KonMari – Tøj (efter sorteringen)


Indeholder reklamelinks

Tøj, der giver glæde, og som derfor beholdes

Når du er færdig med at sortere tøj, sådan som jeg beskrev i mit sidste indlæg, har Marie Kondo en række anvisninger på, hvordan man opbevarer tøjet:

Det tøj, der giver glæde skal behandles ordentligt og opbevares på en overskuelig måde. Som nævnt i et tidligere indlæg, skal tøjet helst opbevares samlet og stilles vertikalt. Derfor gør hun meget ud af, at beskrive sin foldemetode, som du kan se i denne video:

Første gang jeg brugte KonMari-metoden på mit tøj, fik jeg ikke taget denne del af hendes metode til mig. Men da jeg så sorterede tøjet anden gang, prøvede jeg foldemetoden af på de ting, som jeg har i skuffer (dog med undtagelse af undertøj og sokker). Og jeg må indrømme, at skufferne er blevet meget mere overskuelige:

Billedet af mit skab afslører, at jeg ikke helt følger Marie Kondo’s anvisninger, for det foldede tøj skal ligge sådan, at det lyseste er yderst og det mørkeste er bagerst. Jeg lavede i stedet en sort række bukser og en række med andre farver – og i venstre side er mine shorts.

Jeg fulgte heller ikke helt anvisningerne for så vidt angår tøjet på bøjle. Marie Kondo mener, at man skal hænge tøjet, således at det følger en pil, der går opad mod højre. Således skal det “tungeste”, længste tøj skal være til venstre, og det “letteste”, korteste tøj være til højre. Dette er fordi en sådan opadstiende pil har en positiv indvirkning.

Til gengæld siger hun også, at det tøjet stadigvæk skal opbevares i underkategorier – og denne del har jeg fulgt.

Som tidligere nævnt, hører sko, tasker og tilbehør også til i tøj-kategorien.

Sko skal opbevares med snuderne ud af, og så skal man udnytte et rums højde med hylder, således at de lettere sko kan placeres øverst, og de tungeste sko/støvler står nederst.

Tasker opbevares bedst vil at placere mindre tasker inde i de større tasker. “Bag-in-Bag”-metoden kalder hun det. Tasker, der kan foldes, skal dog foldes og stilles i rækker på samme måde som med tøj i skuffer.

Tilbehør såsom smykker skal udstilles på en pæn og overskuelig måde, således at det kan give dig glæde bare at se på det. Brug gerne tomme kasser (som du får til overs fra resten af din KonMari oprydning), til at opdele tilbehøret, så tingene ikke bliver sammenfiltret og rodet sammen.

Ser skabe og skuffer tomme ud?

Marie Kondo har erfaringer med, at folk ofte blot ligger tøjet tilbage i de samme skuffer og skabe, som det var i før. Men efter en KonMari-oprydning kan der godt være plads til overs i både skabe og skuffer – og det skal man passe på med!

Det er nemlig menneskeligt, at ville fylde den tomme plads. Derfor kan der være en risiko for, at man hurtigt får fyldt skabe og skuffer op med nye ting, der ikke giver glæde.

Derfor skal du – når du har valgt det tøj, som giver dig glæde – sørge for at fylde alle dine skuffer og skabe, så de ser fyldte men ikke proppede ud.

“The rule of thumb for storage is 90 percent” – Marie Kondo

Tomme skuffer og skabe kan så få et nyt formål – og når du har været igennem alle dine ting efter KonMari-metoden, kan det meget vel være, at du kan smide nogle af opbevaringsløsningerne ud, og på den måde få mere luft i hjemmet.

Derfor anbefaler Marie Kondo også, at du starter med at fylde walk-in closets, indbyggede reoler og andre permanente opbevaringsløsninger, og først efterfølgende gør brug af kommoder og andre flytbare løsninger.

