Nytår – drømme og mål

På vej ind i et nyt år

Julen er veloverstået, og frem til det nye år har jeg ferie. Selvom jeg aldrig har været typen, der laver et nytårsfortsæt, så har jeg i denne ferie tænkt meget over drømme og mål. Gjort status over hvor jeg er, og hvor jeg gerne vil hen.

Min perfekte dag

For nogle måneder siden lavede jeg sammen med en netværksgruppe, som jeg er med i, en øvelse over “Den perfekte dag”. En øvelse, hvor jeg – ligesom de andre i gruppen – skulle reflektere over, hvordan min perfekte dag ville se ud: Hvad ville den indeholde, hvor lang tid ville jeg bruge på hver enkelt ting, og hvordan skulle tiden fordeles mellem alene tid, familietid og social tid med andre end den nærmeste familie.

Og jeg kan lige så godt indrømme det: Min perfekte dag så noget anderledes, og noget mere afslappet ud end min nuværende hverdag. Og måske med rette, for jeg er på mange måder stadigvæk et sted i livet, hvor jeg er ved at lægge fundamentet for fremtiden. Og hvis jeg får lagt det rigtige fundament, så kan min perfekte dag blive til virkelighed en dag – og forhåbentlig noget før jeg når den officielle pensionsalder.

Goal Mapping

Jeg har ikke kun tænkt meget over min “Perfekte Dag”, men også over at lave et nyt Goal Map. Det Goal Map, som jeg lavede tilbage i 2014, havde deadline her i 2018, og selvom jeg sjældent har set på det, så tror jeg, at det har påvirket mig underbevidst. Jeg kan i hvert fald se, at jeg har opnået en stor del af de drømme og mål, som jeg dengang identificerede.

Mit primære mål dengang var, at opnå balance i mit liv. Og jeg har da også fået en meget bedre balance i livet nu end dengang – men det er jo nok et område, som kræver kontinuerlig opmærksomhed, hvis balancen skal bibeholdes. I hvert fald kan jeg se, at det nu er nogle andre ting, som fylder og skaber uro i livet, end det var dengang.

Ud over det primære mål er det en del af Goal Mapping også at sætte 4 sekundære mål. Dengang i 2014 var mine sekundære mål at opnå 1) et trygt og stabilt kærlighedsforhold, 2) at stifte familie, 3) opleve verden og 4) at få en udviklende karriere. Dengang var jeg nemlig jobsøgende og single – og rejserne havde jeg lagt lidt på hylden, da jeg dels ikke havde det økonomiske overskud til rejser, og dels var blevet lidt træt af, at rejse alene ud i verden.

De sekundære mål har jeg egentlig haft ok succes med. Jeg har haft nogle spændende jobs siden 2014, og er glad for mit nuværende job. Og jeg er i det trygge og stabile kærlighedsforhold, som jeg ønskede. Min kæreste og jeg har ikke stiftet familie endnu – for selvom vi har kendt hinanden i over 2 år, så mangler vi at finde den bolig, som vi kan flytte sammen i, og derudover ved vi allerede nu, at vi skal i fertilitetsbehandling for overhovedet at kunne få børn. Til gengæld har vi fået rejst en del sammen – både på vores drømmerejse til Japan, men også på mindre ture f.eks. den til London.

Så på mange måder er det gået mig godt siden 2014, men det er også på tide at sætte ord på nogle af de nye drømme og mål, der skal fylde de næste år af mit liv.

Hvad fremtiden byder på

Jeg har besluttet mig for, at følge opskriften på Goal Mapping igen for at sætte mig mål for fremtiden også. Det kan godt være, at jeg igen ikke får set så meget på papirerne, men det gør heller ikke så meget, hvis bare det, at få sat ord (og tegninger) på, kan gøre en positiv forskel for underbevisthedens arbejde mod målet.

Jeg er endnu ikke færdig med at drømme – og på baggrund af disse drømme sætte målene. Men jeg er i gang med tankerne, og håbet er, at jeg får lavet mit Goal Map inden ferien er omme.

Nogle drømme kender jeg dog allerede: Min kæreste og jeg vil gerne flytte sammen i en fælles bolig. Vi vil gerne giftes. Og vi vil gerne have børn sammen.

Det er meget de private drømme, der fylder i tankerne lige nu. Måske fordi jeg er på rette hylde med jobbet lige nu, og økonomien ser fornuftig ud. Men samtidigt skal de private drømme ikke optage alle pladserne for mine mål i den kommende periode.

Jeg vil gerne have yderligere fokus på minimalisme i mit liv – og helt lavpraktisk skal der også være plads til endnu en gang KonMari oprydning, når min kæreste og jeg på et tidspunkt rent faktisk flytter sammen (for vi har helt sikkert dobbelt op på de fleste nødvendige ting).

