Bliv inspireret til minimalisme, investering og finansiel uafhængighed

Indeholder reklamelinks

Ferietid

Jeg er netop kommet tilbage til arbejdet efter ferien, men har virkelig nydt at have 1½ uges ferie efter en meget travl periode. Det meste af ferien tilbragte jeg hjemme hos min kæreste, og uden alt for mange fastlagte planer. Til gengæld blev der slappet af. Med brætspil, bøger og kærestens Netflix adgang.

Særligt bøgerne og Netflix var dog ikke (kun) underholdning. Det meste jeg så/læste var nemlig noget, der kunne inspirere mig, eller som jeg kunne blive klogere af. Og derfor bringer jeg i denne uge en inspirationsliste, som jeg håber, at andre kan have glæde af:

Netflix

Tidying Up with Marie Kondo

En af de ting, som jeg virkelig havde set frem til længe, var den nye Netflix serie om KonMari-metoden, som jeg tidligere har skrevet en hel blogserie om. Den længe ventede serie hedder Tidying Up with Marie Kondo, og udkom på Netflix d. 1. januar 2019 – og jeg må indrømme, at jeg allerede i går (dagen efter den udkom) havde set hele serien færdig.

Jeg ved fra Facebook-gruppen Minimalisme og købestop at serien allerede har inspireret nogle. Men som erfaren bruger af KonMari-metoden blev jeg lidt skuffet. I hvert afsnit følger man en familie, der bruger KonMari-metoden med Marie Kondos hjælp, men man ser faktisk ikke hele processen. Ved hver familie følger man kun 2-3 af kategorierne, og selvom Marie Kondo i sine bøger gør meget ud af, at man følger en bestemt rækkefølge i kategorierne, så hopper serien flere gange let og elegant fra 1. til 4. kategori i rækkefølgen. Og derudover går den ikke så meget i dybden med de enkelte kategorier f.eks. ved kategorien papir, bliver det slet ikke nævnt, at Marie Kondo mener, at ALLE papirer som udgangspunkt skal smides ud.

Dengang jeg første gang fulgte metoden, fandt jeg gerne gerne inspiration ved at læse historier og se videoer om andre, som ryddede ud efter metoden. Og jeg må indrømme, at flere af disse historier og videoer forklarede KonMari-metoden bedre end Tidying Up with Marie Kondo (jeg har dog ingen konkrete anbefalinger, da jeg ikke kan huske præcis hvilke historier og videoer, som jeg fandt inspiration i dengang). Kender man KonMari-metoden  i forvejen (eventuelt ved blot at have læst min blogserie om KonMari-metoden), er Tidying Up with Marie Kondo dog stadigvæk god til at blive motiveret til at komme videre. Jeg begyndte i hvert fald allerede at tænke på, at jeg gerne vil tage en oprydnings-runde mere inden kæresten og jeg – på et tidspunkt – flytter sammen.

Consumed

En anden Netflix-serie, som jeg så i ferien, var Consumed. Serien følger også familier, der rydder ud i hjemmet. Familier, som er faldet i forbrugsfælden og har fyldt deres hjem til bristepunktet med alt for mange ting.

Processen i Consumed er noget anderledes end i Tidying Up with Marie Kondo. I Consumed bliver familierne bedt om, at pakke alle deres ting væk. I to uger skal de leve i et tomt hus, der kun indeholder 1) det mest nødvendige (f.eks. et sted at sove og ting til at lave mad med), 2) en kabinekuffert til hvert familiemedlem med det tøj og de sko, som de skal bruge imens huset er tomt, og 3) 10 ikke-essentielle ting, som familien sammen udvælger (det kan f.eks. være et spil eller legetøj, som familien kan have glæde af imens huset er tomt). Når de to uger i et tomt hus er gået, bliver familien konfronteret med alle deres ting på et lager, hvor familien så skal udvælge de 25 % af deres ting, som de gerne vil have tilbage ind i huset – resten skal sælges / doneres / smides bort. Når dette er gjort kommer familierne tilbage til deres hjem, som nu (med de færre ting) er mere ryddeligt, og som er blevet optimeret af Consumed-teamet i forhold til opbevaring.

Serien var interessant, og igen en serie, der motiverer og inspirerer til selv at få ryddet ud derhjemme.

Minimalism: A Documentary About the Important Things

Når nu jeg nævner oprydningsserier på Netflix, så kan jeg ikke komme udenom også at nævne dokumentaren Minimalism. Oprydning er en metode, som mange minimalister har gjort brug af, for at skille sig af med det unødvendige, men minimalisme er så meget mere end det. Og netop det skildrer Minimalism virkelig fint.

Jeg ved at dokumentaren har inspireret mange. Jeg så den første gang inden den overhovedet var kommet på Netflix (det gjorde den nemlig først året efter at den var udkommet), men ligesom ved Tidying Up with Marie Kondo kunne jeg dog godt fornemme, at jeg allerede var langt inde i minimalismens verden, da jeg så den. Mange af de minimalister, der er med i dokumentaren – inklusive  The Minimalists som står bag dokumentaren- havde jeg allerde stiftet bekendtskab med på internettet, og mange af historierne var derfor ikke helt så nye for mig.  Men ikke destro mindre vil jeg sige, at dokumentaren er interessant – især hvis man er ny på sin rejse mod minimalisme.

TV

Stå af hamsterhjulet – med penge nok til resten af livet

En anden spændende ting, der skete i ferien, var at jeg endelig fik tid til at se DR Temalørdag programmet Stå af hamsterhjulet – med penge nok til resten af livet. Et program som jeg også har ventet længe på, da jeg kendte til det allerede inden det blev lavet. Dengang overvejede jeg, at melde mig på banen, da programmet søgte personer, der søger finansiel uafhængighed. Jeg tog dog aldrig fat i folkene bag programmet, da jeg ikke selv syntes, at jeg var nået så langt på rejsen mod finansiel uafhængighed endnu – jo, jo min opsparingsrate var fin, men jeg var (og er stadigvæk ikke) begyndt at investere for at opnå en passiv indtægt).

Programmet følger en række danskere, som søger eller allerede har opnået finansiel uafhængighed. Igen kendte jeg allerede til de fleste medvirkende fra internettet, men det var nu alligevel en meget interessant udsendelse. Der var bl.a. en hel del med Jacob Lund Fisker, som står bag bogen Early Retirement Extreme, og som også havde været i fokus dengang jeg blev interesseret i finansiel uafhængighed. Og i det hele taget var de mange personlige beretninger inspirererende og det, der gjorde programmet spændende at se. Selve informationen om hvordan man opnår finansiel uafhængighed var holdt på et ret basalt niveau – i hvert fald, når  man som jeg allerede har læst en hel del om emnet.

Magasiner og blade

Sustain Yearly

Jeg er ikke – og har aldrig været – typen, der har købt mange magasiner eller blade. Som barn læste jeg gerne magasiner og blade, som min mor eller mormor havde købt, men som voksen er det mest blevet til noget, når jeg en sjælden gang i mellem har taget mig tid til det på biblioteket.

Et magasin, som jeg dog er meget nysgerrig på, er Sustain Yearly, som jeg kan anbefale alle, der går op i en bæredygtig livsstil.

Bøger

Work Smarter: Live Better

Da jeg sidste år var i Kikki K i London købte jeg en enkelt bog, som jeg nu endelig er begyndt på. Bogen er Cyril Peupions Work Smarter, Live Better, og handler om, hvordan man kan optimere, hvordan man arbejder – særligt hvis man som jeg, er en af de mange, der bruger en stor del af arbejdsdagen foran computeren. Den beskriver bl.a. Zero Inbox-metoden, som jeg personligt har brugt i flere år (i hvert fald på arbejdet), men beskriver også andre optimerings-metoder.

Det er denne bog, jeg er i gang med lige nu. Men ellers har jeg i den senere tid også læst mange andre bøger indenfor mine interesserområder: oprydning, minimalisme, købestop, opsparing, investering og finansiel uafhængighed. Og der er endnu flere bøger på læselisten. Det ville blive for stort et arbejde, at beskrive dem alle nærmere, men her kommer i hvert fald en liste over bøger, som jeg enten har på læselisten eller som jeg allerede har læst og kan anbefale:

Bøger om oprydning og minimalisme

Bøger om købestop og opsparing

Bøger om investering

Bøger om finansiel uafhængighed

Der er selvfølgelig endnu flere bøger om emnerne på markedet. Nogle af dem har jeg læst, men har kun udvalgt de bedste her. Og andre har jeg endnu ikke opdaget – eller bare lige ikke fået med på læselisten.

Men med bøgerne på ovenstående liste, så er man i hvert fald godt begyndt.

God fornøjelse!

 

 

Når økonomiske beslutninger ikke er rationelle

Er god til at spare op, men…

De seneste par uger, har jeg skrevet om min opsparingsrate. Jeg har gennemgået mit forbrug det seneste år, mit historiske forbrug, hvordan jeg har beregnet opsparingsraten og hvordan jeg har fået opsparingsrate på mindst 50 % af min offentlige løn.

Alt i alt er det nemt at få et indtryk af, at jeg er meget fornuftig og rationel, når det kommer til min økonomi. Og det er jeg – generelt set – da også.  Faktisk så fornuftig, at jeg inden for de seneste måneder, har fået at vide, af to forskellige finansielle rådgivere (hvoraf den ene var min bankrådgiver), at jeg sagtens kan bruge flere penge, selvom drømmen er et huskøb uden banklån.

Alligevel ved jeg, at jeg ikke altid truffet de økonomiske beslutninger, der objektivt set ville være de bedste finansielle beslutninger. Men hver gang har det været gennemtænkt og bevidste valg – og jeg kan se, at årsagerne til det ofte falder indenfor følgende følgende kategorier:

For at skabe øget livskvalitet i dagligdagen

Min bolig er vigtig for mig, og fundamentet for min dagligdag.

Derfor købte jeg min nuværende andelsbolig ved hjælp af et andelsboliglån og en smule familielån (ud over de penge, som jeg selv havde sparret sammen).

Og nu, hvor drømmen er at købe et hus med kæresten, taler vi om ikke blot at låne til selve huskøbet, men også at låne en større portion penge til at istandsætte og gøre huset til vores. Ingen af os er nogen, der flytter særlig tit, og derfor ved vi, at vores kommende bolig skal danne rammen for vores liv sammen i mange år fremover. Derfor vil vi også gerne putte nogle penge ind i huset, for at det bliver, som vi gerne vil have det – for vi er enige om, at det er nemmere at istandsætte inden man er flyttet ind, end når man først bor der.

For at få oplevelser

De fleste af mine oplevelser har jeg betalt kontant – også de dyrere oplevelser såsom drømmerejsen til Japan. Men et af mit livs største eventyr blev – til dels – finansieret ved lån.

Det sidste semester af mit studie læste jeg i Australien. Det var en stor drøm, der gik i opfyldelse – og en kæmpe oplevelse. I løbet af semesteret var jeg mest i Brisbane (hvor jeg læste), men både universitetets mid-semester break og fire uger efter den sidste eksamen blev brugt på at rejse Australien rundt.

I løbet af mit udlandsophold måtte jeg selvfølgelig vinke farvel til mit studiejob hjemme i Danmark. Og derfor valgte jeg i stedet at tage SU-lån det ene semester. SU-lånet gik selvfølgelig (sammen med legater og opsparing) til at få en fantastisk, uforgemmelig oplevelse i Australien.

