KonMari – Før du starter


Indeholder reklamelinks

Vigtigt at vide om KonMari

Marie Kondo’s KonMari-metode går i sin enkelthed ud på, at man skal gennemgå ALT i sit hjem og kun beholde de ting, som giver glæde.

“It’s the moment when, after discarding everything but the things you love, you know that you have all you need to feel content” – Marie Kondo

Inden du går i gang med KonMari, er der dog nogle ting, der gode at vide:

Hav målet for øje

Det er vigtigt, at vide hvorfor du gør det – for det er det, der holder dig motiveret i processen. Hvad er det du gerne vil opnå? Hvordan drømmer du om, at dit hjem kommer til at se ud? Hvordan drømmer du om, at de enkelte rum i din bolig skal anvendes?

Selv gjorde jeg det fordi: 1) Jeg ville gerne have mindre proppede skabe – og undgå at købe endnu flere opbevaringsløsninger, når jeg allerede måtte have nok; 2) Jeg ville gerne nå at gennemgå alle mine ting og få smidt det overflødige ud inden jeg pludselig stod midt i den flytning, som jeg drømte om; og 3) Jeg ville gerne have mindre at rydde op og færre ting – så både oprydning og rengøring kunne gå hurtigere.

Sorter dine ting i kategorier – og find alt frem!

Dette er det vigtigste, som jeg har lært af KonMari metoden!

Ifølge KonMari-metoden er det  en stor fejl, at man begynder med at rydde op i et bestemt rum eller et specifikt sted i rummet. Man skal hellere tage en kategori  ad gangen.

Ved at samle ALT det man ejer indenfor en bestemt kategori, bliver alting meget tydeligt. Man opdager, at man ejer mere end man tror, når man samler tingene fra forskellige steder i huset. Og man får et visuelt chok, når man står foran den kæmpe bunke, som man har lavet. Det er nemt at se, om man har for mange ting på lager. Og det gør det også nemmere at afgøre, om hver enkelt ting stadigvæk er noget, man har glæde af – eller om det er blevet ligegyldigt for en.

Tænk over rækkefølgen

Marie Kondo beskriver i sine bøger, hvordan det er vigtigt at øve sig i, at mærke efter, om ting giver en glæde. Derfor har starter man med tøj, derefter bøger, papirer, komono (alle andre kategorier) og til sidst ting med affektionsværdi (sentimentale ting). Komono er den bredeste kategori, og kan se lidt forskellig ud alt efter ens hobbyer, men her har Marie Kondo også et forslag til en rækkefølge.

Selv brugte jeg den overordnede rækkefølge (tøj – bøger – papirer – komono – ting med affektionsværdi) men jeg fulgte ikke den foreslåede komono-rækkefølge. Jeg synes godt, at man kan ændre rækkefølgen, hvis man har det bedre med det – bare man slutter med de ting, som har affektionsværdi, og som man derfor er sentimental omkring. Hvis f.eks. bøger betyder meget for en, så giver det måske bedre mening at starte med en lettere kategori fra Komono end at følge rækkefølgen slavisk. Det gælder jo om, at blive bedre til at mærke efter, hvad der stadigvæk hører til i ens liv.

Gem ting med affektionsværdi til sidst

Netop fordi ting med affektionsværdi er det sværeste at sortere, slutter man med denne kategori jf. ovenfor.

Derfor er der også en meget vigtig regel i KonMari-metoden: Hvis du i din gennemgang af tøj, bøger, papirer eller Komono falder over en ting, som du er sentimental omkring eller som på anden måde har affektionsværdi for dig, så ligger du det til side til senere.

Det skal ikke forstyrre din gennemgang af den nuværende kategori. Læg det derimod i en bunke med de andre ting med affektionsværdi, og sorter dem, når du når til denne kategori.

Ryd først ud – og find derefter plads til dine ting

Først når du har gennemgået alle dine ting (eller i hvert fald alle tingene indenfor en bestemt kategori). Først når du ved, hvor meget du har tilbage, kan du planlægge hvordan dine ting skal opbevares.

For at opbevare tingene på den rigtige måde, skal du finde en fast plads alt, det du ejer. Hvis ting ikke har en fast plads, så øger du risikoen for, at rod opstår.

