Japan – De Japanske Alper


Indeholder reklamelinks

Onsdag d. 28. marts 2018

Efter nogle dage i Tokyo tog vi Shinkansen videre mod De Japanske Alper. Vi startede allerede om morgenen med at tage til Nagano, hvor vi skiftede til et lokalt tog til Yamanouchi.

I Yamanouchi skulle vi se Jigokudani Monkey Park, der – helt unikt – er et sted, hvor sneaberne bader i de varme kilder, der naturligt er i området. Det var muligt at komme ret tæt på aberne, men da foråret og sakura var kommet tidligt, var al sneen allerede væk, og sneaberne syntes, at det var for varmt, at bade i de varme kilder. Vi havde ellers bevist lagt besøget tidligt på vores rundrejse, for andre år er der stadigvæk sne i De Japanske Alper i marts måned. Heldigvis var det en ret fin tur til Jigokudani Monkey Park alligevel, da det var sjovt at se aberne interagere med hinanden. Aberne lever i det fri, men holder sig indenfor Jigokudani Monkey Park området, fordi de her bliver fodret – og vi var så heldige at være der til fodringstid, hvor der kom aber i alle størrelser løbende ned fra bjergene for at få mad.

Derudover var vi rigtig glade for, at vi i Yamanouchi havde valgt at bo på Aburaya Tousen, hvor vi fik den fineste service. Det var også et af de dyrere steder, som vi boede på – men det var alle pengene værd!

Vi havde valgt at bo på et japansk værelse, hvor der ikke er normale senge, men futon-madrasser, som de gør klar imens man spiser aftensmad. Da vi blev vist til værelset lå der origami-papir klar til os, så vi kunne prøve udfordringen med at folde en trane – noget vi straks kastede os over med stor iver, selvom det var lidt svært ud fra de små tegninger, der var på instruktionen. Derudover var der på værelset en traditionel yukata (minder om en kimono, men har bare et lettere bælte end de traditionelle japanske kimonoer) klar til os, så vi kunne være “rigtigt japanske”. I virkeligheden havde mange af de hoteller, som vi boede på, yukataer – men her var de i almindelig japansk stil og ikke med hotellogo på.

Middagen på Aburaya Tousen var en af de bedste mad-oplevelser, som vi havde i Japan – med flere rigtig gode retter indeholdene alt lige fra sashimi (sushi) til det udsøgte wagyu-kød.  Vi fik servering i vores eget rum med vores “egen” tjener, og under middagen kom den kvindelige ejer også forbi for at hilse på os.

Efter middagen gik vi op for at se på Aburaya Tousen’s eget onsen-område. Onsen er naturlige varme kilder, som japanerne udnytter til spaoplevelser. De fleste steder er det opdelt i henholdsvis en kvinde-onsen og en mande-onsen (eller med bestemte tidsrum for hvert køn), da man skal være nøgen. Men på Aburaya Tousen var der også en privat onsen, som vi bookede tid til, for at min kæreste og jeg kunne få en fælles oplevelse ud af det. Og det er altså en god oplevelse, at sidde i spa’en med vand fra naturlige varme kilder på toppen af Aburaya Tousen – ude i den fri luft og med udsigt til bjergene.

Torsdag d. 29. marts 2018

Efter en god morgenmad på Aburaya Tousen, tjekkede vi ud og fik en gratis lift til stationen af vores tjener fra i går – imens den kvindelige ejer vinkede farvel.

Vi tog toget til Nagano, hvor vi fandt en bagageboks til vores store bagage, inden vi tog toget videre til Matsumoto.

Matsumoto er primært kendt for at have en af Japans historisk set vigtigste borge – og vores primære formål med turen var netop at se Matsumoto Borgen (og det viste sig da også, at der ikke var så meget andet, som vi gerne ville se i den by).

Det var første gang vi så en japansk borg, og det var faktisk meget interessant. Også fordi der inde i borgen var en fin udstilling, som fortalte om krigshistorie, levevilkårene dengang,hvordan borgen blev brugt og tankerne bag borgens opbygning.