For at få sjælefred

Det SU-lån, som jeg fik imens jeg var i Australien,  gik også til en anden luksus imens jeg var væk: Modsat mange af mine medstuderende,  behøvede jeg – ved hjælp af SU-lånet – ikke at udleje min andelslejlighed (med alle mine møbler og alle mine ting i), imens jeg var væk. Det gav ro i sjælen at vide, at jeg ikke var ansvarlig udlejer, imens jeg befandt mig på den modsatte side af jordkloden – og at min lejlighed og mine ting, ville være i lige så god stand, når jeg kom hjem, som da jeg forlod dem.

En anden ting, som jeg gjorde, var at betale mit SU-lån af før tid. Jeg undersøgte ikke på noget tidspunkt, om jeg kunne nedsætte betalingen eller forlænge tilbagebetalingen af det billige lån. For at spare det gebyr, der var pålagt hver tilbagebetaling, valgte jeg derimod, at samle årets betalinger i en stor betaling, og – da lånet var næsten tilbagebetalt – at betale det helt ud før tid.

Det økonomisk fornuftige havde nok været, at udskyde tilbagebetalingen af SU-lånet, og i stedet bruge pengene på, at tilbagebetale mit andelsboliglån med højere renter. Ja, faktisk burde jeg nok have taget SU-lån meget tidligere, og brugt pengene på at nedbringe / komme af med andelsboliglånet. For når det gælder tilbagebetaling af lån, så er det mest rationelle jo, at komme af med det dyreste lån først.

Jeg valgte dog at komme af med det mindste lån først, da jeg havde det bedre med kun at have et lån i stedet for to. Og der er da også enkelte finansielle forbilleder, der mener, at man – sådan som jeg gjorde det – skal starte med det mindste lån først. F.eks. taler Dave Ramsey om at bruge gælds-snebold metoden (på engelsk: debt snowball method), hvor man netop betaler de mindste lån ud først, for at få momentum i sin gældsafvikling.

Af hensyn til familie

Det var ikke kun ved at betale SU-lånet tilbage før tid, at jeg udskød tilbagebetalingen af andelsboliglånet. Min familie blev hårdt ramt af eftervirkningerne efter den økonomiske krise, og jeg valgte derfor at yde et rentefrit familielån, for at hjælpe familien ovenpå igen. Det blev ikke givet på éen gang men nærmere som en slags kassekredit, hvor der blev overført noget, når behovet var der. Jeg vidste derfor hele tiden, at det var penge, som jeg godt kunne undvære, men ret beset, så kunne jeg have været gældfri nogle år tidligere, hvis jeg ikke havde ydet lånet. At jeg havde et rentetab, ved at betale renter på andelsboliglånet imens jeg ingen renter fik på det ydede familelån, var en lille pris at betale, for at hjælpe mine nærmeste.

Familie er vigtig for mig. Og som tidligere nævnt, har jeg også en drøm om, at stifte familie selv. Tager man de finansielle briller på, så er det at stifte familie ikke det mest økonomisk rationelle, da det er beregnet, at det koster en million pr. barn. Dertil kommer, at min kæreste og jeg ved, at vi skal i fertilitetsbehandling for at kunne få egne børn, og selvom det offentlige betaler 3 forsøg til at få første barn, så skal vi selv betale for forsøg i det private, hvis vi vil have mere end 1 barn (og der ikke er nedfrosne, befrugtede æg tilbage fra det forsøg, hvor man blev gravid med første barn). Og uanset om vi ender med flere fertilitetsbehandlinger eller måske går adoptions-vejen for at få børn, så er det ganske givet, at det bliver en dyr og hård proces. Men det at få børn og stifte familie er for mig vigtigere end at få en lidt større opsparing.

Penge er ikke alt

Konklusionen på ovenstående må derfor være, at nogle ting i livet er vigtigere end penge. Og jeg er ret bevist om, hvilke ting der er vigtigere for mig end penge.

 

 

Bæredygtige vaner – På farten

Indeholder reklamelinks

Introduktion

Efter at være blevet opmærksom på Earth Overshoot Day, fik jeg lyst til at lave en status over nogle af de ting, som jeg selv gør for at leve mere bæredygtigt og undgå unødigt overforbrug. Mange af tingene er ret nemme at implementere – så jeg håber, at listen kan give inspiration til andre.

På farten

Poser: Jeg undgår så vidt muligt at købe eller tage imod plastikposer, når jeg er ude og handle. Som udgangspunkt har jeg en stofpose liggende i min taske – og har jeg glemt den, køber jeg gerne så lidt, at det kan være i min almindelige taske evt. suppleret med at holde noget i hånden. Det fungerer fint. Når jeg en sjælden gang ikke har haft nok poser med og har fået en større plastikpose, er disse blevet genanvendt f.eks. som indpakning når jeg har skulle sende solgt tøj. Får jeg små poser når jeg er ude og handle (f.eks. med frugt i, er de altid blevet brugt til toiletspanden derhjemme (faktisk har jeg aldrig nogensinde købt poser til toiletspanden, men altid kun brugt genanvendte poser).

Vandflaske: Jeg tager gerne en fyldt drikkedunk med hjemmefra fremfor at købe vand på flaske. Jeg har ikke altid drikkedunken i tasken f.eks. når jeg bare skal til og fra arbejde (medmindre jeg cykler på en varm dag), men den bliver fyldt op, hvis jeg ved, at jeg skal være væk fra vandhanen i længere tid. Selv når jeg skal ud og flyve har jeg drikkedunken med – for på den anden side af security kan man fylde sin drikkedunk med vand fra en af koldtvandshanerne i lufthavnen, og så kan jeg også bruge den på turen (Københavns Lufthavn har i hvert fald ofte koldtvandshaner ved toiletterne, og jeg har også fundet drikkevandshaner i mange andre lufthavne). Rejser jeg til steder, hvor man ikke kan drikke vandet fra hanen køber jeg naturligvis vand på flaske, men med drikkedunken kan man købe større flasker og så hælde over på drikkedunken, hvis man ikke vil have den store flaske med på farten.

To-go drikkevarer: Jeg må indrømme, at jeg aldrig har lært at drikke kaffe, og derfor nøjes jeg ofte med vand i min drikkedunk. Har jeg lyst til andet at drikke, så sætter jeg mig gerne ind på en café, så jeg undgår engangsservice. Men jeg ved, at man kan tage et thermokrus med sig på farten, og så vil mange steder gerne fylde kaffe mv. på ens egen kop, når man beder dem om det.

Is: En is i isvaffel er mere bæredygtig end en is i bæger med en plastikske til. Jeg har dog hørt, at hvis man foretrækker bæger, så kan man medbringe en ske og en lille skål på farten, da mange isbutikker gerne vil servere isen i ens egen skål.

Caféer, restauranter og andre spisesteder: Jeg vælger gerne de spisesteder, der bruger glas, rigtigt bestik og porcelæn fremfor engangstallerkener, engangsbestik og plastikkrus. Er jeg til f.eks. et street food marked, hvor engangsservice er “en del af konceptet”, så kan jeg ofte finde steder, der bruger bæredygtig engangsservice lavet af træ, bambus eller andre bionedbrydelige materialer – og ellers kan man jo medbringe bestik og en skål/tallerken. Uanset hvor jeg er, er jeg efterhånden blevet god til at sige, at der ikke skal sugerør i mine drikkevarer – man kan jo godt drikke direkte af glasset, og jeg har endnu ikke været et sted, hvor de bruger pastasugerør eller genanvendelige sugerør (men man kan jo købe sig et genanvendeligt sugerør i glas eller metal og selv tage med, hvis det er).

Indkøb: Uden at det er afgørende for mine indkøb, så tænker jeg over, hvilken emballage, der er om varen. Der er jo ingen grund til, at tage bananerne i pose, når jeg kan tage dem, der ligger løst – og jeg tager i øvrigt gerne de bananer, der ligger enkeltvis, da jeg har læst, at de ofte må smides ud fordi ingen køber dem. Så bare ved at vælge de løse bananer, så bidrager jeg lidt til at undgå madspil. Derudover er jeg en stor fan af datovarer, og jeg kan også godt finde på at tage f.eks. den frugt, der er ved at blive for gammelt i arbejdets frugtkurv, med hjem for at bruge det i stedet for, at det går til hen over en weekend. Jeg handler også gerne ind hos Wefood (når jeg kommer forbi) eller via Too Good To Go (det sker dog ikke så tit). Det gør ikke så meget for mig om “Mindst holdbar til” er overskredet, for det betyder jo ikke at varen er for gammel – det betyder bare at man efter det tidspunkt, skal være opmærksom på, at varen KAN være for gammel. Det samme gælder “Bedst før”-betegnelsen, hvorimod jeg følger anbefalingen om, at undgå at spise ferskvarer, der  har overskredet “Sidste anvendelsesdato”.

Underholdning: Efterhånden har jeg altid mine høretelefoner med i tasken, så jeg kan høre podcast på gåturen eller i offentlig transport. Ved at have mine egne høretelefoner med, undgår jeg også at skulle bruge udleverede hovedtelefoner f.eks. dem, som flyselskaberne uddeler på lange ture. Min telefon bruger jeg dog ikke kun til at høre podcast på, da jeg også kan finde på at læse artikler, gå på de sociale medier eller spille spil på farten. I det hele taget er der mange timeres underholdning på telefonen, hvis jeg skulle kede mig. Har jeg mere lyst til at læse rigtigt, så har jeg som regel en bog med – og oftest er bogen fra biblioteket, som jeg er storforbruger af.

Transport: Jeg er – og har altid været – stor fan af, at tage cyklen. Nu hvor jeg har fået arbejde så langt væk, at cykelturen blev for lang til at være en daglig fornøjelse, så har jeg været meget mere til fods og med offentlig transport. Jeg ejer ikke (og har aldrig ejet) en bil, så længere ture er også foregået med offentlig transport, busselskaber eller samkørsel (via GoMore eller ved at køre med familie/venner, som skulle samme vej). Min kæreste har dog bil, og han er overbevist om, at vi på grund af transportafstand til arbejdspladser snart vil have to biler. Måske har han ret, men jeg håber nu på, at et fremtidigt køb af elcykel kan gøre en bil til mig overflødig. Til gengæld kommer jeg ikke udenom de langt fra bæredygtige flyrejser, for jeg elsker at rejse og har venner i mange forskellige dele af verden – og selvom jeg også godt kan lide cykelferier, bilferier og ferier med bus/tog, så er det ikke altid praktisk muligt.

Læs mere

I denne lille mini-serie har jeg skrevet fire blogindlæg om bæredygtige vaner: Første indlæg var om bæredygtige vaner på farten, derefter om bæredygtige vaner i boligens opbygning, så kom et indlæg om bæredygtige vaner derhjemme  og til sidst indlægget om de helt personlige bæredygtige vaner.

Der er også meget inspiration at hente på internettet. Personligt bliver jeg allermest inspirereret på Facebook-gruppen Minimalisme og købestop, som jeg har set flere kalde verdens bedste gruppe (og jeg er helt enig! – stemningen og hjælpsomheden er så stor derinde). Den er oprettet af Jane, som også har sin egen blog ProjectHandmade, hvor hun bl.a.  deler ugentlige “Frugal Friday” tips om, hvad hun og hendes familie selv gør for at spare penge, tid og miljøet for overforbrug.

