik mine egne papirbunker fik jeg også smidt langt det meste ud – og derudover gik en del papirer videre til bunken af ting med affektionsværdi (f.eks. nogle breve, nogle papirer fra mit skolearbejde og artikler om mit frivillige arbejde).

Her kan du se papirbunken før sortering  og bunken over, hvad jeg smed til papirgenbrug (efter at jeg havde makuleret personlige- og personfølsomme papirer):

   

Papirer, der skal håndteres nu

Papirer, der skal håndteres nu, er f.eks. regninger der skal betales, breve der skal besvares, reklamer/aviser der skal læses, og andre papirer der skal gøres noget ved.

Her anbefaler Marie Kondo, at du samler disse papirer i en “indbakke” (helst en tidskriftssamler eller et ringbind så papirerne står vertikalt i stedet for at blive lagt i en bunke). Og så gælder det ellers om, at holde indbakken så tom som muligt. Alt hvad der kan håndteres med det samme, bør håndteres med det samme. Få betalt regningerne, læst reklamerne/aviserne osv. så hurtigt som muligt – og smid papirerne så til papirgenbrug. Hvis du først får samlet for mange papirer, bliver de sværere at få gjort noget ved.

Papirer, der skal bruges i en begrænset periode

Papirer, der skal bruges i en begrænset periode, er f.eks. ugeplaner, årsplaner, invitationer til senere arrangementer, men også garantibeviser.

Ifølge KonMari-metoden skal du også sørge for at holde disse papirer samlet i en tidskriftssamler eller ringbind. Og derudover skal man huske, at smide ud efterhånden som papirerne ikke længere er relevante.

Særligt om garantibeviser

Marie Kondo mener, at man skal holde garantibeviser samlet i en enkelt gennemsigtigt plastikchartek – og så smide ud, hver gang nogle af dem er udløbet.

Personligt har jeg holdt fast i det system, som jeg brugte inden min KonMari-oprydning:

I Danmark har vi som forbrugere altid 2 års reklamationsret på de varer, som vi køber jf. Købeloven. Derfor gemmer jeg altid alle kvitteringer på tøj og ting, som jeg køber (medmindre de kun har begrænset værdi eller er en forbrugsvare som f.eks. plejeprodukter). Kvitteringerne gemmer jeg i en mappe, som har fire afsnit:

  1. Kvitteringer fra i år,
  2. Kvitteringer fra sidste år,
  3. Kvitteringer fra forrige år (for selvom nogle af dem ikke længere har reklamationsret, så behøver jeg kun at sortere ud ved årsskiftet); og
  4. Kvitteringer der skal gemmes i længere tid f.eks. på produkter med længere garanti end 2 år, varer  med tilknyttet reparationsordning (f.eks. min cykel, der har 10 års service med i købet) og ting, der var så dyre, at det kan være godt at gemme kvitteringen til forsikringen, hvis nu varen bliver stjålet eller går i stykker.
Papirer, der skal gemmes

Papirer der skal gemmes er f.eks. fødselsattest, eksamensbeviser og de kontrakter, som du har indgået vedrørende ansættelse, bolig, bank, forsikring og så videre.

Disse papirer skal man i følge KonMari-metoden  også  holde disse papirer samlet i en tidskriftssamler eller ringbind (i hvert fald så lang tid de er aktuelle). Derimod mener Marie Kondo ikke, at man skal bruge tid på at sortere dem – det vil bare være spild af tid, når papirerne alligevel bruges så sjældent.

Jeg har dog også her bibeholdt mit mere organiserede system, med en mappe til hvert emne.

Hvad så med disse papirer?

Lønsedler og kontoudskrifter

Lønsedler og kontoudskrifter findes efterhånden online f.eks. i eBoks. Men har man fysiske udskrifter, så kan de godt smides ud, når de har udfyldt deres formål.

I følge Marie Kondo er formålet med disse er, at du kan tjekke overbliksbilledet over din økonomi (hvad der er tjent / hvad der er brugt), og at SKAT skal kende dine aktiver og det du tjener. Derudover er der enkelte gange de skal bruges som dokumentation f.eks. banken beder om de tre seneste lønsedler, hvis man skal låne penge. Derefter er papirerne ikke længere relevante og kan smides ud.