Derudover vil jeg fortsat gerne have et arbejde, som jeg synes er spændende. Og jeg vil også gerne have fokus på investering og komme skridtet videre mod finansiel uafhængighed. Men hvor finansiel uafhængighed måske i starten handlede meget om økonomisk tryghed for mig, så handler det nu også om, at finansiel uafhængighed kombineret med minimalisme på sigt kan give mig “Den perfekte dag”, som jeg ønsker mig.

Inspiration søges

Måske er der også flere ting, som skal med i mit Goal Map eller som en del af min perfekte dag, men som jeg endnu ikke har tænkt på. Måske vi kan inspirere hinanden? I kommentarerne er du i hvert fald meget velkommen til at dele dine drømme og mål – eller hvad din “Den perfekte dag” vil indeholde 🙂

Godt nytår!

 

 

 

 

Fertilitetstjek

Kender du Fertilitetsrådgivningen?

Som jeg fik afsløret i sidste uges indlæg, har min kæreste og jeg fundet ud af, at vi skal i reagensglasbehandling for at få børn. Ikke fordi vi har prøvet på at få børn endnu – så længe har vi ikke været sammen, og vi er endnu ikke flyttet sammen. Vi ved det, fordi vi har været forbi Fertilitetsrådgivningen.

Allerede for mange år siden, læste jeg om Fertilitetsrådgivningen på Rigshospitalet, hvor enlige og par kunne komme forbi, for at få tjekket fertiliteten. Jeg gerne ville vide, hvor min kæreste og jeg ville stå, når vi på et tidspunkt skulle til at tale om børn (og hvor lang tid vi havde at løbe på før jeg f.eks. løb tør for ægceller). Derfor fik jeg ret tidligt i forholdet overtalt min kæreste til, at vi skulle tage imod rådgivningstilbuddet.

Da jeg så undersøgte sagerne, kunne jeg se, at der i mellemtiden også var åbnet for fertilitetsrådgivning på Herlev Hospital. Og da Fertilitetsrådgivningen på Herlev Hospital havde kortest ventetid, endte vi med at bestille tid her.

Fertilitetsrådgivningen blev startet som led i et EU forskningsprojekt, som har til formål at begrænse barnløshed. Men det er altså også til glæde for alle os, som bare gerne vil have en status.

Hvordan foregik det?

Inden aftalen skulle både min kæreste og jeg udfylde nogle spørgeskemaer, og min kæreste skulle aflevere en sædprøve. Til selve aftalen skulle jeg måles og vejes  samt have en gynækologisk undersøgelse. Og så blev vi begge spurgt, om vi ville aflevere en blodprøve til forskningsprojektet. Efter undersøgelserne fik vi så rådgivning af en fertilitetslæge.

Da vores resultater viste, at vi højst sandsynlig kun kan få børn ved hjælp af reagensglasbehandling, rådgav lægen også om, at vi – når vi var parate til at få børn – skulle gå direkte til lægen og få en henvisning til fertilitetsbehandling. Derfor behøver vi ikke først at prøve i et år på at få børn, sådan som det ellers er reglen, for par i vores aldersgruppe.

Selvfølgelig er det i situationen en svær besked at få. Reagensglasbehandling kan være en rigtig hård omgang med hormonkure og ægudtagning. Men samtidigt var jeg glad for at vide besked.

Når jeg læste på nettet, kunne jeg læse mange historier om par, der først havde forsøgt i over et år, da de fik beskeden. Sikkert et større chok, når man allerede har prøvet så længe og håbet forgæves på en graviditet måned efter måned. Og når de så bagefter skulle vente yderligere et år på udredning og hjælp til reagensglasbehandling. Ventetiderne afhænger selvfølgelig af, hvilket hospital, man får en henvisning til – men i Region H er den ret lang for fertilitetsbehandling.

Der fik vi beskeden så tidligt i forholdet, at vi aldrig har prøvet at håbe forgæves og de månedlige skuffelser. Og når vi på et tidspunkt skal have børn, kan vi være forudseende og få henvisningen i god tid inden vi faktisk ønsker at gå i gang med projekt børn.

Hvis du endnu ikke har børn og også vil have vished, så kan jeg bestemt anbefale en tur forbi Fertilitetsrådgivningen. Der er fertilitetsrådgivning flere steder i landet.

 

 

Æg’te ulighed på International Women’s Day

Manglende ligestilling mellem mænd og kvinder

I dag er det International Women’s Day (på dansk: Kvindernes Kampdag). På de sociale medier og i nyhederne er der fokus på emnet ulighed mellem mænd og kvinder – i Danmark særligt med fokus på den manglende ligeløn, hvordan kvinder kommer bagud lønmæssigt efter barsel, og hvordan der mangler kvinder i ledelse.

Midt i alle disse gamle nyheder faldt jeg over en artikel, der skilte sig ud: Videnskab.dk  delte denne artikel om, hvordan danske kvinder ikke er ligestillet, når det gælder nedfrysning af æg.