Frasorteret tøj

Det frasorterede tøj afleverede jeg som udgangspunkt til Røde Kors. Jeg prøvede godt nok, at sælge noget af det, men det som ikke var solgt indenfor få uger, blev også givet videre til Røde Kors. Og med de få ting, der blev solgt, fandt jeg hurtigt ud af, at det ikke kunne betale sig at forsøge at sælge tøjet (i hvert fald ikke for mig). Det tager tid at lave annoncerne, og derudover så fylder det frasorterede tøj i hjemmet imens annoncerne er oppe – og så vil jeg altså hellere have roen ved at få tingene ud af hjemmet så hurtigt så muligt. Desuden så støtter man også et godt formål.

Der er selvfølgelig andre organisationer end Røde Kors også. Men hvor der for nogle organisationer, har været historier om, at de sender usælgeligt tøj videre til forbrændingen, så gælder det ikke Røde Kors. Derudover har jeg været frivillig i Røde Kors i mange år, og jeg ved derfor hvad, der sker med de ting, som jeg afleverer:

Røde Kors sælger det meste i deres genbrugsbutikker – og eftersom jeg tidligere har været formand for en lokalafdeling ved jeg, at vores Røde Kors Butiks tøj (som var afleveret i vores lokale containere eller direkte i butikken) ofte blev sendt videre til en anden lokalafdelings Røde Kors Butik, hvis ikke det var solgt indenfor 4 uger. Her fik det så yderligere 4 uger til at blive solgt inden det blev sendt til centralsorteringen, der ville gøre en af disse ting med tøjet jf. også Røde Kors’ egne oplysninger.

  • En lille del vil blive uddelt til mennesker i Danmark og i verden, som har behovet. F.eks. fik min Ungdommens Røde Kors ferielejr tøj fra Røde Kors centrallager, da som regel var børn, som ikke havde fået nok tøj med hjemmefra. Men det kan også være uddelinger til f.eks. hjemløse, flygtninge eller andre udsatte mennesker. Røde Kors er dog meget opmærksom på ikke at ødelægge lokaløkonomier ved at sende tøj til områder, der producerer tøj.
  • Det bedste af tøjet vil blive sendt ud til Røde Kors Butikkerne, som så vil sælge tøjet. Røde Kors Butikkerne er drevet af frivillige i lokalafdelingerne, og derfor vil pengene fra dette salg vil først og fremmest gå til lokalafdelingens eget arbejde. Det vil være forskelligt fra afdeling til afdeling, hvilke aktiviteter der er, men som ofte dækker afdelingens arbejde over sociale aktiviteter (familienetværk, vågetjeneste mv.), integrationsaktiviteter og førstehjælpsaktiviteter. Lokalafdelingerne skal dog altid sende mindst 33 % af overskuddet videre til Røde Kors generelle arbejde, hvor pengene fordeles, som du kan se her.
  • Det tøj, som ikke kan sælges i Røde Kors Butikkerne, bliver solgt til opkøbere, der bruger tøjfibrene til f.eks. at lave bilmåtter. Røde Kors tager derfor også imod tøj, der er nusset, plettet, hullet osv., – og intet ender på forbrændingen. Pengene fra dette salg går til Røde Kors generelle arbejde.

Jeg kan derfor kun anbefale, at aflevere dit frasorterede tøj til Røde Kors. Og faktisk er det sådan, at lige nu (hvor dette indlæg bliver udgivet) er Røde Kors’ Smid Tøjet kampagne igen i gang. Det betyder, at du lige nu har endnu flere muligheder for at aflevere dit tøj til Røde Kors.

Læs mere om KonMari-metoden

Dette indlæg er en del af en blogserie, hvor du kan  læse mere om KonMari-metoden:

Du kan også læse mere i en af Marie Kondos bøger. Jeg har læst både hendes første bog “The life-changing magic of tidying up” (på dansk: “Magisk Oprydning”) og hendes anden bog “Spark Joy” som biblioteksbøger. Den første bog er rigtig god til at introducere KonMari-metoden, men jeg synes, at hendes anden bog er mere praktisk anvendelig. Derfor endte jeg med, kun  at købe “Spark Joy”, da jeg ved, at det er den, som jeg vil vende tilbage til ved fremtidige KonMari-oprydninger. Du kan finde “Spark Joy” og Marie Kondos andre bøger her.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.