Med min baggrund som jurist ser jeg dog også på, hvornår krav bliver forældet i Danmark jf. Forældelsesloven:

  • Udgangspunktet i dansk ret er, at krav forældes efter 3 år.
  • Krav opstået i ansættelsesforhold f.eks. lønkrav forældes efter 5 år.
  • Hvis kravet handler om erstatning udenfor kontrakt (og ikke vedrører personskade jf. nedenfor), fremgår af et gældsbrev, er registeret i værdipapircentralen, er skrifteligt anerkendt, fremgår at et forlig eller er fastslået af en domstol, så forældes de efter 10 år.
  • For krav vedrørende pengeforhold i pengeinstitutter og lignende  er forældelsesfristen 20 år regnet fra den seneste indsættelse, hævning, rentetilskrivning eller postering i øvrigt på kontoen.
  • Krav vedrørene erstatning eller godtgørelse for personskade forældes efter 30 år.
  • BEMÆRK: Fristerne kan afbrydes ved at kravet anerkendes eller ved at tage retslige skridt (f.eks. en fogedretssag), og de er derfor ikke absolutte.

Lønsedler gemmer jeg derfor i 5 år, og kontoudskrifter gemmer jeg indtil alle større krav er dokumenteret indfriet eller forældet. Heldigvis er de alle elektroniske nu – for de få som ikke var, har jeg scannet og lagt på eBoks – men nogle gange skal man jo også rydde op i ens digitale papir-samling.

Kursusmaterialer

Ifølge KonMari-metoden skal du smide alt ud. Du tager på kursus for at lære noget nyt – og enten tager du den nye lærdom i brug med det samme (og behøver så ikke materialet) eller også får du det aldrig brugt.

“I believe that hanging on to such materials actually prevents us from using what we’ve learned” – Marie Kondo

Skulle du senere få brug for at lære det igen, så anbefaler Marie Kondo, at du tager på et nyt kursus.

Brugsanvisninger

I følge Marie Kondo gemmer du kun brugsanvisningerne, fordi du føler dig forpligtiget til det. Du bruger dem faktisk ikke til noget – og derfor kan de lige så godt smides ud.

Dog er det okay, at gemme dem, som giver særlig glæde. Hvis du f.eks. går meget op i fotografi og derfor bliver klogere af at læse kameraets brugsanvisning, er det en brugsanvisning, som du kan gemme.

Breve, postkort fødselsdagskort og julekort 

I følge KonMari-metoden er formålet med et kort eller brev, at afsenderen viser betænksomhed eller blot sender en hilsen. Når formålet er fuldendt, kan du derfor give slip på det med taknemmelighed.

Du skal derfor kun beholde de hilsener, der giver en særlig gnist af glæde – og måske kan du endda sortere mere ud i dem, når du samler dem sammen med brevene, der er endt i bunken for “Ting med affektionsværdi”.

Organisering af de papirer, som jeg beholdte:

Som nævnt ovenfor, skal papirer ifølge KonMari-metoden holdes samlet i få, overskuelige tidskriftssamlere eller ringbind,  så papirerne står vertikalt i stedet for at blive lagt i en bunke.

Jeg har dog bibeholdt en del af det system, som jeg allerede havde – herunder mine “indbakker”, der ikke har papirerne vertikalt.

Her er mit skab med papirer efter KonMari-oprydningen:

På øverste hylde har jeg mit “indbakke”-system med tre indbakker: En til “skal håndteres nu”-papirerne, en til “skal bruges i en begrænset periode”-papirerne og en til de “gemmes”-papirer, som jeg ikke lige har fået sat i mappe endnu.

Ved siden af “indbakke”-systemet ligger en mappe med papirer, der skulle i et nyt ringbind (som jeg senere fik frigivet fra de frasorterede papirer – så mappen er væk nu).

På nederste hylde er min mappe med kvitteringer (som jeg nævnte ovenfor) og derudover mapperne med papirer, der skal gemmes.

Læs mere om KonMari-metoden

Dette indlæg er en del af en blogserie, hvor du kan  læse mere om KonMari-metoden:

Du kan også læse mere i en af Marie Kondos bøger. Jeg har læst både hendes første bog “The life-changing magic of tidying up” (på dansk: “Magisk Oprydning”) og hendes anden bog “Spark Joy” som biblioteksbøger. Den første bog er rigtig god til at introducere KonMari-metoden, men jeg synes, at hendes anden bog er mere praktisk anvendelig. Derfor endte jeg med, kun  at købe “Spark Joy”, da jeg ved, at det er den, som jeg vil vende tilbage til ved fremtidige KonMari-oprydninger. Du kan finde “Spark Joy” og Marie Kondos andre bøger her.

