Boligkøb – hvor starter man?

Drømmen om hus med have

Jeg har længe drømt om, at købe en ny bolig med plads til familieliv og med grønne områder i nærheden. Derfor  har jeg igennem mange år fulgt med på boligmarkedet . Og jeg har faktisk også været så langt, at jeg har været i banken omkring nogle boliger. Selvom jeg hver gang har fået ok til økonomien, har jeg – af forskellige årsager – ikke afgivet nogen købstilbud. De første gange fordi jeg alligevel ikke var sikker på, at det var det rigtige tidspunk for mig at flytte (jeg boede jo faktisk ok i min andelsbolig – og hvorfor så sætte sig dyrere, når man i stedet kunne bo billigt og spare op til at undgå bankens boliglån). Og senere fordi jeg mødte min kæreste og hellere lige ville vente til at finde noget med ham.

Ikke destro mindre er jeg efterhånden en ret habil boligsøger, og måske nogle af jer, kan bruge mine erfaringer – og faktisk er det nu sikkert og vist, at min kæreste og jeg har besluttet os for at købe bolig sammen indenfor det næste år. Derfor vil jeg skrive nogle blogindlæg om køb af bolig. Denne gang vil jeg først skrive en smule om at kende sin motivation og sit behov, men derefter fokuserer jeg på  noget rigtigt vigtig: at få styr på den økonomiske side, så man ved hvor dyre huse man kan tillade sig at se efter:

Motivation og behov

Motivationen for at begynde at se på bolig er meget forskellig. For mig handlede  om, at komme ud af byen og ud til “noget med have” i en forstad – og jeg er sikker på, at det for mange også “bare” starter med en drøm om noget nyt eller anderledes end det, som man har. Og for rigtig mange andre er det livsbegivenheder, der skaber motivationen – såsom at flytte hjemmefra eller at man bliver flere eller færre i familien.

Motivationen hænger dog tæt sammen med behovet: Hvor vil man bo – i forhold til arbejde, familie og venner? Vil man bo på en landejendom, i et hus, i et rækkehus eller i en lejlighed? Skal det være nyt eller må det gerne kræve lidt renovering? Hvor stor skal boligen være (hvis man kan få råd til det)? Er det vigtigt at alle har sit eget værelse, eller vil man gerne bo tættere sammen? Skal der være store udearealer eller helst ingen have?

Jeg tror de fleste helt automatisk, gør sig tanker om motivationen og behovet, men det er ikke det eneste, man bør have styr på, før man går alt for godt i gang med boligsøgningen.

Økonomien

Boligkøb er ofte den dyreste udgift, som man kommer til at have i sit liv. Et boligkøb koster jo ikke kun købesummen, men kommer med en række yderligere udgifter:

  • Tinglysningsafgifter (og ikke bare en men flere – for der er både tinglysning selve købet og tinglysning af lån i boligen),
  • Rådgiversalærer,
  • Omkostninger ved optagelse af lån i boligen (realkreditlån og for den sidste del boliglån),
  • Ejerskifteforsikring, og
  • Andre engangsbeløb der relaterer sig til boligkøbet f.eks. flytteomkostninger.

Dertil kommer alle de løbende udgifter, der ændrer sig, når man køber bolig:

  • De årlige omkostninger til realkreditlånet og boliglånet,
  • Ejendomsskatten og ejendomsværdiskatten,
  • Husforsikring,
  • Udgifter til (grund)ejerforeningen,
  • Kommuneskatten (hvis du flytter kommune),
  • Vedligeholdelsesudgifter til boligen,
  • Renovationsafgifter for affaldshåndtering,
  • Omkostninger ved forbrug af el, vand og varme, og
  • Alle mulige andre udgifter der ændrer sig (f.eks. kan hvor du bor påvirke, hvilke muligheder du har for køb af internet og fjernsynspakker, ligesom  f.eks. udgifter til pasning af børn, madordning til ældre mv. kan være forskellig fra kommune til kommune).

Ja, jeg ved faktisk ikke en gang om jeg har fået det hele med – for selvom jeg er begyndt på boligkøbs-processen, så har jeg endnu ikke købt en ny bolig. Og det er mange år siden, at jeg sidst flyttede (ja, faktisk har jeg boet i min “studielejlighed” i over 10 år nu).

