Vejen til finansiel uafhængighed – valg af uddannelse og job


Vælg uddannelse med hjertet

Jeg er af den klare opfattelse, at man skal vælge uddannelse med hjertet. Eller rettere: Man skal vælge ud fra, hvilke job, som man synes er spændende – for nogle gange kan et fag være kedeligt på uddannelsen, men ret så spændende, når man efter uddannelsen får lov til at arbejde med emnet i praksis.

Jeg valgte selv at læse jura, fordi jeg i rigtig mange år havde vidst, at jeg gerne ville i den retning – og fordi jeg i løbet af det sidste år af gymnasiet brugte tid på at undersøge om det reelt var så meget mig, som jeg troede ved f.eks. at besøge studiet og tale med jurastuderende. Jeg valgte det ikke fordi det er den vej, som man plejer at gå i min familie (tværtimod er jeg den eneste jurist i familien – bortset fra en yngre grankusine, som uafhængigt af mit valg valgte samme uddannelse). Og jeg valgte det heller ikke for at tjene en høj løn. Jeg valgte det på grund af interesse.

I løbet af studietiden så jeg rigtig mange falde fra – ja faktisk så mange, at flere af holdene var halveret efter 1. år på studiet, og derfor blev slået sammen. Størstedelen af dem, som faldt fra, havde ikke valgt studiet med hjertet. Nogle havde valgt uddannelsen fordi, det er en bred uddannelse, som man kan bruge til meget. Andre fordi de vidste, at man som jurist kan få en høj løn efter uddannelsen – særligt hvis man efteruddanner sig til advokat. Nogle valgte det fordi, det virkede rigtigt at følge i familiens fodspor. Og andre havde sikkert helt andre grunde til at vælge en uddannelse, som de – når alt kom til alt – ikke havde interesse for. Det er hårdt at komme igennem en uddannelse, som man ikke har interesse for. Det gælder ikke bare jura, men – vil jeg tro – de fleste andre uddannelser.

Uden interesse for faget er det svært at bevare motivationen. Ikke bare for uddannelsen, men også senere hen på jobmarkedet. Det er trods alt noget, som man skal bruge en ret så stor del af sine vågne timer på, og man går død, hvis man laver noget, som man ikke brænder for bare for “at tjene penge”. Selvfølgelig er der behov for, at man tjener penge. Men jeg tror, at man kommer længst i sin karriere ved at tjene penge på et job, som man brænder for og synes er sjovt.

En høj løn er ikke alt

Særligt i et land som Danmark, hvor skatten er så høj, og der er mindre forskel på højtlønnede og lavtlønnede end i andre lande, er der god mulighed for at vælge uddannelse og job efter interesse, og stadigvæk have en fornuftig mulighed for at søge finansiel uafhængighed. Selv i USA, hvor der er større ulighed, har en undersøgelse vist, at top tre professionerne blandt USA’s millionærer er 1) Ingeniør, 2) Revisor og 3) Lærer – ja, du læste rigtigt: Lærerne er på top tre over listen over de professioner millionærerne har, selvom de (også i USA) har noget mere beskedne lønninger end f.eks. læger og advokater, der ikke er nævnt på top tre listen.

Det er nemlig ikke kun ens løn, der er afgørende for, om man kan opnå finansiel uafhængighed. Har man flere interesser, kan man selvfølgelig godt skele til, hvilken vej der kan føre til den bedste jobsikkerhed og den bedste løn. Men når man taler om det første af de tre trin mod finansiel uafhængighed: At øge din indtægt, så er det ikke kun lønnen, der er afgørende. Som jeg skrev i sidste indlæg, udgør løn kun den ene fjerdedel af indkomstkvadranten, og det er den passive indtægt, som er nøglen til succes, hvis man ønsker finansiel uafhægighed.

Ikke destro mindre er det for mange mennesker lønindtægten, der skaber grundlaget for, at man senere – ved hjælp af investeringer – kan opnå en passiv indtægt. Og derfor vil jeg i de kommende indlæg fokusere lidt mere på jobsøgning og job. Det er den vej jeg selv kender bedst.


2 meninger om “Vejen til finansiel uafhængighed – valg af uddannelse og job”

  1. Hej Louise.
    Det er interessant, at det er lærere der ligger som nr 3, det havde jeg aldrig gættet.
    Jeg er så én af dem som først har valgt uddannelse som voksen. Efter mere end et årti som ufaglært, læser jeg nu meritpædagog sideløbende med mit job. Det må siges at være valgt med hjertet, den høje løn ville jeg i hvertfald komme til at vente forgæves på. Til gengæld er de medstuderende virkelig engagerede og passionerede, og det medvirker til at højne fagligheden.
    Glæder mig til at følge dine næste indlæg.
    Kh Maria // FamilieFinanser

    1. Hej Maria,
      Ja det er interessant – og viser også, og det ikke så meget er ens løn, der er afgørende, men mere hvordan man bruger sine penge. Nogle mennesker forbruger hele deres løn – uanset hvor høj den så er. Og andre formår at leve for mindre end de tjener, og derfor har mulighed for at bruge overskuddet på f.eks. at skabe en passiv indtægt.
      /Louise

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.