KonMari – Bøger

 Indeholder reklamelinks

KonMari af bøger

Efter du har ryddet ud i tøj-kategorien er det bøgernes tur jf. KonMari-metodens rækkefølge, som er nævnt i mit indlæg om, hvad du skal vide før du går i gang.

Find alle bøger frem

Igen starter du med, at samle alle dine bøger fra hele huset. Dette gælder selvfølgelig skønlitterære bøger og fagbøger (herunder studiebøger, hobbybøger, rejseguides og kogebøger). Men efter KonMari-metoden hører tidskrifter, magasiner og ugeblade også under kategorien bøger.

Jeg havde allerede flere år inden smidt alle gemte tidskrifter og magasiner ud, da jeg fandt ud af, at de artikler, som jeg ville gemme, også kunne læses online. I stedet havde jeg lavet et dokument, hvor jeg havde opdelt artiklerne efter emne og så linket til dem. Men ret beset viste det sig, at jeg aldrig rigtigt fik brugt dokumentet. I stedet søger jeg jo bare på emnet online, og så finder jeg en masse (også nyere) materiale ud over artiklen.

Selvom jeg er storforbruger af bibliotekets tilbud (og gerne bruger bibliotek.dk, hvis mit lokale bibliotek ikke har en bog), så havde jeg alligevel fået samlet mig en del bøger igennem årene:

Sortering af bøger

Ligesom med tøjet, begynder du at gennemgå bøgerne én ad gangen, for at finde ud af, om lige netop den bog giver dig glæde. Du skal ikke begynde at læse i bøgerne (for så får du fokus væk fra sorteringen), men blot tage hver enkel bog op til vurdering.

Ofte er det svært at skille sig af med bøger, som man måske gerne vil læse igen. Men vi læser vi bøger for at få en oplevelse, og når først en bog er læst, så er den allerede oplevet. Så medmindre bogen er en af dine ynglingsbøger, er sandsynligheden for, at den bliver læst igen meget lille.  Desuden: Hvis en bog ikke giver glæde nu, så får du den nok aldrig åbnet igen.

På samme måde mener Marie Kondo også, at du skal frasortere bøger, som du aldrig er blevet færdig med, eller som du aldrig har fået åbnet – for har du ikke udnyttet chancen for at læse dem endnu, så kommer du nok aldrig til det.

Frasorterede bøger

Det lykkedes mig at frasortere flere bøger:

Særligt studiebøgerne røg der en hel del af, da det er den eneste type bøger, som jeg altid har købt fremfor at låne dem på biblioteket. Jeg ved, at andre har sværere ved at skille sig af med studiebøger, men helt ærligt, så er det de færreste studiebøger, som jeg kommer til at slå op i igen. Derfor brugte gemte jeg kun studiebøger, hvor 1) jeg stadigvæk arbejder indenfor emnet, og 2) hvor lovgivningen ikke er ændret markant.

Nyere studiebøger kan du måske sælge på pensum.dk, men ellers kan det være ret svært at sælge bøger. Jeg valgte derfor, at give alle mine frasorterede bøger til den nærmeste Røde Kors møbelbutik.

Opbevaring af bøger, der giver glæde

Efter KonMari-metoden skal du generelt opbevare ting fra samme kategori sammen jf. mit tidligere indlæg. Men lige med bøger er der en undtagelse: Bøger, som du bruger et bestemt sted i huset, må du gerne opbevare der, hvor de bruges. F.eks. må du gerne opbevare dine kogebøger i køkkenet selvom resten af bøgerne står i stuen.

Der er efter KonMari-metoden ingen regler for, om du sorterer bøgerne efter type, farve eller forfatter. Det vigtige er bare, at de står op, så du ikke får lavet bunker af bøger, hvor de nederste bliver glemt jf. også mit tidligere indlæg.

Mine bogskabe kom til at se sådan her ud:

På grund af de nødvendige højder mellem hylderne, var der nogle enkelte bøger, der måtte ligge ned.

