Om Louise og Simpelsucces


Velkommen til min livsstils- og karriereblog 🙂

Vi vil nok alle sammen gerne være på ”toppen af livet”. Men virkeligheden er jo ikke altid sådan, og her på bloggen tager jeg udgangspunkt i min egen historie, de udfordringer jeg har mødt, og de inspirationskilder/redskaber jeg bruger for at komme på toppen af livet.

Nogle af de emner, som jeg vil blogge om er: minimalisme, oprydning og organisering, finansiel uafhængighed, økonomi, boligdrømme, karriere, frivilligt arbejde og privatliv.

Jeg håber, at jeg kan inspirere andre, og bidrage med noget positivt her fra mit lille hjørne af internettet.

Tak fordi du læser med.

/Louise

 

Min egen historie

Tilbage i 2009 så livet fantastisk ud!

Jeg var en ung, nyuddannet jurist, som havde færdiggjort studiet på normeret tid og netop havde landet drømmejobbet som advokatfuldmægtig på et internationalt advokatkontor. Jeg var lige hjemvendt til Danmark efter at have læst mit sidste semester i Australien. Jeg var tilbage i min dejlige, billige andelslejlighed i København – tæt på familie og venner. Jeg havde genoptaget mit frivillige arbejde i Røde Kors og Ungdommens Røde Kors – og givet mig selv den kandidatgave, at jeg nu også var fadder for et barn i en afrikansk SOS-Børneby. Og så var jeg nyforelsket!

Livet kunne næsten ikke blive bedre, og jeg var sikker på, at nu var jeg på rette vej til at opnå alle mine drømme.

Drømmene om et privilegeret liv så for mig nogenlunde sådan her ud (og gør det – med få modifikationer – i øvrigt stadigvæk):

  • Drømmen om, at jeg ville få en god og spændende karriere – først som advokat (uddannet på et advokatkontor, men på sigt ansat i en virksomhed), og senere med mere ledelse og en MBA-uddannelse oveni.
  • Drømmen om, at finde det varige kærlighedsforhold med manden i mit liv.
  • Drømmen om – og forventningen om – at jeg ville få mit første barn inden jeg fyldte 30 år. Og at jeg med tiden ville blive mor til 2 eller 4 børn (ikke 3 – for i min barndom følte jeg ofte, at det var ”de to små” søskende mod mig).
  • Drømmen om, at jeg inden for nogle år på arbejdsmarkedet ville vinke farvel til min 2-værelses ”studielejlighed” i Nordvest til fordel for et rækkehus eller hus med plads til familieliv og med flere grønne områder i nærheden – allerhelst sammen med ”Mr. Right”.
  • Drømmen om økonomisk frihed til forsat at kunne opleve verden og holde kontakten med venner fra hele verden.
  • Drømmen om fortsat at gøre en forskel for andre mennesker gennem bl.a. frivilligt arbejde og velgørenhed.

Sådan gik det bare ikke.

Eller: det er i hvert fald ikke gået sådan endnu. Mange af drømmene er fortsat bare drømme – og samtidigt har livet budt på udfordringer, som mit 24-årige jeg slet ikke havde set komme.

I sommeren 2017 besluttede jeg mig for at lave denne blog, og status var dengang som følger:

  • Jeg var 32 år gammel, og min krop havde forandret sig. Hvor jeg engang kunne spise hvad som helst uden at komme over de 49 kg, så har jeg siden midten af 20’erne taget 20-25 kg på. Da 49 kg faktisk var lidt i underkanten i forhold til min højde og BMI’en dengang var ”mildt undervægtig”, havde jeg faktisk ikke noget imod at tage på til at starte med. Ikke før det i 2015 pludselig gik op for mig at det var mere end 20 kg. ekstra og en ny status som ”mildt overvægtig”, der havde taget over – og at jeg faktisk kunne se overvægten på billeder af mig. I 2015/2016 tabte jeg derfor langsomt 10 kg igen ved at passe på kosten. Målet var at komme ned på en idealvægt på 59-60 kg og da målet var nåetstoppede jeg med at tænke over kosten igen. Det skulle jeg bare ikke have gjort: De tabte 10 kg  vendte tilbage, og derfor måtte jeg igen have fokus på de gode kostvaner – det var dog bare ikke helt så nemt anden gang.
  • Jeg havde været jobsøgende hvert år siden 2014, hvor krisen ramte advokatbranchen og der derfor var omstruktureringer på flere af de store og mindre advokatkontorer (oprydningen efter finanskrisens konkurser var ovre, men der var endnu ikke kommet så meget gang i virksomhederne, at der var behov for så mange eksterne advokater – særligt fordi krisen havde gjort at flere virksomheder havde ansat interne advokater i stedet). Da jeg besluttede mig for at lave bloggen var jeg igen jobsøgende, og var dermed gået i gang med min anden dagpengeperiode siden 2014.
  • Nyforelskelsen som 24-årig udviklede sig til et langvarigt forhold, hvor jeg desværre var udsat for psykisk vold (ikke fra starten af – det kom ligesom langsomt til, og blev kun værre og værre). Efter et lille år som single fandt jeg ind i et langvarigt forhold, som var meget bedre for mig, men som desværre var med en mand, der igen og igen skubbede mig væk fra sig. Forholdet havde flere pauser inden det gik endeligt i stykker, og derefter gik der lang tid, hvor jeg bare havde brug for at være mig selv. Så blev jeg ulykkeligt forelsket i en, der ikke gengældte forelskelsen – og jeg fortsatte som single. Men i november 2016 mødte jeg endelig en dejlig kæreste, som jeg godt kan se en fremtid sammen med. I 2017 bor vi dog endnu ikke sammen – og det der med børn, ligger ikke lige i kortene..
  • Jeg havde nu boet i over 10 år i min 2-værelses ”studielejlighed” i Nordvest.
  • Min familie blev hårdt ramt af eftervirkningerne efter den økonomiske krise, og jeg brugte meget tid på at gøre hvad jeg kunne, for at hjælpe.
  • På grund af jobsituationen og familiesituationen var min økonomi indskrænket, og jeg havde de senere år kun taget på kortere rejser – dog nok også påvirket af, at jeg ikke havde lyst til de store rejser alene.
  • Selvom jeg stadigvæk var både Røde Kors’er og URK’er, så er det frivillige arbejde sat meget på stand-by i 2017. Jeg var stadigvæk i gang med nogle få projekter, men  på sigt ville jeg gerne være mere aktiv end jeg  var. Og i forhold til velgørenhed, så var jeg fortsat fadder for et SOS Børneby-barn.

Kort sagt: Idéen til bloggen kom på et tidspunkt i mit liv, hvor der stadigvæk var langt til ”toppen af livet”. Og bloggen her vil derfor fokusere på, hvilke simple idéer og redskaber, som jeg har fundet / bruger for at opnå succes med mine drømme. Deraf blognavnet Simpelsucces.

At opnå succes med drømmene betyder ikke nødvendigvis, at jeg opnår alle mine drømme fra dengang jeg var 24 år gammel. Drømme ændre sig efterhånden som livet udfolder sig, og nogle drømme vil blive prioriteret højere end andre. Desuden er succes for mig, at jeg tør gå efter de vigtigste drømme – og det er ikke det samme som, at det hele kommer til at gå i opfyldelse.

Jeg håber, at I har lyst til at følge min vej mod drømmene – og de dele af mit liv, som jeg i øvrigt vælger at dele på bloggen.

Mange hilsner,

Louise