Idéen om at dele ugentlige opdateringer om at downsize, stoppe madspild eller spare er også brugt af Linda fra bloggen Blogsbjerg, der i hvert fald her i 2018 har blogserien “M18, uge XX”.

Vil du have endnu flere idéer til at leve bæredygtigt, så kan jeg desuden anbefale at læse Calina Leonhardts blog NeoHippie eller hendes bog Bæredygtig Livsstil.

Japan – Okinawa

Indeholder reklamelinks

Lørdag d. 14. april 2018

En stor del af lørdagen gik med transport: Fra vores hotel i Tokyo til lufthavnen, med fly til Naha Lufthavn på Okinawa øerne, og med monorail fra Naha Lufthavn til vores hotel i Naha.

Jeg må ærligt indrømme, at da vi i Tokyo sad i toget mod lufthavnen, så kunne jeg ikke lade være med at tænke, at allerede var så mættet af oplevelser, at det egentlig ville have været helt fint, hvis turen havde gået mod Danmark. Vi havde set meget i Japan, og nu begyndte tingene at ligne lidt hinanden i stedet for at være nyt og anderledes.

Jeg skulle dog ikke meget mere end at ankomme til Naha Lufthavn, for at vide at Okinawa øerne har en helt anden stemning end vi havde oplevet på Japans hovedø Honshu. Det er virkelig rigtigt, at Okinawa er “Japans Hawaii” og det kunne vi mærke lige så snart, at vi satte os ind i monorailen fra lufthavnen ind til byen. Stemningen er mere afslappet, personalet ved monorailen havde hawaii-skjorter (okinawa-skjorter?) på og der er en helt anden feriestemning i byen end vi havde oplevet nogen andre steder.

Derudover er der en markant amerikansk indflydelse på Okinawa, fordi der siden 2. verdenskrig (hvor der var et slag mellem japanerne og amerikanerne på netop Okinawa) har været amerikanske baser på Okinawa. Ja, faktisk dækker de amerikanske baser næsten 20 % af Okinawa, og det påvirker selvfølgelig øen. F.eks. så jeg i DR programmet “Livets Opskrift”, at selvom Okinawa på nuværende tidspunkt er et af de fem steder i verden, hvor folk lever længst, så forventer man, at det vender i fremtiden, da Okinawa nu er det område i Japan med flest fastfood restauranter per indbygger.

Stemningskiftet og den amerikanske indfyldelse blev helt tydelig for os, da vi – som dagens eneste gøremål i Naha – gik ud for at finde et sted, at spise aftensmad. Vi fravalgte dog fastfood restauranterne, og fik i stedet nogle meget interessante madoplevelser i Naha bl.a. shabu shabu, som er en slags japansk fondu, der virkelig kan anbefales at prøve.

Søndag d. 15. april 2018

Denne dag havde de lovet heldagsregn – og det kom der også. Heldigvis gjorde det ikke så meget, da vi havde planlagt at tage til Okinawa Churaumi Aquarium, som er verdens tredje største akvarium. Akvarietet ligger i den anden ende af øen, så det tager ca. 1½-2 timers kørsel fra Naha at komme derop – men heldigvis havde vi planlagt godt, og havde valgt et hotel i Naha, der lå lige ved bussen mod akvariet. Derudover havde vi købt indgangsbilletterne før vi tog af sted med bussen, fordi vi havde hørt, at det var billigere end ved indgangen (vi købte på hotellet, men jeg synes, at have hørt, at de også kan købe i f.eks. nogle Lawson supermarkeder på Okinawa).

Selve akvariet var godt fyldt (vi var nok ikke de eneste, der tænkte, at det var en god regnvejrsaktivitet). Og som i mange andre akvarier var der både et sted, hvor man kunne røre ved fisk, søstjerner mv. og en række forskellige bassiner – med primært tropiske fisk, hvoraf mange (alle?) kan findes i havet omkring Okinawa-øerne. Akvariets hovedattraktion er hvalhajerne, som vi brugte lang tid på at se på – også fordi vi ved ankomst bestilte bord i det cafeteria, hvor man kan sidde i første række til bassinnet, og også havde noget ventetid udenfor cafeteriaet ind til det blev vores tid.

Efter at have set hovedbygningen gik vi udenfor hvor der var nogle enkelt bassinner bl.a. med havskilpadder, og hvor vi også kunne finde akvariets delfinshows (et under vandet med dykkere og et mere traditionelt delfinshow).

Det var lidt koldt at se delfinshows, da det stadigvæk regnede (og selvom siddepladserne var overdækket, kom der altså lidt regn ind på grund af blæsten). Derfor tog vi hjem efter det sidste delfinshow – vi kunne lige netop nå en bus, så vi ikke skulle vente 1 time mere.

Havde vejret været bedre, og havde vi haft bedre tid, så kunne man sagtens have brugt mere tid ved akvariet. Særligt fordi akvariet er en del af Ocean Expo Park, som også byder på f.eks. en tropisk park, et frilandsmuseum og gode strande. Hvis man skulle se det hele (og også nå en tur på stranden), ville det nok kræve mindst en overnatning i nærheden, men det havde vi ikke prioriteret (og det ville måske også være mere relevant for børnefamilier).

Mandag d. 16. april 2018

I dag skulle vi sejle til Zamami, og vi havde set i brochuren, at der skulle gå en færge kl. 9, kl. 10 og så en enkelt eftermiddags-færge. For at få en afslappet morgen satsede vi på færgen kl. 10 – men det skulle vi ikke have gjort. Da vi kom ned til færgeterminalen i god tid inden afgang, fik vi at vide, at færgen var ude af drift på grund af vedligeholdelse, og at vi derfor måtte vente på eftermiddags-færgen, som i øvrigt gik en time tidligere end brochuren havde sagt. Det var selvfølgelig lidt øv, men sådan noget der kan ske, når man er på ferie – og nu har jeg lært, at der findes en hjemmeside, hvor man kan se dagens sejltider.

Vi kunne heldigvis nemt gå tilbage til vores hotel, der lå tæt på havnen, og der fik vi lov til at få vores baggage opbevaret, fordi de godt kunne huske, at vi lige var tjekket ud. Nu skulle vi bare finde ud af, hvad vi ville bruge tiden på inden vi skulle med færgen. Skulle vi tage ned sydpå for at se det område, hvor slaget imellem japanerne og amerikanerne havde fundet sted under 2. verdenskrig? Skulle vi finde op til The Mihama American Village og se den? Skulle vi finde en god strand, hvor vi kunne bade og snorkle fra? Eller skulle vi blive i byen og gå en tur rund i Naha? Mulighederne var mange, og så alligevel ikke.

Det var ikke muligt for os at leje en bil med så kort varsel, og derfor  blev jeg lyseslukkeren, der sagde til min kæreste, at jeg ikke ville væk fra Naha – for det ville tage lang tid med offentlig transport at komme et sted hen, vi ville kun have kort tid på stedet, og hvad hvis bussen tilbage blev forsinket, så vi ikke nåede færgen (igen). Min kæreste begyndte godt nok at argumentere for, at vi måske kunne finde en taxa i stedet, men til sidst blev det til, at vi blot gik en tur i nærområdet. Vi gik en tur gennem Wakasa Park, sad lidt ved Naminoue Strand, fik spist frokost i ro og mag, nydt en gåtur i Fukushu-en  haven og til sidst igennem det centrale Naha inden vi vendte tilbage til hotellet, for at få vores baggage med ned til havnen igen.

Endelig kunne vi tage færgen til paradis-øen Zamami, hvor vi skulle bruge et par dage. Fordi vi ankom så sent på eftermiddagen, nåede vi ikke meget den første aften på Zamami – kun at finde et spisested til aftensmad, og at booke en dykker/snorkle-tur dagen efter med firmaet Catz in Kerama, som vi havde fået anbefalet af en dykkerbutik i Naha

Tirsdag d. 17. april 2018

Dagens første – og vigtigste – aktivitet var vores dykker/snorkle-tur. Min kæreste dykker, hvorimod jeg har det bedst med at snorkle, og heldigvis kunne dette firma lave en tur, hvor vi begge fik set meget. Det var ikke højsæson på Zamami, men vi var alligevel noget overrasket over, at vi var de eneste gæster på båden. Ud over os var der kun to fra firmaet, hvoraf den ene skulle dykke med min kæreste, og den anden skulle passe på båden og have et øje på mig.

Det var en fantastisk tur! Vi sejlede ud til to forskellige steder, og begge steder var der koralrev, som jeg så fra oven, men hvor der også var gode dykkeroplevelser for min kæreste. Vandet omkring Zamami er noget af det klareste i verden med en sigtbarhed på omkring 30 meter, og det er derfor et af de bedste dykkersteder i Japan (hvis ikke dét bedste). Og selv på en dag som denne, hvor det småregnede det meste af tiden, så var turen under vandet uforglemmelig smuk. Så smuk at ingen billeder med mit (lånte) undervandskamera kan yde det retfærdighed. Det skal opleves!

  • OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Efter en dykker/snorkle-tur er energien godt brugt, så resten af dagen gik stille og roligt inde i Zamami by. Byen er ikke så stor, og det er tydeligt, at den lever meget af turisme, selvom den godt kan se lidt nedslidt ud. Derudover er der stor fokus på tsunami-fare, med flere skilte i byen, som viste, hvor høj en tsunami skulle være for at oversvømme området – og med vores oplevelser i Kobe i mente, skulle bølgerne ikke være ret store, for at hele byen (og det meste af øen) ville forsvinde i bølgerne.

Jeg fik også gået en tur ud til statuen af hunden Merilyn, som har baggrund i en sød, ægte historie (jep, endnu en hunde-statue med en historie): Hundene Marilyn og Shiro boede begge på Zamami, indtil Shiro med sine ejere flyttede til naboøen Aka. Efter flytningen opdagede ejerne, at Shiro forsvandt hver morgen, og en dag i 1986 fulgte ejeren efter. Shiro svømmede i tre timer for at komme fra Aka til Zamami for at besøge sin kæreste Marilyn – og derefter tilbage igen hjem til ejerne. Dette fortsatte ind til 1987, hvor Marilyn døde. Historien var så inspirerende for japanerne, at der  er lavet en film, der hedder “I want to see Marilyn”. Derudover har man nu en statue af Shiro på Aka og af Marilyn på Zamami – og Merilyn-statuen står og spejder mod Aka for at få øje på Shiro.

Onsdag d. 18. april 2018

Dette var vores sidste hele dag på Zamami, og vi valgte at stå tidligt op, for at tage til Ama Strand imens det var højvande. Fordi det var så tidligt at det var højvande, lejede cykler for at komme hurtigt derud (selvom man godt kan gå). Stranden i sig selv kan besøges hele dagen, men det er ved højvande, at man har størst sandsynlighed for at snorkle med havskilpadder – og det ville vi selvfølgelig ikke gå glip af. Og heldigvis for os, fik vi også selskab af en havskilpadde på vores snorkletur. Da vi endnu ikke havde fået morgenmad, og da vi også skulle skifte opholdsted, tog vi dog hurtigt tilbage til byen efter vores havskildpaddeoplevelse i stedet for at blive på stranden.