Personligt sorterede jeg bøgerne efter type:

  • En hylde med ordbøger, sangbøger o.lign.
  • En hylde med rejseguides og bøger, der har billeder/historier fra steder i verden, hvor jeg har boet eller været ofte.
  • To tomme hylder (der senere har fået nyt formål til fotografier).
  • En hobby-hylde med både hobby-ting og hobby-bøger.
  • To hylder med skønlitteratur for voksne.
  • En hylde med børne/ungdomsbøger.
  • En hylde med faglitteratur (jura/karriere).
  • En hylde (i køkkenet) med kogebøger.
Læs mere om KonMari-metoden

Dette indlæg er en del af en blogserie, hvor du kan  læse mere om KonMari-metoden:

Du kan også læse mere i en af Marie Kondos bøger. Jeg har læst både hendes første bog “The life-changing magic of tidying up” (på dansk: “Magisk Oprydning”) og hendes anden bog “Spark Joy” som biblioteksbøger. Den første bog er rigtig god til at introducere KonMari-metoden, men jeg synes, at hendes anden bog er mere praktisk anvendelig. Derfor endte jeg med, kun  at købe “Spark Joy”, da jeg ved, at det er den, som jeg vil vende tilbage til ved fremtidige KonMari-oprydninger. Du kan finde “Spark Joy” og Marie Kondos andre bøger her.

KonMari – Tøj (efter sorteringen)

Indeholder reklamelinks

Tøj, der giver glæde, og som derfor beholdes

Når du er færdig med at sortere tøj, sådan som jeg beskrev i mit sidste indlæg, har Marie Kondo en række anvisninger på, hvordan man opbevarer tøjet:

Det tøj, der giver glæde skal behandles ordentligt og opbevares på en overskuelig måde. Som nævnt i et tidligere indlæg, skal tøjet helst opbevares samlet og stilles vertikalt. Derfor gør hun meget ud af, at beskrive sin foldemetode, som du kan se i denne video:

Første gang jeg brugte KonMari-metoden på mit tøj, fik jeg ikke taget denne del af hendes metode til mig. Men da jeg så sorterede tøjet anden gang, prøvede jeg foldemetoden af på de ting, som jeg har i skuffer (dog med undtagelse af undertøj og sokker). Og jeg må indrømme, at skufferne er blevet meget mere overskuelige:

Billedet af mit skab afslører, at jeg ikke helt følger Marie Kondo’s anvisninger, for det foldede tøj skal ligge sådan, at det lyseste er yderst og det mørkeste er bagerst. Jeg lavede i stedet en sort række bukser og en række med andre farver – og i venstre side er mine shorts.

Jeg fulgte heller ikke helt anvisningerne for så vidt angår tøjet på bøjle. Marie Kondo mener, at man skal hænge tøjet, således at det følger en pil, der går opad mod højre. Således skal det “tungeste”, længste tøj skal være til venstre, og det “letteste”, korteste tøj være til højre. Dette er fordi en sådan opadstiende pil har en positiv indvirkning.

Til gengæld siger hun også, at det tøjet stadigvæk skal opbevares i underkategorier – og denne del har jeg fulgt.

Som tidligere nævnt, hører sko, tasker og tilbehør også til i tøj-kategorien.

Sko skal opbevares med snuderne ud af, og så skal man udnytte et rums højde med hylder, således at de lettere sko kan placeres øverst, og de tungeste sko/støvler står nederst.

Tasker opbevares bedst vil at placere mindre tasker inde i de større tasker. “Bag-in-Bag”-metoden kalder hun det. Tasker, der kan foldes, skal dog foldes og stilles i rækker på samme måde som med tøj i skuffer.

Tilbehør såsom smykker skal udstilles på en pæn og overskuelig måde, således at det kan give dig glæde bare at se på det. Brug gerne tomme kasser (som du får til overs fra resten af din KonMari oprydning), til at opdele tilbehøret, så tingene ikke bliver sammenfiltret og rodet sammen.

Ser skabe og skuffer tomme ud?

Marie Kondo har erfaringer med, at folk ofte blot ligger tøjet tilbage i de samme skuffer og skabe, som det var i før. Men efter en KonMari-oprydning kan der godt være plads til overs i både skabe og skuffer – og det skal man passe på med!

Det er nemlig menneskeligt, at ville fylde den tomme plads. Derfor kan der være en risiko for, at man hurtigt får fyldt skabe og skuffer op med nye ting, der ikke giver glæde.

Derfor skal du – når du har valgt det tøj, som giver dig glæde – sørge for at fylde alle dine skuffer og skabe, så de ser fyldte men ikke proppede ud.

“The rule of thumb for storage is 90 percent” – Marie Kondo

Tomme skuffer og skabe kan så få et nyt formål – og når du har været igennem alle dine ting efter KonMari-metoden, kan det meget vel være, at du kan smide nogle af opbevaringsløsningerne ud, og på den måde få mere luft i hjemmet.