Banken og realkreditinstituttets krav

Det jeg til gengæld ved, er at det er meget vigtigt, at tage et indledende møde med sin bank, for at få hjælp til at danne et overblik over, hvor meget man kan købe for.

Banker og realkreditinstitutterne er bundet af en hel del love, bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger, som har betydning for, hvor meget man som boligkøber kan få lov til at låne – og hvordan lånet skal være fordelt mellem realkreditlån og boliglån. For at leve op til alle disse regler, stiller bankerne og realkreditinstitutterne en række begrænsninger op for boligkøberes muligheder for at optage lån:

Maksimal belåning

Vil man bo i en landejendom kan man f.eks. kun få realkreditlån op til 70 % af ejendommens værdi, hvorimod realkreditlånet kan være op til 80 % af ejendommens værdi ved huse, rækkehuse og lejligheder. Og i andelsboliger kan du slet ikke få lån i et realkreditinstitut, men kun et andelsboliglån i banken.

En boligkøber skal som udgangspunkt selv betale 5 % af købesummen for den faste ejendom. Man må ikke omgå disse bestemmelser f.eks. ved at pengeinstitutet  finansierer de sidste 5 % ved træk på en nyoprettet kassekredit. Der er dog ikke noget til hinder for, at boligkøberen vælger at fremskaffe udbetalingen på 5 % ved træk på en allerede oprettet kassekredit (som ikke er oprettet i forbindelse med boligkøbet) eller at boligkøberen låner sig til pengene fra f.eks. familie.

Det vil i særlige tilfælde være muligt at fravige udgangspunktet om, at en boligkøber skal kunne finansiere 5 % af købesummen, såfremt der er særlige omstændigheder, der gør at det alligevel vil være økonomisk forsvarligt for pengeinstituttet at yde lånet. F.eks. hvis en nyuddannet ikke har kunnet nå at spare pengene sammen, men på grund af sin nye lønindtægt har mulighed for at komme ned på en 95 % belåning indenfor 2-3 år.

Gældsfaktor

Derudover skal man som boligkøber være opmærksom på gældsfaktoren. Gældsfaktoren er boligkøberens samlede gæld sat i forhold til boligkøberens årlige bruttoindkomst. Hvor høj en gældsfaktor der er acceptabel varierer fra bank til bank eller realkreditinstitut til realkreditinstitut, men der er dog nogle fælles regler:

Hvis en husstand optager høj gæld på mere end fire gange husstandsindkomst og kommer over 60% i belåningsgrad, vil der være begrænsninger på hvilke realkredit- eller realkreditlignende boliglån, man kan få. Og såfremt boligen ligger i et vækstområde (det vil sige København, omegnskommunerne til København eller Aarhus), er der yderligere begrænsninger i forhold til hvilke lån, man kan få.

De fælles regler om gældsfaktor har – ligesom reglen om udbetaling – også nogle enkelte undtagelser f.eks. hvis en studerende har høj jobsikkerhed efter endt uddannelse, og gældsfaktoren derfor kan forventes at blive nedbragt efter endt uddannelse.

Rådighedsbeløb

Den tredje ting, der er vigtig at have styr på, er rådighedsbeløbet – det vil sige det beløb, som er tilbage efter alle faste udgifter er betalt.

I forhold til boligkøb har Finanstilsynet anbefaler følgende rådighedsbeløb:

  • 5.000-6.000 kr. om måneden for enlige
  • 8.500-10.000 kr. om måneden for samlevende par
  • Plus 2.500 kr. per barn

Såfremt  boligen ligger i et vækstområde (København, omegnskommunerne til København eller Aarhus) kan kravene til rådighedsbeløb dog være lidt højere, hvis man vælger variable lån, da banken / realkreditinstituttet skal sikre, at rådighedsbeløbet fortsat er tilstrækkeligt, hvis der kommer en rentestigning.

Det er op til hver enkelt bank / realkreditinstitut at fortolke anbefalingerne, og nogle steder vil de være mere rigide end andre steder. Hvis du igennem en længere periode kan dokumentere, at du lever for et lavere rådighedsbeløb, så vil nogle banker muligvis acceptere et lavere rådighedsbeløb fremover også. Og nogle banker vil sige, at man bør afsætte 2.500 kroner til det første barn, men at kan nøjes med 2.000 kroner for efterfølgende børn.

