Julen – glæde


Santa Lucia

I dag er det den  13. december, og rundt i det ganske land fejres Santa Lucia med Lucia-optog. Jeg har altid godt kunnet lide denne dag, da jeg synes at Lucia-optogene spreder lys og glæde. Måske også fordi jeg hvert år på denne dag, bliver mindet om sangen “Så tænder vi et lys i kvæld”, som jeg som barn sang alle de år, hvor jeg gik Lucia-optog med skolekoret (ud over selvfølgelig Santa Lucia sangen og nogle af de mere almindelige julesange). Og den dag i dag, synes jeg stadigvæk, at den er meget smuk:

Jeg synes, at det er så smukt, hvordan de fire adventslys i denne sang bliver symboler på  glæde, håb, længsel og fred på jord. Nogle mere essentielle ting -og nogle af de større perspektiver, der er vigtige at huske på her i juletiden, der nogle gange kan  være lidt for travl og have lidt for meget fokus på gaver.

Særligt glæden vil jeg fokusere på i dette blogindlæg. Og det gør jeg ved, at skrive om nogle af de aktiviteter, som jeg deltager i, der både giver mig selv glæde, og som spreder glæde til andre  – også her i julen.

Kor giver glæde – og spreder glæde

Selvom det er mange år siden, at jeg som barn var med i et Lucia-optog, så synger jeg faktisk  stadigvæk i kor. Jeg havde godt nok flere års pause fra at synge, men i 2010 blev jeg en del af et internationalt kirkekor, som kun blev samlet for at øve op til koncerter til henholdsvis jul og påske. Det var meget overskueligt, at det ikke sådan var et fast kor, der øvede året rundt, men det gjorde også, at jeg på et tidspunkt gled lidt ud af det igen. Til gengæld fandt jeg så et fast kor at være i: Siden jeg startede med at arbejde på universitetet har jeg været en del af universitetets kor, som både er for studerende og ansatte.

Jeg synes, at det er så dejligt, at synge i kor igen – jeg bliver altid så glad af at synge, og samtidigt er jeg sammen med andre, som har samme interesse. Det giver mig livskvalitet, og samtidigt har jeg været så heldig, at de kor, som jeg har været en del af, har været en gratis at deltage i. Og jeg føler mig meget priviligeret over, at det at synge er et af livets gratis glæder, og at det –  i hvert fald i de kor, jeg har været en del af – ikke afhænger af om man har råd til at være med eller ej.

Vi er der frivilligt – eller det vil sige, at korlederen har været ansat, men fundingen er kommet andre steder fra, da forudsætningen for begge kor har været, at vi giver koncerter. Det internationale kirkekor var støttet at kirken mod at vi gav koncert i kirken (med gratis adgang for besøgende til koncerten). Og universitetskoret er støttet af fonde og af universitetet (sidstnævnte støtter under forudsætning af, at vi optræder ved forskellige lejligheder f.eks. dimittendreceptioner – men vi holder nu også andre koncerter med koret).

Og netop ved koncerterne får vi lov til at sprede glæde til andre. Sidste jul havde vi hele tre forskellige julekoncerter med hvert sit repertoire , men i år nøjes vi med en enkelt, offentlig julekoncert: Vores kor var nemlig et af de kor, der sang sammen med Underholdningsorkesteret til Fisketorvets Shoppingcenters julekoncert d. 1. december.  Der fik vi derfor lov til, at sprede lidt juleglæde til centerets mange gæster.

Og selvom julekoncerter altid har en god stemning over sig, så tror jeg, at vi var flere, der var glade for, at vi kun havde en enkelt julekoncert i år. For ind til oktober var de fleste af vores øvegange gået til at blive klar til en endnu større oplevelse: I oktober sang vi nemlig kor ved de fire forestillinger af “Atlantis 25-års Jubilæumskoncert” på Bellevue Teater. Det var en kæmpe stor oplevelse at være med til. Både for os i koret, men – ud fra de tilbagemeldinger, jeg har fået – også for publikum. Efter hver forestilling tror jeg, at at vi alle var helt høje på glæde over musikken.

Også andre gratis glæder spreder glæde

Det, at synge i kor, er ikke den eneste hobby, som jeg har haft, der både var en gratis glæde og spredte glæde. I rigtig mange år har jeg nemlig været frivillig i Røde Kors og Ungdommens Røde Kors. Ja, faktisk har jeg i næsten halvdelen af mit liv været frivillig i Ungdommens Røde Kors, og lidt kortere tid i Røde Kors.