I artiklen står bl.a. “Lovgivningen begrænser i dag opbevaringstiden af æg og embryoner til fem år, og man må kun bruge dem indtil kvinden fylder 46 år. Derimod er der intet til hinder for, at en 65-årig mand donerer sæd eller bruger sin allerede opbevarede sæd til at få børn med – har han sagt god for det, kan sæden endda bruges, efter han er død.”

I virkeligheden kendte jeg godt nok til lovgivningen, til at vide disse forskelle. Men med artiklen var det første gang, at det blev så åbenlyst for mig, at det også er et væsentligt ligestillings-problem.

Ja, faktisk er der flere uligheder, som hver især bør diskuteres i et samfund som Danmark:

Aldersgrænsen

Hvorfor er der i Danmark ingen aldersgrænse for mænd, når der er for kvinder? Det er ikke ligestilling!

Personligt synes jeg, det er fint, at som samfund regulerer, at der kommer et tidspunkt, hvor man er “for gammel” til at få hjælp til at få børn – ligesom der f.eks. også er aldersgrænser for adoption af børn. Men en sådan grænse bør da gælde for både mænd og kvinder!

Argumentationen er nok, at mænd på naturligvis kan blive fædre i en ældre alder end kvinder kan. Men nu hvor teknologien er her, kunne man jo omvendt argumenterer for, at kvinder lever længere end mænd, og derfor kan være der for børnene i flere år.

Opbevaringstiden af ægceller og sædsæller

Der er ingen grænse for opbevaringstiden af mændenes sædceller. Men for kvinders ægceller er der fastlagt en tidsgrænse på 5 år. En tidsgrænse, der ikke er medicinsk begrundet -og som ikke findes i mange af de lande som Danmark sammenligner sig med.

Således slutter Videnskab.dk’s artikel med disse ord “I modsætning til de spanske, britiske, amerikanske og svenske kvinder (samt de danske mænd), har danske kvinder således i dag ringe mulighed for at få deres arveanlæg i banken.”

Hvorfor er der i Danmark en tidsgrænse for kvinders ægceller, når der ikke er for mænds sædceller? Det er ikke ligestilling!

Der bliver i artiklen talt om ‘social freezing’ – altså det fænomen, hvor kvinder får frosset æg ned, fordi deres livssituation ikke er til et barn nu og her. Men ‘social freezing’ er åbenbart okay for mænd!

Og kan jo være mange gode grunde til, at man ønsker at få opbevaret æg- og sædceller.

Selv overvejede jeg det allerede som 24 årig, fordi jeg var ret bevidst om, at chancen for graviditet falder med kvindens alder. Jeg havde endnu ikke mødt Mr. Right og havde allerede dengang en klar idé om, at jeg som 30 årig ville få barn alene ved kunstig befrugtning, hvis jeg ikke havde mødt Mr. Right endnu (som 30 årig blev denne personlige tidsgrænse dog ændret til 35 år). Og nu hvor jeg har mødt min kæreste, har vi så fundet ud af, at vi skal i reagensglasbehandling for at få børn – og så ville 24 årige nedfrosne æg nok give os en bedre chance for graviditet end mine nu 33 årige æg (som kun når at blive ældre inden vi er kommet igennem ventelisten til fertilitetsbehandling og rent faktisk lykkes med en graviditet – og så skal vi igennem det hele igen, hvis vi skal have mere end et barn). Og uanset hvad, så ville mine 24 årig æg jo – efter den nuværende lovgivning – være blevet destrueret allerede da jeg blev 29 år gammel, så derfor fik jeg aldrig udtaget nogen.

Der kan jo også være andre medicinske grunde til, at man skal have opbevaret sine æg- og sædceller. Jeg kender f.eks. mænd, der tidligt i livet har haft kræft, og hvor de som ren rutine har fået nedfrosset sæd. Og kvinder kan jo også rammes af sygdomme, hvor nedfrysning af æg kan være den eneste mulighed for senere at blive biologisk mor. Her åbner lovgivningen dog op for, at den ansvarlige læge kan forlænge 5 års fristen ind til kvinden fylder 46 år – men det er en undtagelse, som kræver en læges beslutning.

Muligheden for  brug i andre lande

Videnskab.dk’s artikel skriver også om, hvordan “Ønsket om at kontrollere æg betød, at de heller ikke måtte forlade landet, alt imens salget af sæd efterhånden blev til en national eksportsucces.”

Og det er vel og mærke ikke kun i forbindelse med eksport foretaget af sædklinikker og fertilitetsklinikker. Linket i citatet henviser til en afgørelse, hvor en dansk kvinde, der var flyttet til udlandet, ikke måtte få sine egne nedfrosne æg med til sit nye hjemland!

Hvorfor er der denne forskel på mænds sædceller og kvinders ægceller? Det er ikke ligestilling!