Kravene har stor betydning

Reglerne til bankerne og realkreditinstitutternes krav ændres med jævne mellemrum. Derfor er en samtale med banken ret oplysende – og det kan også være en god idé at tale med flere banker / realkreditinstitutter, samt eventuelt få en uvildig rådgiver på, da en forhandling af lånevilkårene kan have betydning for, hvordan resten af økonomien ser ud.

Et eksempel fra det virkelige liv

Selv var jeg f.eks. ude for, at jeg – før jeg mødte min kæreste – havde set på et lille rækkehus med have, som jeg var interesseret i. På grund af opsparing (bl.a. i min nuværende lejlighed) kunne jeg lægge ca. 25 % af købesummen kontant. Det betød jeg både levede op til 5 %-reglen og kunne undgå banklån ved siden af realkreditlånet. Jeg havde også en god løn, så kravet om rådighedsbeløbet var også opfyldt. Men på grund af gældsfaktoren (altså de resterende 75 % af købesummen, som skulle lånes, sammen med mine øvrige lån/lånemuligheder, sat overfor min årlige bruttoindtægt) kunne pengeinstituttet ikke umiddelbart godkende mig som køber. Det kunne dog forholdsvist nemt løses ved enten at sælge min andel inden købet eller ved at sløjfe en kassekredit, som jeg havde fået smidt i nakken af banken som studerende, men som jeg faktisk aldrig rigtigt havde brugt (ok, der var vist enkelte gange hvor jeg havde glemt at overføre penge fra min opsparingskonto til lønkontoen med kassekredit-rettigheden, men det var hurtigt gjort, når jeg opdagede det). Jeg synes, at det er et fint eksempel på, at man skal huske at se på både kontantbehovet og gældsfaktoren. Det var dog andre grunde der gjorde, at jeg alligevel ikke købte det lille rækkehus, og blev boende i min lejlighed.

 

KonMari – Papir

Indeholder reklamelinks

Sortering af papirer

Inden du går i gang med at sortere papirerne efter KonMari-metoden, vil jeg anbefale, at du læser mit indlæg KonMari – Før du starter, hvis du ikke allerede har læst det.

I følge KonMari-metoden er sortering af papirer noget anderledes end sorteringen af alt andet, som man ejer. Marie Kondo mener nemlig, at ALLE papirer som udgangspunkt skal smides ud!

“The basic rule for papers: Discard everything” – Marie Kondo

Dette betyder ikke, at alle papirer nødvendigvis skal smides ud lige nu, men at du skal sortere alle dine papirer med det udgangspunkt, at de – før eller siden – skal smides ud til papirgenbrug.

På den baggrund skal man kun beholde de papirer, der falder ind under en af følgende tre kategorier:

  1. Papirer, der skal håndteres nu.
  2. Papirer, der  bruges i en begrænset periode.
  3. Papirer, der skal gemmes.

Derudover er der papirer med affektionsværdi, der – som jeg tidligere har skrevet om – skal gemmes ind til du sorterer kategorien “Ting med affektionsværdi”.

Da jeg gennemgik mine egne papirbunker fik jeg også smidt langt det meste ud – og derudover gik en del papirer videre til bunken af ting med affektionsværdi (f.eks. nogle breve, nogle papirer fra mit skolearbejde og artikler om mit frivillige arbejde).

Her kan du se papirbunken før sortering  og bunken over, hvad jeg smed til papirgenbrug (efter at jeg havde makuleret personlige- og personfølsomme papirer):

   

Papirer, der skal håndteres nu

Papirer, der skal håndteres nu, er f.eks. regninger der skal betales, breve der skal besvares, reklamer/aviser der skal læses, og andre papirer der skal gøres noget ved.

Her anbefaler Marie Kondo, at du samler disse papirer i en “indbakke” (helst en tidskriftssamler eller et ringbind så papirerne står vertikalt i stedet for at blive lagt i en bunke). Og så gælder det ellers om, at holde indbakken så tom som muligt. Alt hvad der kan håndteres med det samme, bør håndteres med det samme. Få betalt regningerne, læst reklamerne/aviserne osv. så hurtigt som muligt – og smid papirerne så til papirgenbrug. Hvis du først får samlet for mange papirer, bliver de sværere at få gjort noget ved.

Papirer, der skal bruges i en begrænset periode

Papirer, der skal bruges i en begrænset periode, er f.eks. ugeplaner, årsplaner, invitationer til senere arrangementer, men også garantibeviser.