Derudover er det vigtigt, at bevare overblikket over sine ting. Marie Kondo anbefaler derfor, at du opbevarer alle ting fra samme kategori et bestemt sted – og ikke fordeler dem rundt omkring i hjemmet.

Når du har fundet ud af, hvor tingene skal være, foreslår Marie Kondo at stille tingene på højkant / vertikalt. Stabler du dem horisontalt i en bunke, vil du til sidst ikke kunne huske, hvad der ligger nederst – og så mister du overblikket, og får kun brugt de øverste ting i bunken.

Tag det med et gran salt – og vælg til og fra

Når man læser om Marie Kondos tilgang kan man nemt blive lidt skeptisk i forhold til nogle af de ting, hun skriver.

Marie Kondo anbefaler, at man hilser på et hus, når man kommer ind i det, og at man skal takke hver enkelt ting, som man skiller sig af med. Det har jeg altså ikke gjort. Men jeg har dog tænkt over, at være mere taknemmelig for de ting, som jeg har.

Marie Kondo skriver, at man ved KonMari-metoden skal mærke efter, om man føler glæde ved hver enkelt ting – og skille sig af, med det, der ikke giver glæde. Nogle tolker dette, som om at man f.eks. kun skal beholde ynglingsblusen og smide alt andet tøj ud. Men sådan er det ikke helt. Ting kan også give glæde fordi de har en brugsværdi, så f.eks. kan sokker give glæde, fordi de holder dine fødder varme.

Marie Kondo beskriver i KonMari-metoden også, hvordan man skal folde sit tøj. Jeg brugte den ikke første gang, jeg lavede en Konmari af mit tøj – for det er jo ikke nødvendigt at gøre, når målet er at få ryddet ud. Senere er jeg dog begyndt at bruge metoden for mit tøj i skuffer (undtagen i forhold til undertøj og sokker).

Vær tålmodig

KonMari kan være en lang rejse. Marie Kondo siger, at det kan tage op til et halvt år i et lille hus. Og antallet af kategorier er måske nok de samme, uanset om du bor stort eller småt.

Til gengæld siger Marie Kondo også, at man kun behøver at lave den store KonMari én gang i sit liv. Det er jeg ikke helt enig i. Jo, man bliver bedre til at smide ud løbende. Og jo, man har bedre overblik over sine ting, når først der er smidt en masse ud efter en KonMari omgang. Men der kan være perioder, hvor resten af livet går så stærkt, at man ikke lige får tænkt over, om alle tingene i ens hjem stadigvæk er relevante. Og det er jo ikke nødvendigvis det samme, der skaber glæde om X år, som det er nu. Derfor mener jeg, at det med jævne mellemrum kan være en god idé, at lave en KonMari derhjemme.

Hold gejsten oppe

Netop fordi det kan tage lang tid, at komme alting igennem, kan det nogle gange være svært at holde gejsten oppe. Jeg nåede selv til et punkt, hvor jeg lige havde brug for en pause efter, at jeg på kort tid var nået igennem Komono-kategorien. Men det kan også være, at det bare er fordi, at man i en periode har lidt for travlt til at komme videre med projektet.

I de tilfælde fik jeg lige et ekstra boost til at komme i gang igen ved at gå på internettet. Læse historier på Marie Kondo’s Facebook-side. Blive inspireret af andre, der er er ved at rydde op efter KonMari-metoden – på sociale netværk, blogs og videoer. Ja, jeg prøvede endda KonMari app’en (men jeg fandt dog ud af, at jeg personligt var for langt i processen til rigtigt at have glæde af den dengang – nu er den vist ændret lidt, så måske er den bedre i dag).

Læs mere om KonMari-metoden

Dette indlæg er en del af en blogserie, hvor du kan  læse mere om KonMari-metoden:

Du kan også læse mere i en af Marie Kondos bøger. Jeg har læst både hendes første bog “The life-changing magic of tidying up” (på dansk: “Magisk Oprydning”) og hendes anden bog “Spark Joy” som biblioteksbøger. Den første bog er rigtig god til at introducere KonMari-metoden, men jeg synes, at hendes anden bog er mere praktisk anvendelig. Derfor endte jeg med, kun  at købe “Spark Joy”, da jeg ved, at det er den, som jeg vil vende tilbage til ved fremtidige KonMari-oprydninger. Du kan finde “Spark Joy” og Marie Kondos andre bøger her.

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.