Jeg havde været lidt forsigtig, da jeg havde booket Zamami-opholdet, for vi vidste ikke hvordan vejret ville være, eller om færgetiderne gjorde, at vi blev nød til at tage tilbage til Naha dagen før vi skulle nå flyet til Tokyo og herfra flyet videre mod Danmark. Men da vi bookede færgebilletterne i Naha og kunne se vejrudsigten blev vi enige om, at tage den sidste nat på Zamami også. Der var vores opholdssted dog blevet fuldt booket, og vi måtte derfor finde et sted i nærheden til vores sidste nat på øen. Heldigvis tog flytningen fra det ene sted til det andet ikke længe.

Om eftermiddagen cyklede vi igen af sted til en strand. Denne gang gik turen til Furuzamami Strand, som er en Michelin-stjerne strand. Stranden ligger med et koralrev lige ud foran sig, og derfor kan man få meter fra sandstranden få fantastiske snorkeloplevelser. Mit undervandskamera løb desværre tør for batteri på vej ned til stranden, så jeg har ikke billeder fra oplevelserne på/ved stranden. Men wauw, det var – hånden på hjertet – den mest uforglemmelige strandtur nogensinde.

  • OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Torsdag d. 19. april 2018

Jeg kunne sagtens have brugt mange flere dage på Zamami – og også på Okinawa – end det vi havde til rådighed. Men denne dag gik turen med den tidlige færge fra Zamami til Naha, hvor vi lige kunne nå at spise vores sidste gode wagyu-bøf i Japan inden vi skulle i lufthavnen.

Fra Naha fløj vi tilbage til Tokyo, hvor vi skulle overnatte på et lufthavnshotel, inden vi næste morgen skulle med flyet mod først Helsinki og derefter København.

Vores fire F A N T A S T I S K E uger i Japan var ved vejs ende, men jeg håber, at vi på et tidspunkt kommer tilbage. Det er i hvert fald en oplevelse, der kan anbefales!

Læs mere om Japan

Dette indlæg er en del af en blogserie, hvor du kan  læse mere om Japan:

Skal du selv til Japan, vil jeg anbefale dig også at læse i Lonely Planet Japan – den indeholder meget mere information og mange flere idéer til, hvad man skal se, end det jeg – på baggrund af mine fire uger i Japan – kan komme ind på.

 

Japan – Toyota og Hakone

Indeholder reklamelinks

Tirsdag d. 10. april 2018

Efter nogle dages overnatning i Osaka var vi aftenen før taget til Nagoya-forstaden Okazaki. Det var et meget strategisk overnatningssted, da vi denne morgen havde booket en rundvisning på Toyota fabrikkerne, og Okazaki er der hvor Tokaido Toglinjen (hvor de interregionale tog kører på) krydser lokalbanen op til stationen Mikawa-Toyota. Fra Mikawa-Toyota tager det kun omkring 10-15 minutter at gå til Toyota Kaikan Museet, hvor fabriksturene starter fra.

Man skal bestille adgang til fabriksturene i god tid – og da det var et vigtigt stop for især min kæreste, havde vi booket turen allerede inden vi rejste til Japan. Og instruktionerne fra Toyota var meget klare: Vi skulle tjekke ind på Toyota Kaikan Museet en halv time før busafgangen til museet. Det var tid nok til at se en stor del af Toyota Kaikan Museet, som både fortæller om udviklingen af Toyota-biler, Toyota’s lean-tankegang og indeholder udstilling af flere af Toyota’s bilmodeller.

Derefter var det tid til den guidede bustur til en udvalgt Toyota fabrik, hvor der var stikse instrukser om, at vi ikke måtte have kamera med. Under busturen fik vi en introduktion til det, som vi ville se på fabrikken, og på selve fabrikken gik vi fra område til område på et gangsystem oppe under loftet med udsigt ned til fabriksarbejderne (og i samme niveau som en del af robotsystemerne). Selve fabriksbesøget tog vel omkring en times tid, og derefter gik bussen igen mod Toyota Kaikan Museet.

Vi valgte at bruge lidt længere tid på Toyota Kaikan Museet for at få set det sidste af udstillingen, inden vi tog tilbage til Okazaki for at finde et tog mod Hakone Nationalpark. Togene i Japan er som oftest ret præcise med tiden, men desværre var der netop denne dag forsinkelser på Tokaido Toglinjen. Vi nåede derfor ikke den planlagte Shinkanse og kom i stedet så sent frem til Odawara Station, at der kun var busser ind til den del af Hakone, som vi skulle bo i de næste to dage. I dagstimerne kunne man ellers havde taget den hyggelige rute: Med toget op ad bjerget, skifte til bjergbanen det sidste (stejle) stykke op ad bjerget og så til sidst svævebanen, der fører over til Ashi-søen.

Onsdag d. 11. april 2018

Denne dag var det meningen, at vi skulle have en stille og rolig dag med at se Hakone-området fra vores base tæt ved Ashi-søen i Hakone Togendai. Desværre var vejret ikke med os: Det regnede hele dagen og blæste så meget, at både svævebaner og sejlture var aflyst – og man ville alligevel ikke have kunnet se så meget. Så derfor blev det i stedet til en afslapningsdag på hotellet, hvor vi fik slappet af med vores bøger og udnyttet, at vi for første gang på vores rejse (heldigt nok!) havde valgt at booke et værelse med privat onsen (som tidligere nævnt er onsen naturlige varme kilder, som japanerne udnytter til spaoplevelser). Om eftermiddagen var det klaret så meget op, at vi kunne gå en tur ned til Ashi-søen, men ellers foregik hele dagen på hotellet.

Allerede tidligt på dagen var vi klar over, at vejret ikke tillod at se det, som vi ellers ville den dag. Og derfor vidste vi også, at vi skulle nå mere end planlagt dagen efter, hvis vi skulle se så meget som muligt af det, som vi ville. Derfor benyttede vi os for første gang af en løsning, som japanerne angiveligt ofte selv bruger: Vi betalte for at få vores baggage leveret fra hotellet i Hakone til hotellet i Tokyo, som vi skulle tilbage til efter vores Hakone-ophold. Havde vi tænkt os om, havde vi måske bare pakket en mindre taske med til Hakone og så ladet den store kuffert blive på Odawara Station (som alligevel er bindeledet mellem Shinkansen og transportmulighederne ind i Hakone Nationalpark), men vi var nu ret glade for, at vi nu kunne rejse til Tokyo uden anden baggage end en ryksæk hver. Og jeg tror, at vi måske godt kunne have haft glæde af, at have brugt mulighederne for levering af kufferter lidt mere, selvom man så må undvære kufferten en enkelt nat – f.eks. i De Japanske Alper, hvor vi jo var en del rundt i området, og godt kunne have undværet kufferten i mellem Tokyo og Kanazawa, da vi kun havde en enkelt overnatning i Yamanouchi.

Torsdag d. 12. april 2018

Eftersom vi jo ikke havde kunnet se noget af Hakone dagen før, fik vi denne dag travlt med at se så meget som muligt. Vi startede med en sejltur med piratskibene på Ashi-søen. Vi sejlede fra Togendai-Ko til Hakonemachi-ko, hvorfra vi fik det første glimt af Fuji fra Hakone Nationalpark. Fra Hakonemachi-ko gik vi til Onshihakone Parken, hvor vi havde en rigtig flot udsigt til Fuji –  og heldigvis med de flotte, blomstrene kirsebærtræer i forgrunden.

Efter besøget i Onshihakone Parken gik vi videre til Motohakone-Ko, hvor vi kunne se den ikoniske udsigt med Hakone Templets Freds-Torii porten i forgrunden og Fuji i baggrunden. Og der er ingen tvivl om, at hvis man skal have den smukkeste udsigt fra Hakone-området, så skal man have base i denne del af Hakone – også selvom vi kun var der i kort tid. Fra Motohakone-Ko sejlede vi nemlig tilbage med piratskibet tilbage til Togendai-Ko, fremfor at tage hen til f.eks. Hakone Templet.

Fra Togendai-Ko tog vi en bus til Hakone-en for at tage Hakone Komagatake Svævebanen op af Hakonebjerget og op til Hakone Mototsumiya Templet. Vi så selvfølgelig templet deroppe, men det vigtigste var dog den fantastiske udsigt over Ashi-søen og hen mod Fuji. Oppe på Hakonebjerget kunne vi dog godt mærke, at det var blæst en del op – så det var en noget vindblæst oplevelse, og vi var kun deroppe i omkring 20 minutter før vi tog svævebanen ned igen.

Fra Hakone-en tog vi igen bussen til Togendai-Ko, for at tage den ikoniske rute tilbage til Odawara Station med svævebane, bjergbane og tog. Desværre blæste det så meget, at Hakone Svævebanen ikke tog gæster med op i bjergene (men kun fik dem ned, som allerede var deroppe), og vi blev derfor nød til at vente på den næste bus mod bjergbanen. Havde vi vidst det, så var vi bare taget direkte fra Hakone-en til bjergbanen – for det var samme busrute, og busserne gik ikke så tit. Desværre gjorde det også, at vi ikke rigtigt fik set den stadig aktive vulkandal Owakudani, som Hakone Svævebanen ellers gik over og også havde et stop ved. Vi kom godt nok forbi med bussen, men det var ikke meget, som vi nåede at se – og vi ville på grund af tiden ikke vente en hel time i Owakudani for at tage den næste bus videre (for så lang tid så det heller ikke ud til at kunne tage, at få et indtryk af området). Til gengæld fik vi jo stadigvæk prøvet både bjergbanen og den flotte tur med toget ned ad bjerget inden vi nåede Odawara Station og kunne tage vores allersidste Shinkanse-tur videre til Tokyo.

Læs mere om Japan

Dette indlæg er en del af en blogserie, hvor du kan  læse mere om Japan:

Skal du selv til Japan, vil jeg anbefale dig også at læse i Lonely Planet Japan – den indeholder meget mere information og mange flere idéer til, hvad man skal se, end det jeg – på baggrund af mine fire uger i Japan – kan komme ind på.

 

Japan – Fra Osaka til Kobe og Nara

Indeholder reklamelinks

Søndag d. 8. april 2018

Vi var ankommet fra Hiroshima til Osaka aftenen før, og skulle have to overnatninger i byen. I virkeligheden fik vi ikke rigtigt set noget af Osaka (andet end lige området mellem stationen og hotellet), men brugte byen som base for nogle dagsture. Min kæreste ville gerne være i Osaka et par dage, fordi der skulle være gode muligheder for at få god mad, og selvom der også er ting at se i byen, så var Osaka Aquarium det eneste vi overvejede at se, da det skulle være et af Japans bedste og største. Imidlertid vidste vi, at vi også skulle se Okinawa Churaumi Aquarium, som er verdens tredje største akvarium (og var det største ind til det blev overhalet af hhv. Georgia og Dubai). Og da min kæreste ikke var helt frisk (og ikke havde været det siden Kyoto) valgte vi i stedet at tage nogle rolige dage, selvom aquariumerne i Japan generelt skulle være ret gode, og vi havde fået anbefalet at se flere af dem.

Vores søndagsudflugt fra Osaka gik til nabobyen Kobe, hvor vi skulle se Jordskælvsmuseet. D. 17. januar 1995 om morgenen var Kobe blevet ramt af Det Store Hanshin Awaji Jordskælv, som medførte store ødelæggelser, tilintelgørelse af mange tusinde hjem og at mere end 5.000 mennesker døde. Jordskælvsmuseet er dedikeret til at oplyse folk om Det Store Hanshin Awaji Jordskælv og uddanne besøgende til, hvordan man skal forholde sig, hvis der kommer et nyt, stort jordskælv.