Efter besøget på Matsumoto Borgen tog vi toget tilbage til Nagano, hentede vores baggage og tog Shinkansen videre til Kanazawa, hvor vi overnattede.

Fredag d. 30. marts 2018

Fredagen stod på en tur til borgen i Kanazawa . Indenfor borgmurene var det muligt at få en kort gratis rundvisning af en af de frivillige, der var tilknyttet Kanazawa Borgen. Så vi fik en rundtur, hvor vi fik fortalt lidt grundlæggende om borgen og hvordan den var bygget. Vi gik derefter selv til den (tidligere private) have inden for borgmurene: Gyokuseninmaru Garden. Det var den første japanske have, som vi så på vores rundtur, og vi brugte derfor lidt tid på at nyde en gåtur rundt i haven. Efter at have set det vi ville udenfor, betalte vi billet for også at se Kanazawa Borgen indefra. Den var blevet renoveret for nyligt, så træet var helt nyt, og udtrykket var derfor noget anderledes end den gamle borg i Matsumoto. Under renoveringen havde de i høj grad brugt de samme byggeteknikker, som oprindeligt var blevet brugt, og indenfor kunne man derfor se eksempler på, hvilken teknik de f.eks. brugte for at jordskælvsikre borgen. Bortset fra det var borgens indre dog mest tomme rum.

Efter at have set borgen gik vi via Ishikawa Porten over broen mod Kenrokuen Garden, som er klassificeret som en af Japans 3 bedste anlagte haver. Mellem Kanazawa Borgen og Kenrokuen Garden lå der (selvfølgelig) lige en gade med sovenirbutikker, isbutikker og alt muligt “godt” til turister. Her kunne vi se, hvordan det i Kanazawa var populært at købe is (softice) med guld på – vi købte det ikke selv, men – som det er meget normalt i Japan – kunne vi ved hver butik se plastikudgaver af isen (og det er ikke bare is, der findes i plastik – næ, alt det mad, som restauranter, caféer mv. sælger er ofte vist i plastikudgave i vinduet).

Kenrokuen Garden var – forventeligt nok – en meget smuk have. Og samtidigt lærte vi også noget nyt: Mange af de blomstrene kirsebærtræer i haven, var i virkeligheden ikke kirsebærtræer, men blommetræer. Men det gjorde ikke så meget, for det var stadigvæk smuk sakura-stemning. Og vi endte med at bruge en del tid i haven – og gik faktisk først kort tid før det ville blive mørkt.

Efter Kenrokuen Garden fandt vi et sted at spise i nærheden af Higashi Chaya District, som er Kanazawa’s geisha-distrikt – et af de steder, hvor der stadigvæk findes aktive geisha’er udenfor Kyoto. Faktisk har Kanazawa også bevaret et godt samurai-miljø, men det fik vi desværre ikke set – selvom jeg synes, at det kunne være sjovt at opleve, så havde jeg mere brug for en rolig dag, og min kæreste behøvede det ikke, så det blev nedprioriteret.

Det var hyggeligt at gå igennem Higashi Chaya District med de gamle  træhusene, men der var ikke meget liv så sent på aftenen- kun da vi så en masse turister komme ud fra det sted, hvor man kan se geisha-show. Uanset hvad var det en hyggelig gåtur hjem til hotellet.

Lørdag d. 31. marts 2018

Lørdag formiddag brugte vi i Kanazawa, inden vi omkring frokoststid tog videre mod Kyoto.

Vores eneste mål inden vi tog af sted var at se Omicho Market – Kanawasa’s største marked for friske fisk, kød, grøntsager, frugt og blomster.

Læs mere om Japan

Dette indlæg er en del af en blogserie, hvor du kan  læse mere om Japan:

Skal du selv til Japan, vil jeg anbefale dig også at læse i Lonely Planet Japan – den indeholder meget mere information og mange flere idéer til, hvad man skal se, end det jeg – på baggrund af mine fire uger i Japan – kan komme ind på.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.