I Røde Kors lavede jeg mest administrativt arbejde, da jeg dels har været indsamlingsleder og dels har været formand (forkvinde?) for en lokalafdeling med mange aktiviteter, ligesom jeg har deltaget i forskellige arbejdsgrupper. I Ungdommens Røde Kors har jeg også haft et par administrative roller (igen som formand / forkvinde og som en del af et udvalg), men her havde jeg meget mere fokus på de reelle aktiviteter: Frivillig på ferielejr og weekendlejr, frivillig på lektiecaféer, frivillig på aktiviteter for flygtninge, frivillig på klubaktiviterer og frivillig på et familiekrisecenter. Jeg har prøvet lidt forskelligt, men fælles for alle aktiviteterne i Ungdommens Røde Kors har været, at de har fokus på at være for børn og unge.

Netop det, at hjælpe børn og unge, står mit hjerte meget nært – og det har det gjort, siden jeg var teenager (jeg startede allerede som frivillig i Ungdommens Røde Kors som 17 årig). Det kunne godt være hårdt at være frivillig f.eks. når jeg har skullet forholde sig til hjerteskærende barndomshistorier, eller når man på ferielejren havde ansvar for 80-90 udsatte børn, og der derfor altid var mega-meget gang i den. Men uanset hvor hårdt det var, så blev det altid opvejet af den store glæde, det var at være med til aktiviteterne med de skønne børn og unge, som jeg igennem årene har mødt i aktiviteterne. Og sammenholdet med de andre frivillige har også altid været noget helt specielt – for uanset hvor forskellige vi var, så samledes vi om et fælles formål og løftede i flok på en så fantastisk måde, at jeg ingen andre steder har oplevet noget lignende.

Vi havde det altid sjovt sammen i aktiviteterne. Og jeg ved, at vi frivillige gjorde en positiv forskel for de børn og unge, som vi mødte i aktiviteterne. For nogle børn og unge var det måske blot et dejligt pusterum, hvor frivillige havde overskud til dem. For andre vil aktiviteterne have påvirket hele deres liv i en positiv retning, og givet dem mod på at være positive mønsterbrydere i forhold til det, de kom fra som børn.

Det handlede om, at være en nærværende frivillig. Men det handlede også om, at give positive oplevelser med på vejen. Og netop i juletiden kunne jeg godt have ekstra travlt, fordi jeg var engageret i så mange forskellige aktiviteter. I flere år var det således, at jeg – udover de sædvanelige ugentlige aktiviteter – også havde flere julespecifikke aktiviteter på programmet: Ofte blev der doneret legetøj, som kunne gives i julegave til de børn og unge, der var en del af aktiviteterne, så jeg har sammen med de andre frivillige været med til at pakke RIGTIG mange julegaver ind. Der var gerne en årlig (doneret) juletur i TIVOLI med børnene på krisecenteret. Og som formand i Røde Kors deltog jeg samtidigt i den lokale uddeling af julehjælp. Så ja, der var nok at se til med at sprede juleglæde.

Det er meningsfuldt at skabe glæde

Både korsang og frivilligt arbejde har fyldt en del igennem mit liv. Og jeg synes, at det er meget meningsfuldt med hobbyer, der også skaber glæde for andre. Efter jeg har skåret ned for det frivillige arbejde, har jeg dog betalt mig lidt fra det, da jeg i stedet for tid har givet penge til det frivillige arbejde i  Røde Kors og Ungdommens Røde Kors (ud over de penge, som jeg hver måned betaler til mit SOS Børnebyerne barn, som jeg har støttet siden jeg blev færdiguddannet).

Selvom jeg personligt har fundet glæde i – og derfor prioriteret – aktiviteter, der kan glæde andre, så kan mindre også gøre det. Det er nemlig også meget vigtigt med den glæde, som man nemt kan sprede omkring sig i sit daglige liv. Når man hjælper en kollega, en ven, et familiemedlem eller en fremmed på gaden. Når man husker at komme med ros og søde bemærkninger – eller bare at spørge ind til andres liv. Eller når man smiler til omverdenen.

Giv glæden videre. Glædelig jul.

 

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.