Ifølge KonMari-metoden skal du også sørge for at holde disse papirer samlet i en tidskriftssamler eller ringbind. Og derudover skal man huske, at smide ud efterhånden som papirerne ikke længere er relevante.

Særligt om garantibeviser

Marie Kondo mener, at man skal holde garantibeviser samlet i en enkelt gennemsigtigt plastikchartek – og så smide ud, hver gang nogle af dem er udløbet.

Personligt har jeg holdt fast i det system, som jeg brugte inden min KonMari-oprydning:

I Danmark har vi som forbrugere altid 2 års reklamationsret på de varer, som vi køber jf. Købeloven. Derfor gemmer jeg altid alle kvitteringer på tøj og ting, som jeg køber (medmindre de kun har begrænset værdi eller er en forbrugsvare som f.eks. plejeprodukter). Kvitteringerne gemmer jeg i en mappe, som har fire afsnit:

  1. Kvitteringer fra i år,
  2. Kvitteringer fra sidste år,
  3. Kvitteringer fra forrige år (for selvom nogle af dem ikke længere har reklamationsret, så behøver jeg kun at sortere ud ved årsskiftet); og
  4. Kvitteringer der skal gemmes i længere tid f.eks. på produkter med længere garanti end 2 år, varer  med tilknyttet reparationsordning (f.eks. min cykel, der har 10 års service med i købet) og ting, der var så dyre, at det kan være godt at gemme kvitteringen til forsikringen, hvis nu varen bliver stjålet eller går i stykker.
Papirer, der skal gemmes

Papirer der skal gemmes er f.eks. fødselsattest, eksamensbeviser og de kontrakter, som du har indgået vedrørende ansættelse, bolig, bank, forsikring og så videre.

Disse papirer skal man i følge KonMari-metoden  også  holde disse papirer samlet i en tidskriftssamler eller ringbind (i hvert fald så lang tid de er aktuelle). Derimod mener Marie Kondo ikke, at man skal bruge tid på at sortere dem – det vil bare være spild af tid, når papirerne alligevel bruges så sjældent.

Jeg har dog også her bibeholdt mit mere organiserede system, med en mappe til hvert emne.

Hvad så med disse papirer?

Lønsedler og kontoudskrifter

Lønsedler og kontoudskrifter findes efterhånden online f.eks. i eBoks. Men har man fysiske udskrifter, så kan de godt smides ud, når de har udfyldt deres formål.

I følge Marie Kondo er formålet med disse er, at du kan tjekke overbliksbilledet over din økonomi (hvad der er tjent / hvad der er brugt), og at SKAT skal kende dine aktiver og det du tjener. Derudover er der enkelte gange de skal bruges som dokumentation f.eks. banken beder om de tre seneste lønsedler, hvis man skal låne penge. Derefter er papirerne ikke længere relevante og kan smides ud.

Med min baggrund som jurist ser jeg dog også på, hvornår krav bliver forældet i Danmark jf. Forældelsesloven:

  • Udgangspunktet i dansk ret er, at krav forældes efter 3 år.
  • Krav opstået i ansættelsesforhold f.eks. lønkrav forældes efter 5 år.
  • Hvis kravet handler om erstatning udenfor kontrakt (og ikke vedrører personskade jf. nedenfor), fremgår af et gældsbrev, er registeret i værdipapircentralen, er skrifteligt anerkendt, fremgår at et forlig eller er fastslået af en domstol, så forældes de efter 10 år.
  • For krav vedrørende pengeforhold i pengeinstitutter og lignende  er forældelsesfristen 20 år regnet fra den seneste indsættelse, hævning, rentetilskrivning eller postering i øvrigt på kontoen.
  • Krav vedrørene erstatning eller godtgørelse for personskade forældes efter 30 år.
  • BEMÆRK: Fristerne kan afbrydes ved at kravet anerkendes eller ved at tage retslige skridt (f.eks. en fogedretssag), og de er derfor ikke absolutte.

Lønsedler gemmer jeg derfor i 5 år, og kontoudskrifter gemmer jeg indtil alle større krav er dokumenteret indfriet eller forældet. Heldigvis er de alle elektroniske nu – for de få som ikke var, har jeg scannet og lagt på eBoks – men nogle gange skal man jo også rydde op i ens digitale papir-samling.

