Hvorfor finansiel uafhængighed?

Hvordan blev jeg interesseret i finansiel uafhængighed?

I 2016 faldt jeg over en artikel fra Berlingske, som hed “Bliv økonomisk uafhængig inden du fylder 40”. Den var min første introduktion til finansiel uafhængighed. Du kan læse artiklen her – og BT bragte dengang en tilsvarende artikel, som du kan læse her. Artiklen var meget interessant for mig, da jeg godt kunne lide idéen om, ikke at være afhængig af et job.

Efter gensidig aftale havde jeg i 2014 sagt farvel til en arbejdsplads, som jeg havde haft i 5 år, som led i advokatkontorets omstrukturering. Som jeg kort beskrev her, havde den økonomiske krise på det tidspunkt nået til advokaterne. Så på grund af en kombination af situationen på jobmarkedet og familiære forhold gik der hele 9 måneder, før jeg fik job igen. 9 måneder som jobsøgende på dagpenge – det kan mærkes.

Heldigvis var jeg godt stillet. Jeg har altid har været sparsommelig og god til at spare op. Boligudgifterne til min 2-værelses “studielejlighed” i andelsforeningen var lave – og kom med billigt internet og tv-pakke. Jeg havde kun få faste udgifter derudover, da jeg f.eks. aldrig har ejet en bil. Så jeg klarede mig fint – men jeg blev dog meget bevist om, hvor meget økonomien påvirkes, når man ikke længere har sin gode faste indtægt fra et job.

Samtidigt var der nogle i min nære familie, som ikke klarede den økonomiske krise i 2008 så godt. Nogle der mistede hus og hjem – og som nok for resten af deres liv vil være i gæld. Og det var vel og mærke mennesker, som altid havde klaret sig godt økonomisk før.

Derfor er økonomisk sikkerhed blevet meget vigtigt for mig.

Finansiel uafhængighed kan give mig den sikkerhed.

Sikkerheden for, at jeg holder mine omkostninger lave nok til at kunne klare en periode uden job – og at jeg kan stoppe med at arbejde før pensionsalderen, hvis det er det, der er rigtigt for mig. Sikkerheden ved at jeg har økonomiske midler fra flere steder, så jeg er sikret, at jeg – selv uden et job – kan blive boende i mit hjem. Kort sagt: Sikkerheden for at jeg altid kan klare mig.