Det første man oplever på museet er et oplevelsesrum, hvor man oplever rystelserne som de var under Det Store Hanshin Awaji Jordskælv, og derefter går man ind i en biografsal og hører mere om jordskælvet. Efterfølgende kommer man igennem udstillingen om det Det Store Hanshin Awaji Jordskælv, og derefter går udstillingen over til at handle om generel beredskabsinformation og information om jordskælv.

Derudover har Jordskælvsmuseet nu inkluderet endnu en biografsal, hvor man hører mere om Det Store Tōhoku Jordskælv (også kaldet Det Store Østjapapnske Jordskælv) d. 11. marts 2011, som medførte en kæmpe tsunami – en tsunami så stor (op til 40,5 meter), at alle de tsunami-sikkerhedsmure, som man havde bygget ikke var høje nok, så kraftfuld at den ramte 10 km inde i landet, og som medførte en nedsmeltning af atomkraftværket Fukushima. Det Store Tōhoku Jordskælv er det største jordskælv, som endnu har ramt Japan, og medførte endnu større ødelæggelser end Det Store Hanshin Awaji Jordskælv: Knapt 16.000 mennesker døde, over 6.000 blev såret og mere end 2.500 mennesker forsvandt. I det ramte område kollapsede over 121.000 bygninger totalt,  over 280.000 bygninger var delvist kollapset og yderligere omkring 726.000 bygninger  var ikke længere beboelige på grund af ødelækkelser.

Det var et meget informativt besøg, hvor vi virkelig fik respekt for naturens stærke krafter! Og lige netop Japan er jo i den grad i risikozonen, når det kommer til naturkrafter:  Japan ligger  ligger præcis på randen af tre tektoniske plader, den Eurasiske plade mod vest, den Filippinske plade mod syd, og Stillehavspladen mod øst, og gør dem derfor ekstraudsat for såvel jordskælv og tsunamier. Men netop deres beliggenhed er også grunden til, at Japan overhovedet eksisterer: Ø-riget er nemlig opstået på baggrund af vulkansk aktivitet, og der er stadigvæk flere aktive vulkaner.

Under vores fire uger i Japan oplevede vi heldigvis ikke de stærke naturkrafter. Jo jo, nogle nætter efter besøget på Jordskælvsmuseet vågnede jeg nogle gange i troen om, at der var et lille jordskælv, selvom det bare var min kæreste, der lå uroligt i sengen – så meget havde fortællingerne trods alt påvirket mig. Og da vi senere kom til Zamami tænkte vi over tsunami-risikoen, da vi med jævne mellemrum kunne se skilte, der viste, at en tsunami ikke skulle være højere end 1-2 meter høj for at oversvømme byen. Men heldigvis var vi forskånet – selvom der da var almindelige små jordskælv i andre dele af Japan imens vi var der.

Efter besøget på Jordskælvsmuseet satte vi os for at finde en god restaurant – for selvfølgelig skulle vi prøve at spise Kobekød i Kobe! Vi var lidt tidligt på den, for de fleste restauranter havde lukket efter frokost og ind til kl. 17, og vi var klar til at finde et sted kl. 16.30. Der var dog stadigvæk nogle muligheder, og vi endte med at finde en restaurant, der var lidt svær at finde fordi den lå på 1. sal og ikke var så synlig fra gaden, men som havde rigtig gode anmeldelser på internettet. Her spiste vi tidlig aftensmad og tog den store menu, hvor vi fik Kobekød i flere variationer – og det er alle pengene værd! Kødet smelter på tungen, så spiser man kød, er det virkelig anbefalelsesværdigt at prøve Kobekødet, der efter sigende er verdens bedste kød.

Mandag d. 9. april 2018

Dagen efter tog jeg alene på dagstur, da min kæreste havde brug for at en hviledag for at blive frisk igen (og heldigvis kunne vi forlænge værelset ind til om aftenen). Turen gik til Nara, hvor der er 8 templer på UNESCO’s verdensarvsliste, og jeg skulle se nogle af dem, der ligger samlet i Nara Park.

Nara Park er ligesom Miyajima kendt for sine sikahjorte, som går frit i parken, men er så tamme, at man kan komme helt tæt på dem. Hjortene var knapt så pågående som på Miyajima, da hjortene i Nara godt må fodres med specielle kiks – noget som er så populært blandt turisterne, at hjortene ikke på samme måde jagter folk, selvom sikahjortene dog godt kan finde på lige at snuse til lommer og tasker.

Det første tempel, som jeg skulle se, var Tōdai-ji Templet, som er kendt for at være verdens største trekonstruktion, og samtidigt at have verdens største Budda-figur i bronze (den er 16 meter høj og vejer 437 tons). Templet er også kendet for “Budda’s Næsebor”, som egentlig bare er et hul nederst i en af templets store træsøjler, men som skulle give visdom i tilbedernes næste liv, hvis de kan klemme sig igennem hullet – og hvor man derfor ser børn og voksne komme ned på gulvet for (nogle gange med lidt hjælp) at komme igennem hullet.

Fra Tōdai-ji Templet gik jeg forbi flere andre templer op til Kasuga Taisha – et tempel som er kendt for de omkring 3.000 lanterner og lamper, der både hænger inde i templet og står udenfor. Lanternerne er kun tændt to gang om året, hvor der er lanterne-festival i Nara, og jeg kan kun forestille mig, at det er rigtig smukt syn. Der var nemlig et enkelt rum inde i selve templet, hvor lamperne var tændte – og det i sig selv var ret flot.

Efter turen til Nara tog jeg tilbage til min kæreste i Osaka, hvorefter vi gik ud for at spise inden vi tog Shinkansen videre til Nagoya-forstaden Okazaki, for at overnatte.

Læs mere om Japan

Dette indlæg er en del af en blogserie, hvor du kan  læse mere om Japan:

Skal du selv til Japan, vil jeg anbefale dig også at læse i Lonely Planet Japan – den indeholder meget mere information og mange flere idéer til, hvad man skal se, end det jeg – på baggrund af mine fire uger i Japan – kan komme ind på.

Japan – Himeji og Hiroshima

Indeholder reklamelinks

Torsdag d. 5. april 2018

Efter flere dage i Kyoto tog vi Shinkansen videre mod Hiroshima, og på vejen gjorde vi stop ved Himeji. Det var faktisk først bagefter, at vi var ankommet til Hiroshima, at det gik op for mig, at Shinkansen ikke kører direkte fra Kyoto til Hiroshima, så vi alligevel skulle have lavet et skift – så det havde egentlig passet ret perfekt, at vi gerne ville lave et stop i Himeji for at se en af Japans vigtigste borge (vist nok: den vigtigste).

Der er mange der på den måde laver et stop ved Himeji uden at overnatte i byen, og jeg havde derfor allerede læst mig frem til, at det kunne være svært at finde bagagebokse til bagagen – i hvert fald blandt de bokse, som man umiddelbart ser på vej ud fra Shinkansen og op mod borgen. Og rigtigt nok: Fordi det allerede var frokosttid, så var bagageboksene ved Shinkansen optaget da vi ankom. Men ingen panik: Jeg havde selvfølgelig gjort forarbejdet og læst mig frem til, at der  skulle være bagagebokse flere steder på stationen, og vi gik derfor direkte mod de næste bagagebokse: Da vi havde passeret billetlugen drejede vi til venstre ud af stationen for at finde det andet bagageboks-rum (hvor de fleste drejer til højre fordi det er vejen op mod borgen), ved udgangen fra stationen drejede vi igen til venstre – og tæt ved udgangen lå bagageboks-rummet med mange ledige bagagebokse. Og skulle der ikke have været plads her, så var der flere andre steder på stationen, og jeg havde også læst om bagagebokse både på den nærliggende busstation, den anden togstation (Sanyo Himeji) og helt oppe ved borgen – så det skulle nok lykkedes.

Derefter gik vi af hovedgaden op til Himeji Borgen. Og wauw, hvor var den flot! Himeji Borgen ligger på en bakke, og da vi kom i Sakura-perioden, så den hvide borg nærmest ud til at svæve ovenpå de lyserøde blomster på kirsebærtræerne.

Vi skulle selvfølgelig også ind og se selve borgen, men jeg må indrømme, at det ikke var helt så interessant efter også at have set Matsumoto Borgen (selvom udsigten var flot). Himeji Borgen var tom indvendigt, hvorimod Matsumoto Borgen indeholdte en udstilling om, hvordan borgens forsvarsværk virkede og livet på borgen, dengang den var i brug.Ved Himeji Borgen var der ikke særligt meget inde i selve borgen.

Vi fortrød dog på ingen måde, at vi havde betalt for indgang, for vi fik set Himeji Borgen udefra fra mange flere vinkler – og vi var begge helt betagede af synet af borgen, der i øvrigt også er på UNESCO’s verdensarvsliste. Derudover kunne vi ved Himeji Borgen se de ydre forsvarsværker, og hvordan fjender ville skulle kæmpe sig op igennem mur for mur for overhovedet at komme ind til selve borgen. Og i prinsessefløjen var der en lille udstilling om prinsesse Sen og hendes liv.

Efter besøget på Himeji Borgen hentede vi vores bagage i bagageboksene og tog Shinkansen videre til Hiroshima, hvor vi skulle være de næste to dage. Selvom vi var fremme før aftensmadstid, valgte vi dog at tage en stille og rolig aften på hotellet – og vi forlod kun hotellet for at finde en restaurant til aftensmad.

Fredag d. 6. april 2018

Denne fredag blev vores første dag i Japan med meget regn. Efter flere dage med høje temperatuer og solskin, blev det nu koldere (15-18 grader fremfor 25-28 grader) og særligt om formiddagen regnede det meget.

Vi startede derfor dagen med at tage sporvognen ned til Fredsmindeparken og skynde os i ly på Hiroshima Fredsmindemuseum. En del af museet var lukket ned på grund af ombygning, men udstillingen var alligevel ret stor – og meget tankevækkende! Det første rum vi kom til havde en film kørende med videointerviews af folk, der oplevede atombomben over Hiroshima d. 6. august 1945. Derefter kom vi ind i et meget informativt rum, hvor man kunne læse om atombombens udvikling, hvad der sker når en atombombe rammer – og om alle de konsekvenser bomben også har lang tid efter sprængningen (f.eks. hvordan den ioniset strålingfra atombomben fik folk til at dø i dagene efter bomben blev kastet, men også  øgede antallet af kræfttilfælde blandt dem, som ikke døde med det samme). Det sidste af udstillingen indeholdte genstande, der var blevet ødelagt, da atombomben ramte. Alt i alt en brutal dokumentation af atombombers påvirkning – og en klar opfordring til, at der aldrig nogensinde igen bliver brugt atombomber i verden.

Efter besøget på museet var regnen stilet lidt af, og vi gik videre ud i Fredsmindeparken, som indeholder en række monumenter og mindesmærker. Et af de mest karakteristiske  er nok mindesmærket for de, der døde af atombomben. Det står i den ene ende af det bassin, som har den brændende Fredsflamme stående i den anden ende – og som skaber en lige linje fra Fredsmindemuseet hen mod Atombombe-kuplen (ruinen efter den eneste bygning, der ikke blev totalt destrueret under bombningen).

