KonMari – Komono


Indeholder reklamelinks

Hvad er komono?

Efter at have været i gang med at sortere tøj, bøger og papirer, er det nu tid til bruge KonMari-metoden til at sortere komono. Men hvad dækker det så lige over? Kort sagt dækker dækker komono over ALLE de andre ting, som du har i dit hjem. Alt undtagen ting med affektionsværdi.

Det kan godt være lidt overvældende, at skulle igennem resten af boligen, men heldigvis deler KonMari-metoden komono op i flere underkategorier. På den måde kan du tage underkategorierne lidt ad gangen, og flere af dem går faktisk overraskende hurtigt, fordi du nu er øvet i KonMari-metoden.

Marie Kondo forslår en rækkefølge i sine bøger , men den er ændret lidt fra første til anden bog, så her tager jeg udgangspunkt i underkategoriernes rækkefølgen fra den anden bog “Spark Joy”.

  • Musik og film/serier (CD’er, DVD’er, Blu-ray film osv.)
  • Kontorforsyning (kuglepenne, blyanter, tusser, sakse, tape, post-its, notesblokke, brevpapir osv.)
  • Elektronik (computere, telefoner, kameraer, spillekonsoller, memory cards, batterier, ledninger osv.)
  • Plejeprodukter og kosmetik – kan eventuelt deles op i yderligere underkategorier, hvis der er meget
  • Medicin, førstehjælpskassen og eventuelle aromaterapeutiske produkter
  • Værdier (penge i forskellig valutaer og gavekort)
  • Sygrej, værktøj og andre hobby-artikler (ikke sportsudstyr – det kommer længere nede på listen)
  • Samlerobjekter
  • Sengetøj og håndklæder (igen: det kan deles op i to underkategorier)
  • Bamser og dukker
  • Sportsudstyr (udstyr fra boldspil, skiture, fisketure osv.)
  • Sæsonartikler (julepynten osv.)
  • Diverse tilbehør til at klare sig udendørs (regntøj, lommelygter osv.)
  • Køkkenudstyr (tallerkener, bestik, glas, kopper, andet til borddækning, gryder, potter, pander, kokkeknive, grydeskeer, andet udstyr til madlavningen, bageartikler, køkkenmaskiner, engangsprodukter, plastikposer, madvarer osv.)
  • Rengøringsprodukter, opvaskemidler og vaskemidler
  • Ting i badeværelset
  • Diverse andre småting

Du behøver ikke at bruge denne rækkefølge, men den er god til inspiration og til at se, om du nu har husket det heleman. Uanset hvad finder du nok ting, som ikke er på listen – f.eks. har de fleste også en underkategori med stearinlys, lysestager og vaser selvom den ikke er specifikt nævnt på listen.

Sortering af Komono

Sorter en underkategori ad gangen – og del den gerne op i mindre dele. F.eks. kan den første underkategori med musik og film jo meget vel deles op, således at man først tager enten musik eller film, og først senere tager den anden bunke.

Husk at find alt frem inden du begynder sorteringen. Marie Kondo mener, at hvis der er noget, som du glemmer at finde frem, så er det nok fordi, det ikke giver glæde – og derfor bør du skille dig af med det.

Brug dine erfaringer fra tøj og bøger til at finde ud af, hvilke ting, der giver dig glæde, og hvilke ting, der ikke gør. Genlæs gerne mit indlæg om, hvad du skal vide, før du starter – her har jeg nemlig samlet en række råd, som især bliver relevant ved Komono-kategorien: F.eks. skal du huske at ting også give glæde, fordi de har en brugsværdi. Og du skal huske at være tålmodig og holde gejsten oppe, for det er en større omgang at få sorteret komono i hele boligen.

Der er mange ting i boligen, men det hjælper lidt at huske, at det kun er dine egne ting, som du skal sortere. Bor du sammen med andre (partner / børn / i et bofællesskab), skal du således ikke begynde at sortere deres ting (medmindre der er tale om helt små børn, som ikke selv har en mening om tingene endnu). Din KonMari-rejse kan inspirerer andre til at gå i gang med en sortering, men det er ikke noget du kan forvente. Selvfølgelig kan du f.eks. godt sige til dine børn, at “nu rydder vi op på værelset”, men det er ikke det samme som, at der vil blive sorteret ud på KonMari-måden. I forhold til fællesting er det fint, at du tager initiativ til sorteringen, men spørg lige de relevante personer i husholdningen, om du må smide det frasorterede væk – det kunne jo være, at din partner/bofælle bruger eller finder glæde i ting, som er ligegyldige for dig.

