Frivillig på ferie – de bedste oplevelser i livet er gratis :-)


Anbefaling af Ungdommens Røde Kors Ferielejre

I dag (den 1. marts) er der frist for at ansøge om, at komme med på en af Ungdommens Røde Kors ferielejre. Og ligesom sidste år har jeg sådan en lyst til at melde mig til igen. Men efter at have brugt fem somre som frivillig på ferielejren Smilets Lejr, valgte jeg efter ferielejren i 2016, at stoppe for at kunne bruge mine få ferieuger på andre ting.

Ikke destro mindre var de fem år på Smilets Lejr fyldt med gode oplevelser, som jeg ikke vil være foruden! Og jeg kunne bestemt godt finde på at melde mig under fanerne igen på et tidspunkt.

Lejrene har alle forskellige størrelser og der er meget selvbestemmelse, så derfor kan lejrene også være ret forskellige. Primilejr minder måske mest om en spejderlejr, idet man sover i telte, laver mad over bål og primært er udenfor. Ferielejre, der ligesom Smilets Lejr, foregår på en efterskole el.lign. og derfor både har indendørs- og udendørsfaciliteter. Eller Vinterlejren, hvor man tager til Norge for at stå på ski med børnene.

De fleste lejre er for børn (7-13 år), men der er også nogle enkelte ungdomslejre (for 14-17 årige). Fælles for børnene / de unge er, at en ferielejr gennem Ungdommens Røde Kors er deres eneste mulighed for ferie.

Det er udsatte børn og unge, som kommer fra vidt forskellige situationer. Børn fra hjem uden mange penge. Børn af misbrugere. Børn anbragt væk fra deres forældre. Børn som mangler voksenomsorg. Grundene er forskellige og mange. Alligevel er det jo helt almindelige børn, som bare har nogle ualmindelige udfordringer i deres liv – og nogle af dem kæmper derudover også med diagnoser såsom ADHD.

Uanset hvad de kommer fra, så får de på lejren en uge med gode oplevelser – på lejrstedet og på ture ud af huset. En uge med en masse voksne, som er der fordi de har lyst. Lyst til at lege. Lyst til at lytte. Lyst til at have det sjovt. Lyst til at være der for dem. Også selvom det bliver nogle lange dage med møder og klargøring af næste dag, imens børnene sover.

For os voksne er det en lige så stor oplevelse, som det er for børnene. Vi mødes en gruppe frivillige, som er vidt forskellige. På en forberedelsesweekend bliver vi samlet som en flok om samme formål – og sammen skaber vi den bedste lejr vi kan. Lynhurtigt kommer vi til at fungere som en enhed – og vi lærer hinanden at kende på godt og ondt, når vi på ferielejren har sovet for lidt og møder udfordringer. Det kan være en hård uge – men den er fantastisk og giver oplevelser for livet.

Det er selvfølgelig gratis, at være med som frivillig! Der er frivillige i alle aldre (men en overvægt at unge, da lejrene jo arrangeres af Ungdommens Røde Kors).  Og nogle af de frivillige får endda lov til at tage familien med (det afhænger af lejren og ens egne børns alder, hvad der er af muligheder).

På mange måde ville jeg ønske, at jeg var startet allerede dengang jeg studerede – dengang jeg havde lange sommerferier og en begrænset økonomi på SU. Men samtidigt er jeg glad for at være startet da jeg gjorde, selvom jeg på arbejdsmarkedet kun har 5-6 ferieuger om året. Jeg blev nemlig frivillig samtidigt med en række fantastiske mennesker, som jeg er glad for at have lært at kende.

Den dag i dag har jeg stadigvæk kontakt med flere fra ferielejren. F.eks. er vi en gruppe tidligere hjælpere, der hvert år mødes en weekend i et sommerhus. En weekend med afslapning, gåture, god mad – og mange snakke om, hvad der er sket siden sidst. Vi er nemlig bosat ud over hele Danmark, så weekenden er en rigtig god måde at holde kontakten på. Og nu er der endda begyndt at komme kærester og børn med i sommerhuset. Vi bliver flere og flere, men stemningen af at kende hinanden SÅ godt, er der stadigvæk.

Er du blevet nysgerrig på en ferielejr, så læs mere på Ungdommens Røde Kors’ hjemmeside. Her kan du også læse om deres mange andre aktiviteter. Selv har jeg – udover ferielejr – også været frivillig på weekendlejr, en aktivitet for børn på krisecentre, en integrations-aktivitet og en lektiecafé.   Så mulighederne er mange!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.