Kursusmaterialer

Ifølge KonMari-metoden skal du smide alt ud. Du tager på kursus for at lære noget nyt – og enten tager du den nye lærdom i brug med det samme (og behøver så ikke materialet) eller også får du det aldrig brugt.

“I believe that hanging on to such materials actually prevents us from using what we’ve learned” – Marie Kondo

Skulle du senere få brug for at lære det igen, så anbefaler Marie Kondo, at du tager på et nyt kursus.

Brugsanvisninger

I følge Marie Kondo gemmer du kun brugsanvisningerne, fordi du føler dig forpligtiget til det. Du bruger dem faktisk ikke til noget – og derfor kan de lige så godt smides ud.

Dog er det okay, at gemme dem, som giver særlig glæde. Hvis du f.eks. går meget op i fotografi og derfor bliver klogere af at læse kameraets brugsanvisning, er det en brugsanvisning, som du kan gemme.

Breve, postkort fødselsdagskort og julekort 

I følge KonMari-metoden er formålet med et kort eller brev, at afsenderen viser betænksomhed eller blot sender en hilsen. Når formålet er fuldendt, kan du derfor give slip på det med taknemmelighed.

Du skal derfor kun beholde de hilsener, der giver en særlig gnist af glæde – og måske kan du endda sortere mere ud i dem, når du samler dem sammen med brevene, der er endt i bunken for “Ting med affektionsværdi”.

Organisering af de papirer, som jeg beholdte:

Som nævnt ovenfor, skal papirer ifølge KonMari-metoden holdes samlet i få, overskuelige tidskriftssamlere eller ringbind,  så papirerne står vertikalt i stedet for at blive lagt i en bunke.

Jeg har dog bibeholdt en del af det system, som jeg allerede havde – herunder mine “indbakker”, der ikke har papirerne vertikalt.

Her er mit skab med papirer efter KonMari-oprydningen:

På øverste hylde har jeg mit “indbakke”-system med tre indbakker: En til “skal håndteres nu”-papirerne, en til “skal bruges i en begrænset periode”-papirerne og en til de “gemmes”-papirer, som jeg ikke lige har fået sat i mappe endnu.

Ved siden af “indbakke”-systemet ligger en mappe med papirer, der skulle i et nyt ringbind (som jeg senere fik frigivet fra de frasorterede papirer – så mappen er væk nu).

På nederste hylde er min mappe med kvitteringer (som jeg nævnte ovenfor) og derudover mapperne med papirer, der skal gemmes.

Læs mere om KonMari-metoden

Dette indlæg er en del af en blogserie, hvor du kan  læse mere om KonMari-metoden:

Du kan også læse mere i en af Marie Kondos bøger. Jeg har læst både hendes første bog “The life-changing magic of tidying up” (på dansk: “Magisk Oprydning”) og hendes anden bog “Spark Joy” som biblioteksbøger. Den første bog er rigtig god til at introducere KonMari-metoden, men jeg synes, at hendes anden bog er mere praktisk anvendelig. Derfor endte jeg med, kun  at købe “Spark Joy”, da jeg ved, at det er den, som jeg vil vende tilbage til ved fremtidige KonMari-oprydninger. Du kan finde “Spark Joy” og Marie Kondos andre bøger her.

Æg’te ulighed på International Women’s Day

Manglende ligestilling mellem mænd og kvinder

I dag er det International Women’s Day (på dansk: Kvindernes Kampdag). På de sociale medier og i nyhederne er der fokus på emnet ulighed mellem mænd og kvinder – i Danmark særligt med fokus på den manglende ligeløn, hvordan kvinder kommer bagud lønmæssigt efter barsel, og hvordan der mangler kvinder i ledelse.

Midt i alle disse gamle nyheder faldt jeg over en artikel, der skilte sig ud: Videnskab.dk  delte denne artikel om, hvordan danske kvinder ikke er ligestillet, når det gælder nedfrysning af æg.

I artiklen står bl.a. “Lovgivningen begrænser i dag opbevaringstiden af æg og embryoner til fem år, og man må kun bruge dem indtil kvinden fylder 46 år. Derimod er der intet til hinder for, at en 65-årig mand donerer sæd eller bruger sin allerede opbevarede sæd til at få børn med – har han sagt god for det, kan sæden endda bruges, efter han er død.”