Det vil være for omfangsrigt at gennemgå, hvordan jeg sorterede alle komono-underkategorierne i mit hjem. Men her er to meget forskellige eksempler, som tager udgangspunkt i hhv. en kategori, hvor jeg smed meget ud, og en kategori, hvor jeg beholdte meget:

Musik og film/serier

Jeg frasorterede stort set alle mine cd’er, da musikken nu kan høres lovligt på internettet f.eks. på Spotify. Jeg havde dog et par cd’er, som ikke findes på internettet, og hvis indhold giver mig glæde, så dem beholdte jeg. Således var min bunke over frasorterede cd’er næsten lige så stor som bunken med samtlige af mine cd’er:

På samme måde fik jeg sorteret godt ud i filmene, for her kan en del af dem også streames lovligt – enten gratis på bibliotekernes Filmstriben eller via betalingstjenester som f.eks. YouSee, Netflix, HBO eller andre. Selv bruger jeg dog ikke betalingstjenesterne, og derfor beholdte jeg mine “klassikere”, som er de film/serier jeg ser igen og igen. Derudover beholdte jeg i første omgang en del film, som jeg bare lige skulle se en sidste gang – men efter at de havde ligget lidt for længe uden at blive set, så blev de også sorteret fra.

Plejeprodukter, skønhedsprodukter – og relaterede ting

Jeg valgte at sortere pleje- og skønhedsprodukterne sammen med de ting, som relaterede sig til personlig pleje og skønhed, så bunken f.eks. også indeholdte smykker, toilettasker, hårtørrer og lignende. Derudover tog jeg også medicin og førstehjælpstasken med i bunken, fordi jeg havde overskud til det. Så det blev en større bunke:

Da en del af det er forbrugsvarer f.eks. kontaktlinsevæske, shampoo, bodyshampoo, cremer mv. valgte jeg at beholde en stor del af det (undtagen det som jeg vidste, at jeg aldrig ville bruge f.eks. hvis der var parfume, som jeg ikke kunne lide). Men en del kom jeg dog af med – det var f.eks. på dette tidspunkt, at jeg valgte at skille mig af med alt makeup (bortset fra en klar neglelak) fordi jeg egentlig ikke brugte det:

Og de ting, som jeg beholdte samlede jeg, så jeg meget tydeligt kan se, hvor meget jeg har. Og jeg kan afsløre, at jeg inden for flere typer produkter havde nok til flere år! Jeg kommer fra en stor familie, og er vant til at købe stort ind – men når jeg nu bor alene (og siden har fået en kæreste, som jeg er meget hos), så bliver produkterne bare ikke brugt så hurtigt. Slet ikke når jeg samtidigt har skåret ned på noget af forbruget f.eks. vasker jeg ikke længere hår med shampoo så ofte som jeg gjorde engang, og cremer bruger jeg næsten heller ikke.  Men så længe produkterne er holdbare, så er der jo ikke en grund til ikke at beholde dem, indtil de skal bruges. Målet er dog klart, at der i fremtiden ikke bliver købt nyt, før end at jeg er næsten færdig med den sidste flaske/dåse med et givent produkt – og på den måde, at det på sigt kommer til at fylde mindre end det gjorde lige efter sorteringen:

Opbevaring af komono efter sortering

Som tidligere beskrevet i min KonMari blogserie henholdsvis her og her har  Marie Kondo nogle anbefalinger til opbevaring;

Sørg for, at alting har en fast plads i hjemmet, og at du opbevarer alle ting fra samme (under-)kategori samme sted.

Tingene skal helst stå vertikalt (ikke horisontalt) og du skal sørge for at fylde alle dine skuffer og skabe, så de ser fyldte men ikke proppede ud.

“The rule of thumb for storage is 90 percent” – Marie Kondo

Jeg indrømmer, at nogle af hylderne med forbrugsvarer i mit hjem så lidt proppede ud efter sorteringen – men det var nu også for hele tiden at minde mig selv om, at jeg havde for mange produkter, der skulle bruges inden jeg måtte købe nyt. Og så snart jeg er nede på det “rigtige” antal produkter, vil hylderne ikke længere se proppede ud – tværtimod får jeg nok frigivet plads.

Bortset fra forbrugsvare-hylderne var det generelle billede, at mine ting fik mere luft omkring sig – helt lige som bøgerne havde fået det.

Frasorteret Komono

Hvis du har læst med i min KonMari blogserie, så ved du, at jeg gerne donerer mine ting til Røde Kors. Det var egentlig også mit udgangspunkt for det frasortede komono (undtagen nogle få ting af en vis værdi, som jeg ville prøve at sælge).

Tilfældet ville imidlertid at nogle af mine gode venner, skulle holde bazar til fordel for et formål, som i tidernes morgen havde været grunden til, at jeg havde fået vennerne ind i mit liv. Derfor blev løsningen, at jeg donerede de fleste af mine ting til bazaren med den betingelse, at de ting, som ikke blev solgt i løbet af dagen, skulle doneres videre til  Røde Kors.