På vej op mod  Atombombe-kuplen så vi også Børnenes Fredsmonument. Børnenes Fredsmonument er dedikeret til de børn, som døde som følge af atombomben, og er inspireret af en sand historie om pigen Sadako Sasaki:  Sadako Sasaki var kun 2 år gammel, da atombomben ramte Hiroshima. Hun overlevede bomben, men knapt 10 år senere blev hun ramt af leukæmi (strålingen efter atombomben medførte desværre et øget antal tilfælde af leukæmi blandt de overlevende børn). Hun satte sig som mål at folde 1000 traner ud af papir (japansk origami) fordi gammel japansk overtro siger, at man kan få et ønske opfyldt af guderne, hvis man folder 1000 papirs-traner, og hun derved håbede, at hun kunne ønske sig rask. Desværre døde hun af sin sygdom, men selv den dag i dag sender børn og andre foldede papirstraner til Hiroshima, hvor de bliver placeret i glasmontre ved siden af Børnenes Fredsmonument.

Fra Børnenes Fredsmonument kan man gå over en bro over til den anden side af floden, hvor man finder Atombombe-kuplen. Vi valgte dog  at gå videre nordpå i Fredsmindeparken, så vi kunne se lidt flere af monumenterne og den T-formede bro, som tilbage i 1945 havde været amerikanernes pejlemærke for, hvor bomben skulle springe. Derefter gik vi – af den T-formede bro – hen til Atombombe-kuplen og fik set den lidt tættere på. Atombombe-kuplen er i sig selv spændende fordi japanerne gør meget ud af, at bevare den, som den så ud lige efter bomben var sprunget – også selvom det ville være nemmere og billigere at rive den ned eller genopbygge den, som den var før atombombe-sprængningen. Atombombe-kuplen er nu på UNESCO’s verdensarvliste.

Efter besøget i Fredsmindeparken og ved Atombombe-kuplen tog vi kort op for at se udsigten fra Hiroshima Orizuru Tårnet, hvor vi kunne se Fredsmindeparken oppefra, og også se ud over byen – f.eks. hen mod Hiroshima Borgen. Orizuru betyder papirs-trane, og udenpå Hiroshima Orizuru Tårnet har de lavet en glasmontre hele vejen op ad bygningen, som langsom bliver fyldt med foldede papirs-traner, som folk, der besøger tårnet kan folde og lægge i montren (mod betaling).

Efter besøget i Hiroshima Orizuru Tårne gik vi videre i byen – forbi Hiroshima Borgen og hen til den japanske have Shukkei-en. En stille og rolig oase midt i byen, hvor vi kunne nyde det sidste af dagen ovenpå de mange informationer om atombomben over Hiroshima og dens følger.

Lørdag d. 7. april 2018

Denne dag tog vi på en halvdagstur ud af Hiroshima – nærmere bestemt til øen Miyajima. Øen var engang så hellig, at den ikke måtte betrædes, og derfor byggede de Itsukushima Templet på pæle i vandet. I dag kan man tage færge til øen, og meget af turismen er koncentreret omkring den del af byen, som ligger imellem færgeterminalen og templet.

På øen er der fritgående sikahjorte, som er meget interesseret i turisterne – og særligt om turisterne skulle have noget mad. Selvom man egentlig ikke må fodre dem, så vi nogle gange turister give lidt mad fra sig bare for at slippe væk fra de (nogle gange) meget nærtgående sikahjorte, der – hvis de kan komme til det – gerne stikker snuden i folks tasker og lommer, og også kan finde på at jagte folk med mad. Som du næsten kan læse, så er de ret menneske-vante, og så tamme, at man godt kan klappe dem, hvilket i sig selv er en oplevelse.

Vi fulgte søpromonaden fra færgeterminalen og  hen til Itsukushima Templet (som vi selvfølgelig skulle se). Inde på selve tempelområdet fik vi set det vi skulle – og vi var ovenikøbet så heldige, at se et brudepar få taget billeder. Efter at have set templet gik vi tilbage ind i byen, ned af nogle af handelsgaderne, som var fyldte med mennesker. Vi kom også forbi svævebanen op til Mount Misen – men den prøvede vi dog ikke, selvom man skulle kunne gå nogle gode ture deroppe.

Efter at have set handelsgaderne gik vi direkte til færgen, for at tage tilbage til Hiroshima. Her skulle vi hente vores bagage på hotellet inden vi tog Shinkansen videre til Osaka.

Læs mere om Japan

Dette indlæg er en del af en blogserie, hvor du kan  læse mere om Japan:

Skal du selv til Japan, vil jeg anbefale dig også at læse i Lonely Planet Japan – den indeholder meget mere information og mange flere idéer til, hvad man skal se, end det jeg – på baggrund af mine fire uger i Japan – kan komme ind på.

Japan – Kyoto

Indeholder reklamelinks

Lørdag d. 31. marts 2018

Vi ankom til Kyoto fra Kanazawa om eftermiddagen. Selve stationen i Kyoto er faktisk ret flot – og man kan komme højt op, for at få udsigt over noget af byen.

På stationen fik vi købt vores Kansai One Pass inden vi tog metroen videre til vores hotel. Her slappede vi lidt af, inden det blev tid til at gå ud for at finde noget aftensmad.

Vores hotel lå i området lige syd for rådhuset i Kyoto – i gåafstand Kiya-machi Dori, som er et af de bedste steder at opleve blomsterne kirsebærtræer i Kyoto, og vi besluttede os derfor for, at gå den vej. Parallelt med Kiya-machi Dori ligger Pontocho, som er et smalt stræde kun for gående, hvor der ligger mange restauranter i de gamle træhuse langs Kamo-floden.

Her gik vi efter madanmeldelserne på internettet og fandt en restaurant, der lå i kælderen (ligesom i Tokyo skal man huske at se både oppe og nede efter butikker og restauranter). Det viste sig, at halvdelen af anmeldelserne vedrørte en restaurant med et andet navn beliggende i stueetagen (jf. billederne på anmeldelserne) – så det var lidt svært at stole på anmeldelserne generelt, når man ikke vidste, hvilke der hørte til den “rigtige” restaurant. Heldigvis endte vi på en god restaurant med mange lokale besøgende også.

Søndag d. 1. april 2018

Vi startede dagen med at gå op til det gamle Kejserpalads i Kyoto. Det var gratis at komme ind og se Kejserpalads-området, men vi kunne kun se paladset udefra – nogle steder kunne man dog godt se ind f.eks. i de officielle venterum for gæster til paladset.

Kejserpaladset ligger inde i en kæmpe park, hvor japanerne nød søndagen: Nogle spillede boldspil, andre gik tur med kæledyret (vi så både folk med hunde og kaniner), børn legede i vandet, store grupper af familier og venner var samlet til picnic i parken i anledning af sakura og flere gik bare søndagstur under de blomsterne kirsebærtræer. Inde i parken ligger også et par templer, og det ene sted vi kom forbi, så det ud til, at der lige var afsluttet en form for ceremoni. Vejret var godt, og vi brugte derfor lidt tid på at gå tur i parken og opleve stemningen. Ved udgangen var der fyldt med parkerede cykler – for ligesom det ville være her i Danmark, så var mange af de lokale kommet til parken på cykel.

Efter at have set Kejserpaladset ville vi gå ned for at se Nijo-borgen, som er på UNESCO’s verdensarvsliste. Vi endte med at gå langs en lille fin kanal, hvor der også var sakura-fejringer i gang med boder og stort orkester.

Nijo-borgen var Tokugawa-shogunatets residens i Kyoto. Shogunen var i nogle hundrede år den øverste regeringsmagt i Japan, idet kejseren ingen reel magt havde, og borgen vidner om Shogunens magt. På mange måder indeholdte den mange af de samme funktionsrum som Kejserpaladset havde gjort, men netop Nijo-borgen er også kendt for det såkaldte “nattergalegulv”, som giver lyde fra sig, når man går på det. Og modsat Kejserpaladset kunne vi herkomme ind og se nogle af borgens rum (fra gangene af), og vi prøvede derfor også at gå på “nattergalegulvet”, som omkransede nogle af de vigtigste rum, så Shogunen ikke kunne blive overrasket af fjender på gangen.

Indenfor borgens område var der også sakura-fejring – og mange var kommet bare for at se de smukke, blomstrene kirsebærtræer, men der var også små boder og optræden af forskellige dansegrupper.

Vi afsluttede dagen ved at se geisha-distriktet Gion og Maruyama Park, hvor bl.a. Yasaka Templet ligger – men da jeg på egen hånd var tilbage om onsdagen, har jeg gemt billederne og beskrivelsen til onsdag.

Mandag d. 2. april 2018

Denne dag havde vi en stille og rolig dag, hvis eneste plan var at tage til Fushimi Inari Templet i Kyotos sydlige del. Templet er kendt for sine tusindevis af torii porte, som slynger sig hele vejen op ad bjerget – og for at være stedet, hvor de lokale japanere viser kæresten frem, særligt i sakura-perioden. Ved templets indgang, nederst på bjerget, var der derfor fyldt med både japanere og turister – og jo længere man kom op, jo mere afstand var der mellem både folk og torii portene. Det var en smuk gåtur og oppe på ruten kom vi forbi forskellige udsigtspunkter.

Tirsdag d. 3. april 2018

Vi startede dagen med en hurtig tur oppe i Kyoto Tårnet, som med sine 131 meter er Kyotos højeste bygning. Der er en god udsigt over byen og man kan se mere end fra Kyoto Stations udsigtspunkter – men alligevel var det nu et ret hurtigt besøg.

Herefter gik vi videre til Toji Templet, som med sin 5 etagers pagode er et historisk vartegn i Kyoto og også er med på UNESCO’s verdensarvsliste. Toji Templet har også et fint grønt område, hvor vi længe sad og nød det gode vejr med udsigt til pagoden.

Efter at have besøgt Toji Templet og spist frokost tog vi bussen til Kyotos nordlige del, hvor vi skulle besøge endnu et tempel på UNESCO’s verdensarvsliste: Det Gyldne Tempel. Vi havde læst os frem til, at det skulle være bedst at besøge lige inden lukketid, da solen så står rigtigt på templet. Og hold op, hvor var det smukt!

Onsdag d. 4. april 2018

Om formiddagen gik vi en tur langs Kamo-floden, og senere på dagen gik vi også tur på Filosofstien, som løber langs en kanal og er kendt for også at være et af det gode steder i Kyoto at se blomstrende kirsebærtræer.

Bortset fra de to gåture, så stod dagen i geisha’ernes tegn. Vi havde nemlig bestilt billetter til Miyako Odori, som er geisha’ernes traditionelle forårsoptræden i anledning af sakura. I forestillingen optræder både geisha’er og maiko’er (maiko’er er under oplæring til at blive geisha’er).

Forestillingerne varierer fra år til år, men årets forestilling var bygget op om de fire årstider – med historier fra vinter, forår, sommer og efterår. Vi valgte at tilkøbe audioguide – og det var vi ret glade for, da vi så fik en anden forståelse for historierne på scenen.

Vi havde købt billetter med te-cermoni inden forestillingen (fordi det var dem, der var ledige), men selve te-cermonien var ikke så fantastisk: Det var bare en stor sal med turister, der fik serveret macha-te, imens der sad nogle geisha’er på en lille scene.