Derfor anbefaler Marie Kondo også, at du starter med at fylde walk-in closets, indbyggede reoler og andre permanente opbevaringsløsninger, og først efterfølgende gør brug af kommoder og andre flytbare løsninger.

Frasorteret tøj

Det frasorterede tøj afleverede jeg som udgangspunkt til Røde Kors. Jeg prøvede godt nok, at sælge noget af det, men det som ikke var solgt indenfor få uger, blev også givet videre til Røde Kors. Og med de få ting, der blev solgt, fandt jeg hurtigt ud af, at det ikke kunne betale sig at forsøge at sælge tøjet (i hvert fald ikke for mig). Det tager tid at lave annoncerne, og derudover så fylder det frasorterede tøj i hjemmet imens annoncerne er oppe – og så vil jeg altså hellere have roen ved at få tingene ud af hjemmet så hurtigt så muligt. Desuden så støtter man også et godt formål.

Der er selvfølgelig andre organisationer end Røde Kors også. Men hvor der for nogle organisationer, har været historier om, at de sender usælgeligt tøj videre til forbrændingen, så gælder det ikke Røde Kors. Derudover har jeg været frivillig i Røde Kors i mange år, og jeg ved derfor hvad, der sker med de ting, som jeg afleverer:

Røde Kors sælger det meste i deres genbrugsbutikker – og eftersom jeg tidligere har været formand for en lokalafdeling ved jeg, at vores Røde Kors Butiks tøj (som var afleveret i vores lokale containere eller direkte i butikken) ofte blev sendt videre til en anden lokalafdelings Røde Kors Butik, hvis ikke det var solgt indenfor 4 uger. Her fik det så yderligere 4 uger til at blive solgt inden det blev sendt til centralsorteringen, der ville gøre en af disse ting med tøjet jf. også Røde Kors’ egne oplysninger.

  • En lille del vil blive uddelt til mennesker i Danmark og i verden, som har behovet. F.eks. fik min Ungdommens Røde Kors ferielejr tøj fra Røde Kors centrallager, da som regel var børn, som ikke havde fået nok tøj med hjemmefra. Men det kan også være uddelinger til f.eks. hjemløse, flygtninge eller andre udsatte mennesker. Røde Kors er dog meget opmærksom på ikke at ødelægge lokaløkonomier ved at sende tøj til områder, der producerer tøj.
  • Det bedste af tøjet vil blive sendt ud til Røde Kors Butikkerne, som så vil sælge tøjet. Røde Kors Butikkerne er drevet af frivillige i lokalafdelingerne, og derfor vil pengene fra dette salg vil først og fremmest gå til lokalafdelingens eget arbejde. Det vil være forskelligt fra afdeling til afdeling, hvilke aktiviteter der er, men som ofte dækker afdelingens arbejde over sociale aktiviteter (familienetværk, vågetjeneste mv.), integrationsaktiviteter og førstehjælpsaktiviteter. Lokalafdelingerne skal dog altid sende mindst 33 % af overskuddet videre til Røde Kors generelle arbejde, hvor pengene fordeles, som du kan se her.
  • Det tøj, som ikke kan sælges i Røde Kors Butikkerne, bliver solgt til opkøbere, der bruger tøjfibrene til f.eks. at lave bilmåtter. Røde Kors tager derfor også imod tøj, der er nusset, plettet, hullet osv., – og intet ender på forbrændingen. Pengene fra dette salg går til Røde Kors generelle arbejde.

Jeg kan derfor kun anbefale, at aflevere dit frasorterede tøj til Røde Kors. Og faktisk er det sådan, at lige nu (hvor dette indlæg bliver udgivet) er Røde Kors’ Smid Tøjet kampagne igen i gang. Det betyder, at du lige nu har endnu flere muligheder for at aflevere dit tøj til Røde Kors.

Læs mere om KonMari-metoden

Dette indlæg er en del af en blogserie, hvor du kan  læse mere om KonMari-metoden:

Du kan også læse mere i en af Marie Kondos bøger. Jeg har læst både hendes første bog “The life-changing magic of tidying up” (på dansk: “Magisk Oprydning”) og hendes anden bog “Spark Joy” som biblioteksbøger. Den første bog er rigtig god til at introducere KonMari-metoden, men jeg synes, at hendes anden bog er mere praktisk anvendelig. Derfor endte jeg med, kun  at købe “Spark Joy”, da jeg ved, at det er den, som jeg vil vende tilbage til ved fremtidige KonMari-oprydninger. Du kan finde “Spark Joy” og Marie Kondos andre bøger her.