I virkeligheden kendte jeg godt nok til lovgivningen, til at vide disse forskelle. Men med artiklen var det første gang, at det blev så åbenlyst for mig, at det også er et væsentligt ligestillings-problem.

Ja, faktisk er der flere uligheder, som hver især bør diskuteres i et samfund som Danmark:

Aldersgrænsen

Hvorfor er der i Danmark ingen aldersgrænse for mænd, når der er for kvinder? Det er ikke ligestilling!

Personligt synes jeg, det er fint, at som samfund regulerer, at der kommer et tidspunkt, hvor man er “for gammel” til at få hjælp til at få børn – ligesom der f.eks. også er aldersgrænser for adoption af børn. Men en sådan grænse bør da gælde for både mænd og kvinder!

Argumentationen er nok, at mænd på naturligvis kan blive fædre i en ældre alder end kvinder kan. Men nu hvor teknologien er her, kunne man jo omvendt argumenterer for, at kvinder lever længere end mænd, og derfor kan være der for børnene i flere år.

Opbevaringstiden af ægceller og sædsæller

Der er ingen grænse for opbevaringstiden af mændenes sædceller. Men for kvinders ægceller er der fastlagt en tidsgrænse på 5 år. En tidsgrænse, der ikke er medicinsk begrundet -og som ikke findes i mange af de lande som Danmark sammenligner sig med.

Således slutter Videnskab.dk’s artikel med disse ord “I modsætning til de spanske, britiske, amerikanske og svenske kvinder (samt de danske mænd), har danske kvinder således i dag ringe mulighed for at få deres arveanlæg i banken.”

Hvorfor er der i Danmark en tidsgrænse for kvinders ægceller, når der ikke er for mænds sædceller? Det er ikke ligestilling!

Der bliver i artiklen talt om ‘social freezing’ – altså det fænomen, hvor kvinder får frosset æg ned, fordi deres livssituation ikke er til et barn nu og her. Men ‘social freezing’ er åbenbart okay for mænd!

Og kan jo være mange gode grunde til, at man ønsker at få opbevaret æg- og sædceller.

Selv overvejede jeg det allerede som 24 årig, fordi jeg var ret bevidst om, at chancen for graviditet falder med kvindens alder. Jeg havde endnu ikke mødt Mr. Right og havde allerede dengang en klar idé om, at jeg som 30 årig ville få barn alene ved kunstig befrugtning, hvis jeg ikke havde mødt Mr. Right endnu (som 30 årig blev denne personlige tidsgrænse dog ændret til 35 år). Og nu hvor jeg har mødt min kæreste, har vi så fundet ud af, at vi skal i reagensglasbehandling for at få børn – og så ville 24 årige nedfrosne æg nok give os en bedre chance for graviditet end mine nu 33 årige æg (som kun når at blive ældre inden vi er kommet igennem ventelisten til fertilitetsbehandling og rent faktisk lykkes med en graviditet – og så skal vi igennem det hele igen, hvis vi skal have mere end et barn). Og uanset hvad, så ville mine 24 årig æg jo – efter den nuværende lovgivning – være blevet destrueret allerede da jeg blev 29 år gammel, så derfor fik jeg aldrig udtaget nogen.

Der kan jo også være andre medicinske grunde til, at man skal have opbevaret sine æg- og sædceller. Jeg kender f.eks. mænd, der tidligt i livet har haft kræft, og hvor de som ren rutine har fået nedfrosset sæd. Og kvinder kan jo også rammes af sygdomme, hvor nedfrysning af æg kan være den eneste mulighed for senere at blive biologisk mor. Her åbner lovgivningen dog op for, at den ansvarlige læge kan forlænge 5 års fristen ind til kvinden fylder 46 år – men det er en undtagelse, som kræver en læges beslutning.

Muligheden for  brug i andre lande

Videnskab.dk’s artikel skriver også om, hvordan “Ønsket om at kontrollere æg betød, at de heller ikke måtte forlade landet, alt imens salget af sæd efterhånden blev til en national eksportsucces.”

Og det er vel og mærke ikke kun i forbindelse med eksport foretaget af sædklinikker og fertilitetsklinikker. Linket i citatet henviser til en afgørelse, hvor en dansk kvinde, der var flyttet til udlandet, ikke måtte få sine egne nedfrosne æg med til sit nye hjemland!

Hvorfor er der denne forskel på mænds sædceller og kvinders ægceller? Det er ikke ligestilling!