Min kæreste følte sig desværre ikke helt frisk, så sen eftermiddag / aften tog jeg alene tilbage til geisha-distriktet Gion.

Første gang vi havde været der havde vi næsten kun set turister udklædt i kimino’er eller som geishaer – dog havde vi set en enkelt ægte geisha tage en taxa fra sceneindgangen til Gion Corner (men hun var ikke helt dresset op).

Denne gang var jeg derimod så heldig at se ægte geishaer to gange: Først en, som skyndte sig til Gion Corner lige før forestillingerne skulle til at begynde. Og senere en, som stod og ventede længe på en taxa foran det, som jeg formoder var  hendes okiya (det hus, som geishaerne lever i så længe de arbejder som geishaer), da det var lige før aftensmadstid og dermed det tidspunkt, hvor geishaerne møder deres kunder.

Jeg sluttede med at gå en tur ind i  Maruyama Park. Både denne aften og søndag aften var der god stemning med mange madboder, men der var dog lidt færre mennesker nu – også fordi de flotte kirsebærtræer nu var ved at tabe de blomster, som stadigvæk havde været i fuldt flor få dage tidligere. Begge dage var var det kun lige begyndelsen af Maruyama Park, som blev set – og da Yasaka Templet ligger i denne del af parken kom jeg naturligvis også der forbi.

Læs mere om Japan

Dette indlæg er en del af en blogserie, hvor du kan  læse mere om Japan:

Skal du selv til Japan, vil jeg anbefale dig også at læse i Lonely Planet Japan – den indeholder meget mere information og mange flere idéer til, hvad man skal se, end det jeg – på baggrund af mine fire uger i Japan – kan komme ind på.

Japan – De Japanske Alper

Indeholder reklamelinks

Onsdag d. 28. marts 2018

Efter nogle dage i Tokyo tog vi Shinkansen videre mod De Japanske Alper. Vi startede allerede om morgenen med at tage til Nagano, hvor vi skiftede til et lokalt tog til Yamanouchi.

I Yamanouchi skulle vi se Jigokudani Monkey Park, der – helt unikt – er et sted, hvor sneaberne bader i de varme kilder, der naturligt er i området. Det var muligt at komme ret tæt på aberne, men da foråret og sakura var kommet tidligt, var al sneen allerede væk, og sneaberne syntes, at det var for varmt, at bade i de varme kilder. Vi havde ellers bevist lagt besøget tidligt på vores rundrejse, for andre år er der stadigvæk sne i De Japanske Alper i marts måned. Heldigvis var det en ret fin tur til Jigokudani Monkey Park alligevel, da det var sjovt at se aberne interagere med hinanden. Aberne lever i det fri, men holder sig indenfor Jigokudani Monkey Park området, fordi de her bliver fodret – og vi var så heldige at være der til fodringstid, hvor der kom aber i alle størrelser løbende ned fra bjergene for at få mad.

Derudover var vi rigtig glade for, at vi i Yamanouchi havde valgt at bo på Aburaya Tousen, hvor vi fik den fineste service. Det var også et af de dyrere steder, som vi boede på – men det var alle pengene værd!

Vi havde valgt at bo på et japansk værelse, hvor der ikke er normale senge, men futon-madrasser, som de gør klar imens man spiser aftensmad. Da vi blev vist til værelset lå der origami-papir klar til os, så vi kunne prøve udfordringen med at folde en trane – noget vi straks kastede os over med stor iver, selvom det var lidt svært ud fra de små tegninger, der var på instruktionen. Derudover var der på værelset en traditionel yukata (minder om en kimono, men har bare et lettere bælte end de traditionelle japanske kimonoer) klar til os, så vi kunne være “rigtigt japanske”. I virkeligheden havde mange af de hoteller, som vi boede på, yukataer – men her var de i almindelig japansk stil og ikke med hotellogo på.

Middagen på Aburaya Tousen var en af de bedste mad-oplevelser, som vi havde i Japan – med flere rigtig gode retter indeholdene alt lige fra sashimi (sushi) til det udsøgte wagyu-kød.  Vi fik servering i vores eget rum med vores “egen” tjener, og under middagen kom den kvindelige ejer også forbi for at hilse på os.

Efter middagen gik vi op for at se på Aburaya Tousen’s eget onsen-område. Onsen er naturlige varme kilder, som japanerne udnytter til spaoplevelser. De fleste steder er det opdelt i henholdsvis en kvinde-onsen og en mande-onsen (eller med bestemte tidsrum for hvert køn), da man skal være nøgen. Men på Aburaya Tousen var der også en privat onsen, som vi bookede tid til, for at min kæreste og jeg kunne få en fælles oplevelse ud af det. Og det er altså en god oplevelse, at sidde i spa’en med vand fra naturlige varme kilder på toppen af Aburaya Tousen – ude i den fri luft og med udsigt til bjergene.

Torsdag d. 29. marts 2018

Efter en god morgenmad på Aburaya Tousen, tjekkede vi ud og fik en gratis lift til stationen af vores tjener fra i går – imens den kvindelige ejer vinkede farvel.

Vi tog toget til Nagano, hvor vi fandt en bagageboks til vores store bagage, inden vi tog toget videre til Matsumoto.

Matsumoto er primært kendt for at have en af Japans historisk set vigtigste borge – og vores primære formål med turen var netop at se Matsumoto Borgen (og det viste sig da også, at der ikke var så meget andet, som vi gerne ville se i den by).

Det var første gang vi så en japansk borg, og det var faktisk meget interessant. Også fordi der inde i borgen var en fin udstilling, som fortalte om krigshistorie, levevilkårene dengang,hvordan borgen blev brugt og tankerne bag borgens opbygning.

Efter besøget på Matsumoto Borgen tog vi toget tilbage til Nagano, hentede vores baggage og tog Shinkansen videre til Kanazawa, hvor vi overnattede.

Fredag d. 30. marts 2018

Fredagen stod på en tur til borgen i Kanazawa . Indenfor borgmurene var det muligt at få en kort gratis rundvisning af en af de frivillige, der var tilknyttet Kanazawa Borgen. Så vi fik en rundtur, hvor vi fik fortalt lidt grundlæggende om borgen og hvordan den var bygget. Vi gik derefter selv til den (tidligere private) have inden for borgmurene: Gyokuseninmaru Garden. Det var den første japanske have, som vi så på vores rundtur, og vi brugte derfor lidt tid på at nyde en gåtur rundt i haven. Efter at have set det vi ville udenfor, betalte vi billet for også at se Kanazawa Borgen indefra. Den var blevet renoveret for nyligt, så træet var helt nyt, og udtrykket var derfor noget anderledes end den gamle borg i Matsumoto. Under renoveringen havde de i høj grad brugt de samme byggeteknikker, som oprindeligt var blevet brugt, og indenfor kunne man derfor se eksempler på, hvilken teknik de f.eks. brugte for at jordskælvsikre borgen. Bortset fra det var borgens indre dog mest tomme rum.

Efter at have set borgen gik vi via Ishikawa Porten over broen mod Kenrokuen Garden, som er klassificeret som en af Japans 3 bedste anlagte haver. Mellem Kanazawa Borgen og Kenrokuen Garden lå der (selvfølgelig) lige en gade med sovenirbutikker, isbutikker og alt muligt “godt” til turister. Her kunne vi se, hvordan det i Kanazawa var populært at købe is (softice) med guld på – vi købte det ikke selv, men – som det er meget normalt i Japan – kunne vi ved hver butik se plastikudgaver af isen (og det er ikke bare is, der findes i plastik – næ, alt det mad, som restauranter, caféer mv. sælger er ofte vist i plastikudgave i vinduet).

Kenrokuen Garden var – forventeligt nok – en meget smuk have. Og samtidigt lærte vi også noget nyt: Mange af de blomstrene kirsebærtræer i haven, var i virkeligheden ikke kirsebærtræer, men blommetræer. Men det gjorde ikke så meget, for det var stadigvæk smuk sakura-stemning. Og vi endte med at bruge en del tid i haven – og gik faktisk først kort tid før det ville blive mørkt.

Efter Kenrokuen Garden fandt vi et sted at spise i nærheden af Higashi Chaya District, som er Kanazawa’s geisha-distrikt – et af de steder, hvor der stadigvæk findes aktive geisha’er udenfor Kyoto. Faktisk har Kanazawa også bevaret et godt samurai-miljø, men det fik vi desværre ikke set – selvom jeg synes, at det kunne være sjovt at opleve, så havde jeg mere brug for en rolig dag, og min kæreste behøvede det ikke, så det blev nedprioriteret.

Det var hyggeligt at gå igennem Higashi Chaya District med de gamle  træhusene, men der var ikke meget liv så sent på aftenen- kun da vi så en masse turister komme ud fra det sted, hvor man kan se geisha-show. Uanset hvad var det en hyggelig gåtur hjem til hotellet.

Lørdag d. 31. marts 2018

Lørdag formiddag brugte vi i Kanazawa, inden vi omkring frokoststid tog videre mod Kyoto.

Vores eneste mål inden vi tog af sted var at se Omicho Market – Kanawasa’s største marked for friske fisk, kød, grøntsager, frugt og blomster.

Læs mere om Japan

Dette indlæg er en del af en blogserie, hvor du kan  læse mere om Japan:

Skal du selv til Japan, vil jeg anbefale dig også at læse i Lonely Planet Japan – den indeholder meget mere information og mange flere idéer til, hvad man skal se, end det jeg – på baggrund af mine fire uger i Japan – kan komme ind på.

Japan – Tokyo

Indeholder reklamelinks

Tokyo – knudepunktet for vores rejse

Når man skal til Japan fra Danmark af, er det ofte enten Tokyo eller Kyoto, som man vælger at flyve til. Som du kan se af vores rejseplan, så brugte vi Tokyo som knudepunkt for vores rejse: Det var her vi fløj til, det var her vi kom tilbage til for at flyve til Okinawa og det var her, at vi fløj tilbage til Danmark fra.

Tokyo er Japans hovedstad og er med sine næsten 14 mio. indbyggere i byen (38 mio. indbyggere i regionen, som også inkluderer forstæderne) en japansk metropol.

Vi havde inden vi tog af sted hørt fra andre, at man sagtens kan bruge omkring 4 dage i Tokyo (mod i hvert fald 5 dage i Kyoto – den kulturelle hovedstad). Og det havde vi selvfølgelig planlagt ud fra – med fire hele dage til at starte med (inklusive ankomstdag, hvor vi landede kl. 9) og så en enkelt hel dag senere på rejsen. Imidlertid kom vi sent i gang med at se Tokyo, den dag vi landede, og derfor skyndte vi os nok lidt de næste tre dage (også for at ignorere jetlagen) i starten. Men vi nåede jo alt det vi ville, så da vi kom tilbage til den sidste dag i Tokyo, kunne vi tage en helt rolig dag.

Søndag d. 25. marts 2018

Som jeg netop skrev, så kom vi senere i gang med at se Tokyo, end vi havde troet. Det tog tid at komme igennem lufthavnen. Det tog tid at leje internet og at få det til at virke. Det tog tid at aktivere vores Japan Rail Pass og at købe Suica-kortet til Tokyos øvrige transport. Det tog også tid at komme fra lufthavnen og hen til vores hotel (det tager knapt en time med JR’s Narita Express at komme fra lufthavnen til Tokyo Station – og derfra skulle vi videre til vores hotel). Det tog tid at tjekke ind på hotellet. Og da vi endelig kom frem havde vi brug for at slappe lidt af efter den lange rejse.