Det var en virkelig god løsning! Tingene blev afhentet til bazaren, så jeg ikke selv skulle finde til den nærmeste Røde Kors møbel-genbrugsbutik med dem (og godt nok kan møbelbutikkerne ofte arrangere afhentning af møbler, men jeg havde mest alt mulig andet Komono, der også sælges i butikkerne). Bazaren tjente penge til et godt formål. Da bazaren var færdig blev det overskydende – og ikke kun mine ting – doneret til Røde Kors, som på den måde også fik flere ting doneret end ellers. Og der var stadigvæk mange gode ting imellem, da bazaren mest var blevet besøgt af folk med tilknytning til stedet.

De ting, som var sorteret allerede inden jeg hørte om bazaren, eller som først blev sorteret efterfølgende blev selvfølgelig doneret direkte til Røde Kors.

Nogle enkelte ting i Komono-kategorien blev dog ikke afleveret til ovennævnte formål:
Briller
Jeg havde på et tidspunkt hørt, at flere brillekæder, f.eks. Synoptik og Louis Nielsen, indsamler briller, så mennesker i forkellige afrikanske lande,  kan få glæde af de aflagte briller. Jeg afleverede derfor mine gamle briller i den nærmeste brillebutik med et donationsprogram.
Computere
Som jurist er jeg meget opmærksom på persondata – særligt lige nu, hvor den nye persondataforordning fylder meget i juridiske kredse (selvom jeg ikke selv arbejder direkte med dette område). Derfor ville jeg gerne vide, om mine data kunne slettes ordentligt, hvis de gamle bærbare computere skulle videre til nogle andre (af uransagelige årsager, havde jeg gemt alle de computere, jeg har ejet, siden jeg fik den første bærbare computer i konfirmationsgave for snart 20 år siden – og de har alle været bærbare computere).
Når jeg spurgte computer-kyndige i mit netværk fik jeg altid ét af to svar: “Det er for besværligt at slette data ordentligt. Slå derfor harddisken i stykker og smid computeren ud” eller “Jo, det kan godt lade sig gøre, men det kræver at du investerer i et særligt program, der overskriver al data flere gange. Det er ikke nok, at du bare sletter data eller overskriver dem en enkelt gang”. Og dem med det sidste svar, fik det altid til at lyde, som en dyr og besværlig løsning.
Nå, men intentionen om at give computerne til et godt formål var der stadigvæk – og jeg syntes da også, at jeg tidligere havde læst, at projekterne ville sørge for sletning af data inden computerne blev sendt videre til en ny bruger. Så jeg lavede en søgning på internettet, og det eneste projekt, som var nemt umiddelbart at finde (og som ikke virkede til at være blevet lukket ned eller som lå for langt væk fra min bopæl) var Dansk Handicap Forbunds indsamling af brugte computere til brug i  Ghana.
Uanset hvor jeg så, opdagede jeg imidlertid at mine aflagte bærbare computere var for gamle til at blive doneret. Måske ikke så underligt, når jeg egentligt først skifter dem ud, når de er godt  udslidte og alt for længe kun har fungeret, når strømmen er sat til.  Så i stedet måtte jeg leve med at skrotte computerne. Og selvfølgelig har jeg sikret mig, at alt det , som jeg ville gemme, var overført til min nuværende computer, før jeg først nulstillede computeren til fabriksindstillingerne, slog harddisken i stykker og afleverede den i elektronik affald.
Læs mere om KonMari-metoden

Dette indlæg er en del af en blogserie, hvor du kan  læse mere om KonMari-metoden:

Du kan også læse mere i en af Marie Kondos bøger. Jeg har læst både hendes første bog “The life-changing magic of tidying up” (på dansk: “Magisk Oprydning”) og hendes anden bog “Spark Joy” som biblioteksbøger. Den første bog er rigtig god til at introducere KonMari-metoden, men jeg synes, at hendes anden bog er mere praktisk anvendelig. Derfor endte jeg med, kun  at købe “Spark Joy”, da jeg ved, at det er den, som jeg vil vende tilbage til ved fremtidige KonMari-oprydninger. Du kan finde “Spark Joy” og Marie Kondos andre bøger her.

 


2 meninger om “KonMari – Komono”

  1. Mine gamle pc’er kan heler ikke doneres/bruges, men de kan bruges tilreservedele. Jeg giver dem til Pay it Forward (find ham på facebook). Han reparerer og donerer pc’er og telefoner.

    Han lover, at alle data bliver slettet.

    1. Tak for rådet om Pay it Forward. Det vil jeg huske næste gang jeg skal af med en gammel pc, der ikke kan doneres/bruges.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.