Det var derfor sen eftermiddag, da vi endelig var klar til at tage ud i byen – og vi blev ret hurtige enige om, hvad vi gerne ville: Kirsebærtræerne havde været lidt tidligt på den og var netop sprunget 1-2 dage før, så selvfølgelig skulle vi opleve sakura i en park!

Vi valgte at tage til Ueno Park i Shitamachi (downtown Tokyo), som er den park, hvor mange af museerne er samlet. Samtidigt er det også en af de meget populære parker, at opleve sakura. Ueno Park har en hel allé med kirsebærtræer, der er meget populær – og meget fyldt af mennesker. Og mange af de lokale indbyggere mødes i sakura-perioden til picnic i Ueno Park, hvor de sidder i store grupper på blå presenninger under de blomstrende kirsebærtræer – og denne lørdag eftermiddag/aften var ingen undtagelse. Derudover var der nede ved søen – på vejen ud mod templet – et street food marked, som også tiltrak mange mennesker. Så der var godt fyldt med mennesker – men det var smukt at opleve de blomstrende kirsebærtræer!

  • Photo by Louise Schadegg
Mandag d. 26. marts 2018

Mandag morgen tog vi igen mod Shitamachi. Vi togtoget til Asakusa og startede med en lille gåtur i en park langs floden. Derefter gik vi videre over til Sensoji-templet, og vi brugte noget tid på at se templet og de mange små forretninger omkring tempelområdet, inden vi fandt en ramen-restaurant til frokost. Det kan anbefales, at bruge lidt tid i området, selvom der er mange mennesker særligt på hovedstrøget.

Efter frokost gik vi til køkkengaden Kappabashi, hvor min kæreste gerne ville købe en god japansk kokkekniv, og hvor vi også fik købt rigtige spisepinde til at tage med hjem til Danmark.

Sent på eftermiddagen tog vi toget mod Skytree, som er et af verdens højeste udsigtspunkter. Vi ankom da det stadigvæk var lyst, og gik igen da det var blevet mørkt – for vi havde timet det med, at se solnedgangen over Tokyo derfra. Og som en lille bonus, så kunne vi se vores første glimt af Fuji i horisonten – men det var kun da solen gik ned, at vi var så heldige.

  • Photo by Louise Schadegg
Tirsdag d. 27. marts 2018

Dette var en lang dag, der der var mange ting, som vi gerne ville nå at se, inden vi dagen efter skulle rejse videre mod de japanske alper.

Vi startede med at tage til Tokyo Station, hvorfra vi gik over mod Kejserpaladset. Normalt er det indre palads-område lukket for offentligheden, men få gange om året kan man få et glimt af paladset – og vi var i Tokyo lige på det rette tidspunkt. Det er noget af et tilløbsstykke for både japanere og turister, så sammen med flere tusinde andre besøgende kom vi gennem security og videre ind på området – og selvom køen så både lang og bred ud, da vi ankom, så gik det faktisk forholdsvist hurtigt, at komme ind på området. Det var egentlig ikke fordi, der var så meget at se derinde – man kunne virkelig kun se “et glimt” af paladset, da det sidste stykke af indkørselen var spærret af. Men alligevel var vi enige om, at det havde været sjovt at være med til noget, som er så stort for japanerne selv – og så var der jo heldigvis flotte kirsebærtræer i blomst på ruten også.

Efter at have set det indre paladsområde, så gik vi videre ind i Kejserpaladsets Østhave Ninomaru, som er åben for offentligheden, og derfra videre ind i parken Kitanomaru. Området omkring Kejserpladset skulle også være et af de gode steder, for at se kirsebærtræer i blomst- og særligt da vi efter vores besøg i Kitanomaru gik langs den østlige del af voldgraven, blev vi impornerede over synet! Hele vejen langs vandet var der blomstrene kirsebærtræer –  og man gik på en sti med blomstrene kirsebærtræer på begge sider, og med udsigt til alle de japanere (og turister), der havde inviteret kæresten med ud på en sejltur på voldgraven. Det var så smukt! Selvom der – selv på en tirsdag omkring middagstid – var mange mennesker i anledning af Sakura.

  • Photo by Louise Schadegg

Om eftermiddagen/aftenen  udforskede vi nogle af områderne langs Yamanote-linjen (Tokyos ringbane).

Vi stoppede ved Meguro fordi kirsebærtræerne langs Meguro-floden også skulle være flotte. Men efter at have set på blomstrene kirsebærtræer flere andre steder, så var vi ikke så imponerede over synet ved Meguro-floden, så vi var hurtigt videre.

Derefter tog vi videre op mod Shibuya, hvor vi først så den meget populære statue af hunden Hachiko. Den rigtige hund Hachiko havde 1920’erne/1930’erne trofast ventet på sin afdøde herre på samme sted, og var derfor blevet et mødested for japanerne (ligesom vi i Danmark f.eks. mødes “Under Uret” på Københavns Hovedbanegård). Da Hachiko døde opførte de lokale derfor statuen, og Hachiko er derfor stadigvæk et mødested for japanerene.

Det egentlige formål med at tage til Shibuya var imidlertid, at se det meget berømte Shibuya-kryds, hvor de mange, mange fodgængere krydser vejene i alle retninger på én gang. Det var ret imponerende – også fordi de mange lysreklamer på bygningerne omkring Shibuya-krydset, er så meget større end f.eks. lysreklamerne på Piccadilly Circus i London.  Og samtidigt var det også her, at vi første gang så de populære Mario Kart ture køre forbi – vi tog ikke selv på en sådan tur, men det er festligt at se på de udklædte deltagere køre rundt. Da vi ikke skulle shoppe i området, tog vi hurtigt videre – men da det skulle være bedst at se krydset om aftenen og i skumringen, var vi kort tilbage senere på aftenen også (på vejen hjem til hotellet igen).

Efter Shibuya tog vi til Harajuku, hvor vi ville se gågaden Takeshita-dori, som er kendt for at være centrum for teenagekultur og -mode. Et sted, hvor vestlige sub-kulturer blandes med den japanske Kawaii-kultur (Kawaii betyder “cute” – eller på dansk: kær og nuttet). Det var en oplevelse, som var meget anderledes end hvad vi ellers så i Japan. Men vi er glade for at have set den side af Japan også – med tøj og kostumer (noget inspirereret af Cosplay-kulturen, hvor man bliver klædt ud og opfører sig som en bestemt karakter), de populære photo booths, musik, søde sager, Hello Kitty – og alt det, som hører til japansk teenagekultur.

Vores sidste stop på vores tur rundt langs Yamanote-linjen var Shinjuku, hvor vi gik en tur for at se Tokyos “centrum for alle byens centre”. Et område fyldt med lysreklamer, butikker og restauranter (bl.a. Robotrestauranten, som vi gik forbi men ikke ind på). Her skal man – ligesom mange andre steder i japanske storbyer – huske at kigge op. For butikkerne og restauranterne har ikke nødvendigvis facade i stueplan, men er fordelt på alle bygningens etager – og måske er det, du leder efter, placeret højere oppe eller måske i kælderplanet. Det er ikke usædvanligt.

Fredag d. 13. april 2018

Efter at have rejst 2½ uge rundt på Japans hovedø Honshu kom vi tilbage til Tokyo for en enkelt dag, inden vi rejste mod de japanske Okinawa-øer. Det var helt rart at være tilbage ved noget “velkendt” efter nogle uger med nye indtryk (vi boede samme sted som første gang i Tokyo).

Vi besluttede os for at tage en stille og rolig dag, da vi egentlig allerede havde set meget af det, som vi gerne ville i Tokyo. Vi overvejede lidt, om vi skulle se Tokyo’s berømte fiskemarked, men da vi allerede havde set et godt fiskemarked på vores rundtur, så valgte vi det hurtigt fra.  I stedet besluttede vi os for, at se Akihabara-området, som bl.a. er kendt for dets mange elektronik-butikker, og at se Ueno Park igen.

Ueno Park var som forandret. Sidst vi var der, var der fyldt med blomstrene kirsebærtræer – og nu var de hvide / svagt lyserøde blomster faldet af, og erstattet af grønne blade. Menneskemængden i Ueno Park var også væsentligt mindre, nu hvor sakura var ovre – og måske gjorde det også en forskel, at vi kom tilbage på en hverdag, hvor vi første gang havde set parken på en søndag.

Akihabara var en oplevelse på mange planer. Ja, der var de forventede elektronik-butikker og – som sædvanligt – mange lysreklamer og butikker i flere etager. Men hvad vi ikke lige havde læst var, at Akihabara nu også er blevet centrum for Tokyos fans af anime og manga (japansk tegneserie-og tegnefilmkultur). Og vi fik os virkelig nogle anderledes oplevelser i Akihabara.

Vi havde f.eks. hørt om, at der findes ugle- og kattecaféer, hvor man køber adgang for at klappe dyrene. Og selvom jeg havde set et skilt til en kattecafé i Tokyo’s Harajuku-område, så blev vi i Akihabara mødt af en pige med en ugle på armen, som fik os til rent faktisk at besøge den uglecafé, som hun arbejde for.  Jeg ved ærligt talt ikke helt, hvad jeg skal sige til oplevelsen – det var SÅ anderledes end noget du kan finde herhjemme, og derfor var det interessant at opleve, men samtidigt så synes jeg ikke helt, at jeg havde lyst til at støtte fangenskab af ugler på den måde. Af en eller anden grund bliver jeg mindre påvirket af tanken om kattecaféer, da katte jo er husdyr og der også findes indekatte herhjemme – men uglerne er jo rovdyr, som har brug for luft under vingerne, og det kan man ikke sige, at de får på uglecaféen. Anderledes var det i hvert fald.

I Akihabaras gader findes der også mange maid caféer (hvor Cosplayer-personalet agerer tjenestefolk for kunderne) og idol caféer (hvor mere eller mindre kendte japanske idoler – ofte pigegrupper, der synger og danser – optræder på små scener). Vi endte på en idol café, hvor vi fik at vide, at et bestemt antal minutter var inkluderet i entreprisen, og at pigegruppen snart ville starte deres optræden. Vi troede så, at det faste antal minutter måske var timet med, at vi også fik at vide, at der var tre sæt i pigegruppens optræden – men nej, efter de første  to sæt var der stadigvæk god tid tilbage, og tredje sæt (som vi synes var mindst interessant) viste sig at vare længere end troet, og vi fik derfor lov til at betale for ekstra minutter. Det var nu sjovt nok, at prøve at opleve – selvom det var lidt underligt, som min kæreste bemærkede, at rummet primært var fyldt med middelaldrene japanske mænd, der så på teenage-pigegruppen optræde (jeg var i starten den eneste kvinde blandt publikummet – senere kom to japanske kvinder til, men de så ud til at høre til et selskab af forretningsmænd).

Læs mere om Japan

Dette indlæg er en del af en blogserie, hvor du kan  læse mere om Japan:

Skal du selv til Japan, vil jeg anbefale dig også at læse i Lonely Planet Japan – den indeholder meget mere information og mange flere idéer til, hvad man skal se, end det jeg – på baggrund af mine fire uger i Japan – kan komme ind på.